Medieundersøgelsen: Vi gør det godt - men der er plads til forbedringer

En ny undersøgelse blandt Jordemoderforeningens medlemmer løfter sløret for medlemmernes brug af foreningens medier – og peger på steder, hvor medierne med fordel kan udvikles. Emner som ny forskning, arbejdsvilkår og kompetenceudvikling kan med fordel opprioriteres, viser undersøgelsen.

Generelt er Jordemoderforeningens medlemmer tilfredse med foreningens medier, Tidsskrift for Jordemødre, Facebook, Nyhedsbrevet og hjemmesiden. De er glade for det meste indhold, og alle mediekanaler scorer højt på troværdighed. Men der er også plads til forbedringer og steder, hvor medlemmernes engagement kan blive endnu bedre.

Det viser en undersøgelse, som Jordemoderforeningen har fået lavet i samarbejde med Raketfilm, og som skal være udgangspunkt for en strategi for Jordemoderforeningens kommunikation og valg af medier.

Ifølge undersøgelsen mener over tre fjerdedele af medlemmerne i høj eller nogen grad, at det er relevant at blive holdt opdateret om Jordemoderforeningen via foreningens nyhedsbrev og via Tidsskrift for Jordemødre. Men Facebook er faktisk medlemmernes primære kanal for kommunikation om Jordemoderforeningen – og det hænger bl.a sammen med, at særligt mange af de yngre medlemmer mellem 18 og 29 år primært får deres information fra Jordemoderforeningen gennem Facebook.

Når det så kommer til jordemoderfaget, har næsten ni ud af ti medlemmer Tidsskrift for Jordemødre som deres primære kanal. Herefter kommer Jordemoderforeningens nyhedsbrev, efterfulgt af jordemoderforeningen. dk, medlemsmails og til sidst Facebook. De mindst relevante kanaler for både information omkring Jordemoderforeningen og om jordemoderfaget er Twitter og Instagram. Medlemmerne efterspørger ikke podcasts som et nyt medie til opdatering om fagforeningen, men derimod kunne podcasts i nogen grad være relevant i forhold til at opdatere om jordemoderfaget. Mere end hver femte angiver, at det er relevant at blive holdt opdateret om jordemoderfaget via podcast.  

Tidsskrift for Jordemødre
Med en tilfredshedsscore på 3,82 på en skala fra 1-5 er Tidsskrift for Jordemødre den mediekanal, der scorer højest, når medlemmerne skal placere, hvor tilfredse de er med mediet.

Medlemmerne er generelt meget engagerede i tidsskriftet, og de synes, at artiklerne har en høj troværdighed. Og så synes de, at tidsskriftets fornemmeste opgave er at give faglig inspiration. Det mener næsten ni ud af ti medlemmer, er vigtigt eller meget vigtigt. Temaet er det, som flest læser –næsten syv ud af ti læsere læser hver gang eller næsten hver gang temaet.

Over halvdelen (57%) læser alle eller næsten alle blade. Især læsere i alderen 60 år og opefter er meget loyale. 15 % af medlemmerne læser ikke tidsskriftet, og 43 % af dem angiver, at det skyldes tidsmangel. 80% af medlemmerne læser halvdelen eller mere af tidsskriftet, hvor kun 4% nøjes med at kigge overskrifter og billeder.

Der er generelt tilfredshed med tidsskriftets udgivelsesfrekvens. De fleste synes, at otte gange om året er passende. Næsten tre fjerdedele (72%) af læserne foretrækker at modtage Tidsskrift for Jordemødre i fysisk form, og kun en femtedel (20 %) ville foretrække at modtage det digitalt i stedet for. Der er en større gruppe af læsere (37%), der ville benytte sig af oplæste artikler i digital form, ønsket stiger, jo yngre medlemmerne er.

Læserne mener, at tidsskriftet har et bredt fokus på relevante emner. Men de efterlyser, at der i fremtiden er mere fokus på især; ny forskning og videnskabelige artikler, arbejdsvilkår og dagligdag og på kompetenceudvikling, karriere og jobmuligheder.

