“Det giver sammenhæng og mening”

Kendt Jordemoder-ordninger tiltrækker jordemødre til Næstved Sygehus

Mette Dehn sparer ikke på superlativerne, da Tidsskrift for Jordemødre beder hende om at fortælle om sit nye job på fødeafdelingen på Næstved Sygehus, hvor hun deler en kendt jordemoder-ordning med en jordemoderkollega.

– Det er helt fantastisk. Det giver sammenhæng og mening at kunne følge kvinden hele vejen igennem. Mit arbejde er blevet mindre uforudsigeligt efter, at jeg er blevet ansat i ordningen, hvor jeg kender de gravide og de kender mig, fortæller Mette Dehn, der kommer fra en stilling på fødeafdelingen på Frederiksberg Hospital.

– Jeg oplever, at jeg har et større ansvar, når jeg arbejder som kendt jordemoder, fordi vi står 100 procent for det hele for den enkelte kvinde — forberedelse, undersøgelser, fødslen osv., siger Mette Dehn. Men ansvaret synes ikke at tynge den relativt nyuddannede jordemoder – Mette blev uddannet i 2001 – tværtimod har hun fundet arbejdsglæden igen.

– Der er både helt nyuddanede i kendt jordemodergruppen og jordemødre med lang erfaring, og vi er alle rigtig glade for arbejdet. Man skal brænde for det at kende kvinden, og det kræver, at man ikke har det sådan, at man glæder sig til vagtskifte. Til gengæld kan man lade hele processen køre mere spontant, fordi der ikke er afbræk og fordi der ikke er nogen, der skynder på dig, siger Mette Dehn og erkender, at det betyder, at hun nu er længere tid ved hver fødsel.

Hvis den kendte jordemoder har været kaldt i mere end otte timer i nattetimerne eller mere end 18 timer i dagtimerne, kan hun kalde sin bagvagt, der er en fast makker fra et andet kendt jordemoderteam.

Kendtheden tiltrækker
Næstved Sygehus er det foreløbig sidste sted, der har valgt at oprette kendt jordemoder-ordninger. Det skete 1. september i år og blev brugt som madding i rekrutteringen af jordemødre. Næstved Sygehus har i flere år ikke kunnet besætte alle jordemoderstillinger, men da stillingerne som kendt jordemoder blev opslået, kom der flere ansøgere, end der var stillinger til.

Ellen Tobiassen, der er ledende chefjordemoder på Næstved, Slagelse og Nykøbing Falster sygehuse, ser også muligheder i at fastholde jordemødre ved at tilbyde ansættelse som kendt jordemoder.

– Hvis fødeafdelingen i Slagelse lukker, så er jeg sikker på, at det ville være med til at fastholde jordemødrene derfra, hvis vi kunne oprette flere kendt jordemoder-ordninger. Problemet er økonomien, fordi de kendte jordemødre kan varetage færre fødsler, fortæller Ellen Tobiassen, der i øvrigt gerne ser en udvidelse af ordningerne — og netop har serveret ideen for sygehusledelsen om at udvide ordningen til alle tre sygehuse. Nogen beslutning om en udvidelse er der dog ikke taget.