Ikke kun overvægtig

Overvægtige gravide i Randers får tilbud om at deltage i et kursus, hvor motion og sunde kostvaner er på programmet. Sidegevinsterne er – udover en reduceret vægtøgning i graviditeten – større selvtillid og et netværk, der kan støtte den enkelte til at fortsætte en sund livsstil efter fødslen.

Overvægt er stærkt på vej til at blive en af obstetrikkens helt store farer. Ca. 10 procent af danske kvinder mellem 25 og 44 år har et bodymassindex over 30 – de er altså svært overvægtige. Problemets omfang er erkendt og forskningen i overvægtens betydning for graviditet og fødsel intensiveres. Kvinder med BMI over en fastsat grænse anbefales desuden at føde på en specialafdeling, så der kan gribes hurtigt ind over for eventuelle komplikationer. Kort sagt: Systemet er opmærksomt på de problemer, som de ekstra kilo påfører mor og barn i form af diabetes, forhøjet risiko for fosterdød, fastsiddende skuldre osv.

Alligevel er overvægt stadig et tabuemne i mange jordemoderkonsultationer, mener jordemoder Charlotte Kjærgaard, der med støtte fra Randers Jordemodercenter tilbyder kurser for store kvinder.

– Vi lider af en berøringsangst, fordi vi ikke tør høre om de problemer, der evt. kan ligge bag overvægten. Min erfaring er, at kvinderne gerne vil have, at vi tager hul på en snak med dem om deres vægt – at vi simpelthen tør kalde dem overvægtige. Disse kvinder har ikke brug for trøst, men har ganske enkelt brug for en, der vil lytte til dem, siger Charlotte Kjærgaard, der gennem to år har gennemført en række kurser, hvor målet har været at forbedre både livsstil og livskvalitet.

– Mange overvægtige gravide føler, at fokus er på deres vægt og ikke på den glædelige begivenhed, at de skal have et barn. Og det gælder desværre også for jordemoderkonsultationerne. Alle jordemødre har oplevet meget store kvinder, hvor det er svært at lytte hjertelyd og den situation bliver endnu sværere for kvinden, hvis der ikke bliver sat ord på det fra jordemoderens side. Vi skal kalde en spade for en spade og tage problemet op, foreslår Charlotte Kjærgaard.

Foredrag om sund mad overflødige
Kurserne for overvægtige gravide kører over ni gange – en gang om ugen. Kursisterne er mellem 14. og 18. graviditetsuge, når de starter. Et samarbejde med de praktiserende læger har ført til, at kvinderne kommer tidligere i graviditeten end før.

Det er ikke kun overskridelsen af en fast BMI-grænse, der giver adgang til kurserne. Erfaringer med ikke at kunne styre vægten i en tidligere graviditet kan for eksempel også berettige til deltagelse.

Jordemoder Charlotte Kjærgaard har valgt at begrænse deltagerantallet til mellem fem og otte.

– Når der ikke er flere, har vi de bedste muligheder for at lytte til den enkelte og hendes historie. Den første gang fortæller alle om deres baggrund for at deltage og der har du mulighed for at gribe historierne og tage udgangspunkt i dem. Mange af kvinderne har aldrig sat ord på deres problem og oplever det som meget forløsende at få lov til at gøre det sammen med andre i samme situation. Det er med til at bryde den ensomhed, som mange overvægtige oplever, siger Charlotte Kjærgaard.

De fleste der kommer på kurserne ved i forvejen en del om sunde kostvaner, så de lange udredninger om fedtenergiprocenter og fortræffelighederne ved kostdagbøger er for længst taget af programmet. Det er derimod årsagen til, at man alligevel spiser for meget og bevæger sig for lidt og muligheden for sammen at ændre dårlige vaner, der er interessant. Kurset skal desuden virke som en reminder, så nye og bedre vaner også varer ved efter fødslen.

Hvis jordemoderen vurderer, at der er brug for at henvise til en diætist, er der mulighed for det. Det er vigtigt at erkende sine begrænsninger og gøre brug af kosteksperterne, når der optræder særlige spørgsmål, mener jordemoderen.

