Et helt jordemoderliv - om livet som kendt jordemoder

Jeg har taget min jordemodertaske med i dag, for i den har jeg en fortælling om et jordemoderliv anno 2014. Mit jordemoderliv for at være eksakt. Fortællingen er langt fra fortalt færdig endnu – jeg har kun været jordemoder i syv år. Men fordi det er en fortælling om et godt jordemoderliv, synes jeg, den er værd at dele med jer her i dag. Især efter nogle måneder med mange fortællinger om det helt modsatte.

Jeg er simpelthen så glad for at være jordemoder. Glæden voksede enormt for tre år siden. På det tidspunkt valgte fødeafdelingen på Holbæk Sygehus at starte kendt jordemoderordning op. Jeg havde længe været overbevist om, at det kunne være den perfekte arbejdsform for mig. For selvom vi oftest har god tid på et mindre fødested i provinsen, så havde jeg gennem mine første år som jordemoder tit gået hjem med følelsen af, at vi da måtte kunne gøre det lidt bedre.

Gennem hele min uddannelse har jeg været meget optaget af, hvordan organiseringen af svangreomsorgen påvirker jordemødrenes arbejdsliv. Det, kombineret med at jeg som person har det bedst med at følge tingene helt i mål, gjorde, at jeg var helt vildt tændt på at springe ud i livet som kendt jordemoder. Jeg fik jobbet og kunne hænge vagttelefonen om halsen, og jeg havde virkelig store forventninger til, hvordan det ville påvirke min arbejdsglæde. At kunne følge kvinderne fra start til slut gav bare så god mening for mig. Og det var kun en af de fordele, jeg kunne se.

Alle, og jeg mener alle, mine forventninger er blevet indfriet. Selvom det her efter tre år også er blevet hverdag for mig som kendt jordemoder, kan jeg stadig ikke få armene ned. Og jo, det kan da godt være hårdt at være på kald i mange døgn i træk. Telefonen kan godt virke tung om halsen. Men det er altså bare ikke så slemt at blive ringet op af Louise (andengangsfødende) midt om natten, fordi hun har veer, som hvis det er Annette (min søde kollega), der kalder mig i en døgnvagt.

Denne arbejdsform kræver selvfølgelig også en god opbakning på hjemmefronten. Jeg er heldig at have en mand, der både kan bringe og hente børn vores tre børn, når det er nødvendigt. Til gengæld har jeg god tid til at ordne alle de daglige gøremål, så der er masser af overskud, og vi har mange flere timer sammen, end da jeg arbejdede i skiftende vagter.

Og så er jeg glad. Jeg er en glad mor, en glad ægtefælle, en glad veninde. Det hænger unægtelig meget sammen med, at jeg er en glad jordemoder. Og det er jeg hovedsagligt, fordi jeg har glade kunder. For det er bestemt ikke kun mig og min familie, der er vinderne her. Det er de fødende, måske ikke så overraskende for denne forsamling af jordemødre, bestemt også.

Mine fødeprotokoller er fulde af historier, som fortæller om, hvorfor det er så godt for kvinderne at være i kendt jordemoderordning. Spalterne her giver ikke plads til at berette om dem alle. De overskrifter, der går igen i de fleste forløb, om det er førstegangsfødende eller flergangsfødende, ressourcestærke eller sårbare kvinder, normale eller patologiske forløb, er blandt andet: tryghed, plads til individuel omsorg, glæde over at møde kendte ansigter. Og sidst men ikke mindst: Når disse kvinder finder minder om fødslen frem, vil det være gode minder.

Det er blandt andet det, som gør mig så glad. Jeg synes, at jeg har et helt – et fuldendt jordemoderliv. Jeg kan give den ydelse, som jeg er uddannet til, uden at jeg skal gå på kompromis med hverken mig selv eller min faglighed. Der er langt imellem utilfredse kunder, og det er vel det, vi alle drømmer om. At vi har tid og mulighed for at tilpasse omsorgen til den kvinde, det par, vi møder. For så er lysten til at gå på arbejde bare så meget større. Og arbejdsliv og privatliv går op i en højere enhed.

Når jeg drikker kaffe derhjemme, står der på koppen: Jordemødre til hele livet – hele liv til jordemødre.

Siden jeg er blevet kendt jordemoder, har der ikke været en dag, hvor det slogan ikke har passet på mit liv. Jeg har lyst til at være jordemoder hele livet – fordi jeg har et helt liv.

Det var fortællingen om mit jordemoderliv. Det er mit håb, at alle mine kollegaer også har mulighed for at få det bedste ud af deres jordemoderliv. For vi skal da have det bedste ud af livet, mens vi hjælper det bedste ud i livet. 

På Jordemoderforeningens jubilæumskonference den 5. december 2014 fortalte fire jordemødre om at være jordemoder i dag. De første af de fire indlæg blev bragt her i tidsskriftet nr. 1, 2 og 3-2015. I dette nummer er det Bodil Bjørg Korsgaards indlæg, der bringes i forkortet form. Bodil er ansat som kendt jordemoder ved Roskilde Sygehus. (Hun var dog ansat på Holbæk Sygehus på konferencens tidspunkt.)