“Jeg elsker - og har gjort det siden jeg var studerende - at modtage tidsskriftet. Det er en del af min jordemoderidentitet”
Kvinde i 30’erne, basisjordemoder

“Jeg synes godt, tidsskriftet kunne have mere fokus på jordemoderfagligheden – ved formidling af ny forskning og gennem diskussioner.”
Kvinde i 60’erne, ansat på jordemoderuddannelsen

“Jeg synes, tidsskriftet er blevet mere relevant og har fingeren mere på pulsen. Men jeg glæder mig til flere dybdegående temaer som: arbejdsmiljø, sexisme, ligestilling og antiracisme. Emner som er meget relevante i samfundet.”
Kvinde i 20’erne, basisjordemoder

“Velskrevent indhold med varieret perspektiv”
Kvinde i 40’erne, ansat på jordemoderuddannelsen

Nyhedsbrevet
Jordemoderforeningens nyhedsbrev har en tilfredshedscore på 3,37. Næsten tre fjerdedele (74 %) af medlemmerne synes, at nyhedsbrevet har en høj troværdighed. 95 % læser nyhedsbrevet – 55 % læser det hver eller næsten hver gang. Men især den yngre målgruppe åbner sjældnere nyhedsbrevet, som de finder kedeligt, og flere af dem synes, at layoutet er meget dårligt.

Generelt mener medlemmerne (71 %), at nyhedsbrevet skal give information om aktiviteter, kurser og faglige dage, lidt færre (67 %) ønsker nyheder fra Jordemoderforeningen, men de færreste (17 %) finder artikeludsnit fra Tidsskrift for Jordemødre relevant.

“Det ville fungere godt, hvis det var en side med små rubrikker, man kunne klikke på, hvis det lød interessant. Så skulle hjemmesiden selvfølgelig vise det reelle indhold. Der er nu meget, man skal køre ned over for at se, om der står noget spændende”
Kvinde i 30’erne, basisjordemoder

“Layoutet gør, at jeg ikke får læst det. Det er for kompakt”
Kvinde i 30’erne, basisjordemoder

Sociale medier
Jordemoderforeningens aktiviteter på Facebook har en tilfredshedsscore på 3,25. 75% af medlemmerne følger Jordemoderforeningen på Facebook. Ud af de medlemmer, der ikke følger Jordemoderforeningen på Facebook, er 34 % ikke opmærksom på, at siden eksisterer. Medlemmerne mener, at facebookopslag fra foreningen har en høj troværdighed. Størstedelen af følgerne (42 %) bruger Facebook som et nyhedsmedie om deres fag, og den næststørste del (28 %) bruger kanalen til at holde sig opdateret omkring fagets udvikling. En stor del af medlemmerne (54 %) efterspørger mere facebookindhold omkring politiske beslutninger, ligesom mange (46 %) efterlyser flere nyheder om faget.

Jordemoderforeningens aktiviteter på Instagram har en tilfredshedsscore på 3,38. Selvom hele 71 % af Jordemoderforeningens medlemmer har en profil på Instagram, så er det kun 21 %, der følger Jordemoderforeningen på Instagram. Og det er særligt de unge.

Jordemoderforeningen.dk
Hjemmesiden er den mediekanal, der med en tilfredshedsscore på 3,13, scorer lavest. Mange synes, det er relevant at holde sig opdateret om Jordemoderforeningen (64 %) og jordemoderfaget (70 %). Men generelt har medlemmerne svært ved at finde rundt på hjemmesiden.

“Bedre søgefunktion til fx at finde OK-aftale”
Kvinde i 40’erne, basisjordemoder

“Dårlig oversigtbarhed, dårlig søgefunktion. Ikke brugervenligt og let layout, fungerer ikke optimalt på telefon, da den ikke er tilpasset dertil”
Kvinde i 30’erne, jordemoder i lægepraksis

Metode

  • Undersøgelsen er gennemført via et kvantitativ internetspørgeskema.
  • Medlemmerne er inviteret til undersøgelsen via Tidsskrift for Jordemødre, nyhedsbrev, mail, Jordemoderforeningens Facebook-grupper og gennem direkte invitationer fra nøglepersoner.
  • Indsamlingsperioden løb fra 3. maj 2021 til og med 4. juni 2021.
  • Der er i alt gennemført 450 besvarelser.

Respondenternes aldersfordeling 

Respondenternes beskæftigelse