Intet varigt vægttab uden motion
Kurserne for de overvægtige gravide fungerer ikke som fødselsforberedelse i traditionel forstand. Alle kvinderne bliver opfordret til også at melde sig til et hold, der fokuserer på selve fødslen. Men det er de færreste af de ‘store piger’, som de overvægtige kvinder bliver kaldt på forsiden af den pjece, der ligger i alle jordemoderkonsultationer og lægehuse i og omkring Randers, der vil gå til almindelig fødselsforberedelse, hvor der er indlagt fysiske øvelser. Men når alle er overvægtige, springer de gerne i varmtvandsbassinet, som er en fast ingrediens i kursusrækken. Efter en times snak, hvor glæder, sorger og madopskrifter bliver delt, står den altid på 45 minutters øvelser i det varme vand. Øvelserne er lagt tilrette, så pulsen når at komme både op og ned flere gange. Det gælder om at få gode oplevelser ved den fysiske træning og om at opleve velværet bagefter. Med de fysiske øvelser skal deltagerne også blive opmærksomme på, at en omlægning af kosten ikke gør det alene. Sundhed handler også om at bevæge sig. Og bevægelse handler om øget kropsfornemmelse, som ofte er en mangelvare hos stærkt overvægtige kvinder.

– Jeg kommer også ind på de graviditets- og fødselskomplikationer, som de overvægtige kvinder risikerer at støde ind i, men det er ikke i fokus. Angst hjælper ikke noget i en situation, hvor der ikke kan gøres noget ved problemet her og nu. Men jeg nævner komplikationerne, blandt andet fordi det kan være med til at motivere dem til at holde et vægttab og eventuelt tabe sig mere efter fødslen – og før en ny graviditet, siger Charlotte Kjærgaard.

Øget livskvalitet er svær at måle
Charlotte Kjærgaard ved ikke, hvor stor virkning kurserne for de overvægtige gravide har målt i tabte kilo eller forbedret livskvalitet. Men en løselig opgørelse viser, at kvinderne på kurset tager under ti kilo på i graviditeten – som anbefalet af forskere inden for området. Mange af kvinderne holder kontakten vedlige efter fødslen og de hjælper hinanden med at holde vægten nede og humøret oppe.

– Øget livskvalitet og glæde er svære størrelser at gøre op, men det er helt sikkert et af resultaterne ved også at se bag om overvægten og i stedet sætte fokus på den glædelige begivenhed, der er på vej, slutter hun.

Selvtilliden voksede
Kort tid efter at kurset for overvægtige gravide ved Randers Jordemodercenter sluttede, meldte Pia Hansen sig til et fødselsforberedelses- kursus for 'almindelige' gravide samme sted. Hun havde ellers svoret, at hun ikke ville gå på et almindeligt hold, hvor hun troede, at hendes overflødige kilo ville blive genstand for stor opmærksomhed under de fælles øvelser i varmtvandsbassinet.

- Jeg brød nogle barrierer, da jeg gik på kurset for overvægtige, hvor vi også brugte bassinet. Bare det at komme ned i en badedragt krævede overvindelse dengang. Men vi var alle i samme situation og derfor kunne jeg bryde grænserne. I dag kan jeg se, at det mere handlede om mine egne begrænsninger end om andres opfattelse eller fordømmelse af mig, siger Pia Hansen, der i dag går til babysvømning med sønnen Rasmus i den lokale svømmehal.

Pia Hansen meldte sig til kurset for overvægtige gravide af to grunde. For det første ville hun gerne have råd og vejledning til hvordan hun kunne holde det vægttab på 30 kilo, som hun havde opnået, siden hun fødte første gang. For det andet ville hun gerne møde andre i samme situation. Pia Hansen havde allerede fået styr på kalorierne sammen med en diætist, som hun stadig konsulterer.

- Jeg blev holdt til ilden i gruppen ved at fortælle om mine mål og så var det også godt at kunne få svar på nogle af de spørgsmål, man som overvægtig har om selve fødslen. Jeg var fx meget optaget af, om jeg ville få et meget stort barn og hvordan det skulle gå, siger Pia Hansen.