Hovedparten af de kvinder, som får foretaget kejsersnit på moders ønske er flergangsfødende med et tidligere kejsersnit, en dårlig fødselsoplevelse eller en kompliceret graviditet bag sig. Det konkluderer Sundhedsstyrelsen i MTV-rapporten ’Kejsersnit på moders ønske’ (Sundhedsstyrelsen 2005).
Konklusionen ligger lige for: Fødsel nummer et skal være god! Hvordan man gør det gav vi et bud på i ’Den gode fødsel’ (Bertelsen & Gohr 2005)).
Med MTV-rapporten har Sundhedsstyrelsen fastslået en viden, som mange jordemødre havde i for vejen fra deres praktiske arbejde med gravide, fødende og nybagte forældre. Hvad skal vi så bruge rapporten til? Jeg mener, at det er rigtig godt, at kejsersnit på moders ønske for alvor er kommet på dagsordenen, så vi nu kan komme videre i arbejdet med at definere, hvad kejsersnit på moders ønske handler om, og hvad det ikke handler om. Med rapporten er der én gang for alle blevet sat en fed streg under de forhold vedrørende kejsersnit på moders ønske, som vi ikke ved nok om, og som vi må vide mere om, hvis vi skal kunne give kvinderne den bedst mulige behandling. Vi ved ikke nok om de præcise årsager bag ønsket om kejsersnit.
Vi ved heller ikke nok om hvilken information, kvinden/parret har behov for, når samtalen med sundhedspersonalet drejer sig om selvvalgt kejsersnit. Og endelig ved vi ikke nok om i hvilken form, informationen skal gives eller for den sags skyld, hvem der skal give den. Netop derfor kan det heller ikke undre, at proceduren for hvad der skal ske, når en kvinde fremsætter et ønske om at føde ved kejsersnit eller om blot at få en samtale om fødemåde, ser meget forskellig ud rundt omkring på de danske fødesteder.
Behov for mere viden
På baggrund af konklusionerne i projekt ’Den gode fødsel’ og MTV-rapporten, er det nødvendigt at foretage en tilbundsgående undersøgelse af kejsersnit på moders ønske. En arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra DSO G og Jordemoderforeningen samt antropolog Anne Mette Holme Bertelsen og undertegnede har formuleret et kvalitativt forskningsprojekt, der har til formål at give jordemødre og obstetrikere et redskab til at håndtere ønsket om kejsersnit på et informeret, videnskabeligt grundlag.
Forskningsprojektet sætter fokus på kommunikationen mellem kvinden/parret og de sundhedsprofessionelle, der er involveret i rådgivningsproceduren. Med arbejdsmetoder som kvalitative interviews, fokusgruppeinterviews og deltagerobservation skal projektets to antropologer besøge forskellige danske fødesteder og undersøge de beslutningsprocesser, der går i gang, når det selvvalgte kejsersnit er på tale. På den måde kan vi blive klogere på, hvordan individuelle forestillinger, såvel som interaktionen mellem den gravide/parret og de sundhedsprofessionelle, influerer på det informerede valg vedrørende fødemåde. Undersøgelsen vil også sætte os i stand til at se, hvad der videnskabeligt, folkeligt og moralsk set indrammer den samtale eller ’forhandling’, som finder sted i forbindelse med kejsersnit på moders ønske.
Forskning koster penge
En gennemførelse af forskningsprojektet vil betyde, at vi tilegner os en nødvendig viden om de gravides og sundhedspersonalets indbyrdes prioriteringer og beslutninger, hvilket kan medvirke til at højne kvaliteten i den fremtidige indsats ved kejsersnit på moders ønske. Det giver næppe anledning til diskussion, om denne store gevinst er værd at gå efter. Nu er det op til beslutningstagerne at prioritere midler til nødvendige forskningsprojekter som dette og på den måde være medvirkende til at bedrive tidssvarende og anvendelig forskning, så vi kan komme videre med kejsersnitsdebatten på en kvalificeret måde.
Camilla Gohr er antroplog og stod sammen med Anne Mette Holme Bertelsen bag undersøgelsen ’Den gode fødsel’. Deltog i projektgruppen bag MTV-rapporten om kejsersnit på moders ønske.