Ars Pariendi betyder kunsten at føde. Det er en titel med sin egen historie og er kaldt en mytisk bog. Med mytisk refereres til den oprindelige Ars Pariendi fra 1964.
Ars Pariendi blev skrevet af fødselslæge Dyre Trolle. Der var et forord på fem linjer, hvor der stod, at Ars Pariendi var tænkt som et vademecum for alle, der aktivt beskæftiger sig med fødselshjælp. Vademecum er latin, vade me cum, og betyder ”gå med mig”, og er et gammelt udtryk, der bruges om uundværlige opslagsbøger.
Sådan har jeg haft det med den gamle Ars Pariendi, som har ”gået med mig”. Jeg har kun haft den i fotokopi, og den krøllede fotokopi af Ars Pariendi fulgte mig i halvfemserne, da jeg arbejde i Skotland og videre i mit arbejdsliv i halvfemserne og nullerne.
Tom Weber, medredaktør på den nye Ars Pariendi, fortæller, at Ars Pariendi var en bibel for obstetrikere i mange år. Der var brug for den allerede under medicinstudiet, idet man skulle bestå en fantomprøve, hvor man på et træfantom skulle forløse et foster, der havde ligget i formalin. For få forløsningen skulle glide, anvendte man havresuppe. Der var en duft af havresuppe og formalin ved eksamen.
Dyre Trolle afslog senere at få genoptrykt Ars Pariendi, da han mente, at det krævede for store revisioner. Tom Weber fortæller, at han og Niels Jørgen Secher besøgte Dyre Trolle et par år inden hans død. Dyre Trolle var da optaget af, at Ars Pariendi blev solgt antikvarisk for flere hundrede kroner.
Jeg begyndte at arbejde med praktisk obstetrisk fantomtræning sidst i 90’erne. Jeg brugte den gamle Ars Pariendi til inspiration, da det var svært at finde gode praktiske danske lærebøger. Det var i starten af nullerne nyt i Danmark at organisere tværfaglig træning, som vi først organiserede for jordemødre og fødselslæger og siden SOSU-assistenter, obstetriske sygeplejersker og andre faggrupper som anæstesilæger og børnelæger. Det, der siden skulle blive til den nye Ars Pariendi, startede som Powerpoint-præsentationer, som vi anvendte som undervisningsmateriale i den tværfaglige træning. Powerpoint lavede jeg især med Tom Weber og Morten Lebech og siden sammen med Marianne Johansen og Pernille Langhoff-Roos. Dette undervisningsmateriale blev i tiltagende grad efterspurgt fra hele landet, og vi talte om at udgive det som kursusnoter, men syntes ikke niveauet var højt nok.
Glædeligt var det, da vi med Munksgaards forlagsredaktør, Britta Østergaard, fik mulighed for at udgive en bog. Til 1. udgave var Tom Weber, Bent Ottesen og jeg selv redaktører og i 2. udgave inddrog vi yderligere Marianne Johansen i redaktørgruppen.
Vi diskuterede, om vi kunne bruge titlen, Ars Pariendi. Med ydmyghed valgte vi det, og Tom Weber kontaktede Dyre Trolle’s enke og søn, fik deres tilladelse og tilmed lov til at indscanne den gamle Ars Pariendi til Munksgaards hjemmeside.
1. udgave af Ars Pariendi kom i 2011. Bogen solgte godt og kom i 2. oplag i 2012.
Vi lever i en tid med bogdød. Så det er noget særligt, at vi i januar 2020 kan stå med en helt gennemrevideret Ars Pariendi 2. udgave, hvor alle kapitler er grundigt opdaterede, og der er fire nye kapitler: Om hjemmefødsel, dystoci, fosterovervågning og om præterm fødsel. Områder som redaktionen vurderede, krævede selvstændige kapitler for at få den plads, som det har i obstetrisk praksis i dag.
Ars Pariendi 2. udgave har 52 forfattere fra alle egne af landet, unge og ældre, jordemødre og fødselslæger og et par neonatologer, en anæstesilæge og kliniske biokemikere. Det har været en fornøjelse som redaktører at arbejde med så mange engagerede, flittige, dygtige og relevant kritiske forfattere, der har bidraget til, at kapitlerne er blevet grundigt revideret. Forfatterne har været gode til at følge vores mange anvisninger med henblik på at give bogen et ensartet udtryk, og de har udvist stor forståelse for behov for rettelser, så kapitler ikke modsiger hinanden.
Det har været af stor værdi, at jordemoder Randi Iversen har tegnet og yderst kompetent har tilpasset tegningerne og suppleret med nye.
Det har været et stort arbejde, men når man står med det færdige produkt i hænderne, en rigtig bog – Ars Pariendi 2. udgave – i en fin blå farve, så virker arbejdet med bogen meget meningsfyldt.
Jeg ser det som en stor gave til vores fag – om kunsten at føde – at vi kan have en fælles lærebog for jordemødre og læger. Vi kan glæde os over, at vi har et fælles ”vademecum”, som kan ”gå med” jordemoderstuderende, jordemødre, yngre læger i speciallægeuddannelse og fødselslæger og være til gavn for fødslerne i Danmark.