Leder: der skal være tid til tryghed – et udsagn, der går begge veje

Vi har haft hektiske dage i Jordemoderforeningen på det seneste. Vi har været inddraget i ugers tætte overvejelser hos forskellige jordemødre med hensyn til, hvad der kan siges og deles, når det gælder de kommende fødende kvinders tryghed. Men også, og ikke mindst, hvor går vores egen grænse for, hvad vi kan stå på mål for – før vi må stå frem og advare.

Den grænse viste et antal stærke kolleger den 29. oktober 2014, at de havde nået.

En DR 2 udsendelse skildrede to forældrepars sorg over deres forløb. For det ene par med dødelig udgang og for det andet par med en alvorlig skade. Udsendelsen satte forældrenes stærke beretninger sammen med jordemødrenes bekymring for det, der kan gå galt, når der er knapt med tid.

Jeg skal understrege, at initiativet til udsendelsen og planlægningen af indholdet, ligesom det at finde cases og ekspertkilder – alene har været drevet af DR2 redaktionen.

Vi har medvirket så vidt, at vi valgte at udsende et spørgeskema til de adresser, som lå i vores medlemssystem. Da det var jordemødre, der arbejder med fødsler, som DR havde fokus på, valgte vi kun at udsende til jordemødre ansat på basisoverenskomst.

Vi har ikke dispositionsret over resultaterne af undersøgelsen, men DR Nyheder, der stod for denne del, har givet os lov at citere følgende fra rundspørgen:

Cirka 1130 jordemødre har fået tilsendt spørgeskemaet, og 614 jordemødre har gennemført det i perioden den 22. til den 27. oktober. 75,2 procent af de jordemødre, der har svaret, har oplevet, at der var en risiko for at noget kunne være gået galt under en fødsel.

Og 50 procent svarer, at de har oplevet, at noget ER gået galt.

"At noget kan gå galt" har selvfølgelig vide grænser. Det var et fælles træk hos vores kolleger i udsendelsen, at de ikke lagde krop og stemme til at fortælle, at travlheden generelt koster mødres og børns liv. Men alle talte om flere nærved-fejl, eller om angsten for at mangle tid til den rigtige handling på det rigtige tidspunkt.

Mere end halvdelen af de kolleger, der modtog spørgeskemaet, svarede omgående, og ifølge DR Nyheder var der mange individuelle kommentarer. Det tyder på, at der er et stort og ophobet behov for at få råbt vagt i gevær.

DR’s spørgeskemaundersøgelse er ikke en videnskabelig undersøgelse og den forsøger ikke at give sig ud som sådan. Den er en temperaturmåling, og resultatet antyder, at her er brug for en kur.

Vi kender kuren – og vi har allerede fulgt op på udsendelsen med tilbud om dialog med Danske Regioner og med Folketingets Sundhedsudvalg. Dette er for vigtigt til at nøjes med at være en bevægende TV-udsendelse.

Tid til tryghed – som fødende og som jordemoder.

 
Foto: Anneli Engstrøm

"DR's spørgeskemaundersøgelse er ikke en videnskabelig undersøgelse og den forsøger ikke at give sig ud som sådan. Den er en temperaturmåling, og resultatet antyder, at her er brug for en kur.."