Jordemoderkongres i Spanien

Den danske jordemoder Eileen Spellerberg deltog i foråret i den spanske jordemoderforenings årskongres, hvortil hun var inviteret som foredragsholder for at fortælle om Frederiksbergs Hospitals resultater med obstetrisk akupunktur.

Først lidt baggrund: Spanien, med 40 millioner indbyggere, har 16 regionale jordemoderforeninger, som er samlet i FAME (Federación de Asociaciones de Matronas de España). Årsmødet var arrangeret af den Katalanske regionsforening på vegne af FAME, og der var knap 600 deltagere. Mødet blev afholdt i et utroligt flot kongrescenter i den smukke gamle by Tarragona, der ligger på middelhavskysten omkring 100 km syd for Barcelona.

Spanske jordemødre har en to-årig overbygning på deres sygeplejerskeuddannelse, men er interesserede i at opbygge en ‘direct entry’ uddannelse i lighed med den danske. Langt de fleste jordemødre arbejder på hospitaler med normale fødsler under lægelig ledelse, men der findes også privatpraktiserende jordemødre. Vore spanske kolleger arbejder også bredere end danske jordemødre (med familieplanlægning, klimakteriet, teenagermødre, ’emergency contraception’, forebyggelse af cervikalcancer, seksuelt overførte sygdomme). Der er få hjemmefødsler og nogle privatklinikker. Spanske kvinder føder, lige som danske, relativt få børn – 1,26 i gennemsnit – og bliver også ældre; gennemsnitsalderen for primigravidae er 29 år. Hyppigheden af interventioner (epidural, kejsersnit etc.) er stort set som i Danmark.

Indlæg der gjorde indtryk
Kongressen bestod overvejende af videnskabelige indlæg, dels fra inviterede udenlandske gæster, dels som foredrag og posters fra spanske jordemødre. De udenlandske indlæg var på engelsk, men slides var på forhånd oversat til spansk, og der blev simultantolket til spansk, så alle deltagerne kunne følge med. Desværre blev de spanske foredrag ikke tilsvarende simultantolket til engelsk.

De mange indlæg på kongressen spændte vidt, men ét indlæg gjorde i særdeleshed et stort indtryk på mig: Cheryl Beck, professor of Nursing, University of Connecticut (selv uddannet jordemoder) talte om post-traumatiske tilstande efter fødsler (PTSD) (1). Hun berettede, at denne ofte upåagtede, alvorlige tilstand – som ikke er at forveksle med postpartum depression – på basis af litteraturstudier forekommer så hyppigt som ved mellem 1,5 og 6 % af alle fødsler, og at det synes som om antallet og omfanget af obstetriske interventioner, lige som en oplevelse af utilstrækkelig omsorg under fødslen, disponerer til forekomsten af PTSD. De beretninger, hun havde indsamlet til sin forskning, var rystende og gribende. Det er i denne sammenhæng uhyre vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er fødslens objektive forløb og resultat – ‘det gode barn’ – som er afgørende for forekomsten af PTSD, men derimod kvindernes subjektive oplevelse. De kvinder, som rammes af fødselsrelateret PTSD, er ofte svært påvirkede, nogle psykisk invaliderede i måneder til år efter fødslen. Det er vigtigt at kende symptomerne og aktivt lede efter disse udsatte kvinder så tidligt som muligt, for at kunne sætte ind med en adækvat behandling, da de ellers forsvinder fra behandlingssystemet, når de går hjem. Disse kvinder råber nemlig ikke op, men lider i al stilhed. Ovennævnte fund taler stærkt for ‘kendt jordemoder’, og betydningen af en kvalificeret efter-fødsel samtale og hjemmebesøg i den tidlige barselsperiode.

Samarbejde med forbrugerne
Og nu tilbage til udgangspunktet: Selvom der nok var endnu flere spørgsmål, end der var svar, så var det spændende og berigende i tre dage at være opslugt i et miljø med både bredde og dybde, udsyn og indsyn, med lyst til at gøre tingene anderledes og gøre anderledes ting. Frem for alt blev jeg fascineret af de spanske jordemødres vilje til at granske deres indsats, kvantitativt som kvalitativt, igennem den optik, som udgøres af kvinderne – kunderne – og deres behov. Jeg oplevede også en beundringsværdig faglig identitet og stolthed.Måske ligger der mange fremtidsmuligheder for danske jordemødre som fx varetagelse af antikonception, ultralydscanninger, cevicalsmears og seksualundervisning i skoler/gymnasier. Og det gælder om at gribe muligheden, få forbrugerne med og overbevise politikerne om vort potentiale.

H.C. Andersen skrev: »At rejse er at leve«, men man skal ikke kun rejse i andre lande, men også i sit hjemland.

(1) Cheryl Beck: Post-Traumatic Stress Disorder due to Childbirth – The Aftermath. Nursing Research, i trykken