Leder: Ferietid

Måske er din sommerferie bag dig, måske er du af sted, eller du venter stadig på din ferie.

Hvor lang var din ferie? Og kunne du holde den i selskab med din familie?

Svaret på de spørgsmål er jo desværre nok givet for mange kolleger: Ferien var for kort. Den var kun på to af de tre uger, som man har ret til som sammenhængende hovedferie mellem 1. maj og 30. september. Den korte ferie er udtryk for et forståeligt ønske om at tilgodese så mange som muligt med noget ferie i skolesommerferien – og så accepterer vi hellere den korte, opdelte ferie end risikerer at skulle holde tre sammenhængende uger i maj eller september. Vel vidende, at det ikke er hensigtsmæssigt at tage sine børn ud af skolen uden for ferierne.

Det har altid været en udfordring at få ferieskemaer til at gå op på jordemoderarbejdspladser.

Hensynet til varetagelse af gravide kvinders, fødende kvinders og familiers behov er altid prioriteret over jordemødres behov. Og der har altid været højsæson inden for fødsler: forsommer og højsommer. Det er også det tidspunkt, hvor vi gerne vil nyde familieliv og venners selskab i ind- og udland og komme væk fra hverdagen – noget, som gør os stærkere i forhold til at klare arbejdslivets opgaver med glæde og gåpåmod.

Men hvad kan vi gøre anderledes? For at det skal ændres, det er helt sikkert for enhver, der har oplevet at komme tilbage efter to uger, og ikke have oplevelsen af, at man har været længe nok væk.

Vi bliver nødt til, ledere og jordemødre sammen, at indlede et samarbejde om dette i god tid inden næste sommerperiode, hvor vi ser på forskellige løsningsmodeller. Vi skal hente inspiration fra vagtformer og arbejdspladser, hvor en tre-ugers ferie kan lade sig gøre.

Det kræver tid, planlægning, forberedelse og inddragelse af tillidsrepræsentanter og kolleger, så det er ikke for tidligt allerede nu at tænke på planlægning af næste års sommerferie. Tillidsrepræsentanter, kredsbestyrelser og hovedbestyrelsen bakker op om at få undersøgt normering, tilrettelæggelse af arbejdet og vagtformer, der kan rumme en mere smidig ferieplanlægning.

Vi kommer næppe frem til, at samtlige fødeafdelinger kan lukke i tre uger i højsæsonen! Men kan vi nedbringe antallet af trætte jordemødre på for kort ferieræs, så har vi nået noget. 

“Men hvad kan vi gøre anderledes? For at det skal ændres, det er helt sikkert for enhver, der har oplevet at komme tilbage efter to uger, og ikke have oplevelsen af, at man har været længe nok væk.”
Lillian Bondo, formand