Denne artikel tager afsæt i et speciale fra Master i Sundhedsantropologi ved Århus Universitet i 2007. Specialet er udarbejdet ved antropologiske metoder, dvs. data er indsamlet ved feltarbejde, observation, interviews og deltagerobservation, transskriberet og analyseret ved sundhedsantropologiske, idehistoriske og sociologiske teorier. Analyserne baseres på fænomenologi og hermeneutik, teorier om biomagt, samt teorier om den vestlige medicins vidensform. Dataindsamling foregik på en privat jordemoderledet fødeklinik i København i vinteren 2007 over en periode på 21 dage.
Hvorfor er det så særligt, det de gør?
Målet med undersøgelsen var at afdække, hvordan jordemoderviden kommer til udtryk i en snæver ikke-medicinsk kontekst, samt at undersøge relationen mellem tro og viden. Derudover perspektiveredes observationerne med teorier om begrebet risiko i forhold til fødsler. Den undersøgte felt sås som et brud med en bredere kontekst: opfattelsen af sygehuset som den ”normale” kontekst for håndtering af fødsler. Jeg var nysgerrig på den grundlæggende indre orienterings betydning for viden om fødsler, men også på, hvordan konteksten omsluttede og definerede dette brud.
Overordnet var jeg, som barn af postmodernismen, ude på at gøre op med de ”store legitimitetsfortællinger”, særligt den medicinske opfattelse af krop, risiko og fødsel. Det er i samfunds- og humanvidenskaberne gammel viden, at den medicinske verdensopfattelse ikke er universel (Kvale:2006), men denne erkendelse er ikke trængt helt ind i de tunge systemer, sundhedsvæsenet bygges på. Den medicinske viden opererer stadig med markant magt og autoritet, funderet på objektivitet og universalitet. Det var, og er mit håb, at kvalitative undersøgelser og fortolkninger af fødselsområdet kan medvirke til at forandre den gældende diskurs, som råder i sygehussystemet og i udvekslingen blandt klinikere.
Grundlaget for medicinsk viden
Fundamentet for vestlig krops- og sygdomsforståelse udspringer af anatomisk og objektiv viden. Medicinsk viden funderes på Descartes´ adskillelse af krop og ånd, hvor krop forstås som et stykke natur, underlagt naturens lovmæssigheder, som kontrolleres via indsigt. Nu til dags erstattes ånd af viden eller rationale, og disse grundlæggende antagelser fra det 17. århundrede er fortsat dominerende i nutidig vestlig medicinsk viden, kaldet Biomedicin. Her forstås sygdom og sundhed som naturalistiske fænomener, og indsigt og viden om disse fænomener skabes via naturvidenskabeligt rationale. Den undersøgte verden indsættes i en kontekst, hvor distance og objektivitet tilstræbes, ved at undersøgeren undsiger sig sociale, kulturelle og følelsesmæssige tilhørsforhold. Denne viden tillægges nærmest universel sandhedsværdi, mens lægmands-viden, subjektive følelser og oplevelser ikke anses som en vej til sand viden. (Gastaldo:1997, Gordon:1998). Essensen i medicinsk omsorg er kontrol over krop og sygdom via viden og autoritet. Når kroppen forstås som en samling lovbundne dele, er det en nærliggende tanke, at matematiske beregninger kan forudsige, hvornår der kan eller vil optræde truende omstændigheder. Dette leder til et redskab til kontrol af fremtidig fare: risikoopsporing (Kolind:2006).
Hvordan tør de?
Tanken om at lade kvinder føde i en lejlighed på Østerbro vækker ofte bekymring og angst for at det går galt. Denne uro viser en kontekst i opbrud, med begrebet risiko i spil. Risiko er en videnskabelig konstruktion, der defineres ud fra matematisk sandsynlighed og beregnes ud fra et gennemsnitsmenneske; en imaginær krop i en imaginær fremtid. Risiko og fare forstås af lægmand ofte som ens, men er ganske forskelligt, da fare findes i nuet, og risiko er en statistisk mulighed. Med risikoorientering flyttes fokus fra nuet, hvor patientens oplevede krop og symptomer nødvendigvis må befinde sig. Ved at tillægge risikoberegning større sandhedsværdi end patientens oplevede sansninger, undergraves vigtige overlevelsesredskaber til håndtering af fremtiden, fx håb og tillid. Mennesker præges af oplevelser og følelser trods naturvidenskabelige mål om objektivitet og videnskabelighed hos sundhedsklinikere. Stærke oplevelser af fare præger klinikernes bedømmelse af risiko hos andre patienter; det ukomplicerede træder i baggrunden, når voldsomme oplevelser træder frem og tilføres magtesløshed og frygt. Selv om risiko i sig selv er et neutralt begreb, bruges det ofte subjektivt ladet, og ikke altid ud fra rationale eller objektivitet (Kaufert & O’Neil:1993, Duden:2006).
Hvad er egentlig målet?
I følge antropologen Thomas Csordas indebærer helbredelse andet end fjernelse af sygdom, symptom eller fejlfunktion. Helbredelse er transformation af en person, et kropsligt funderet selv. Det er en indre proces, som behandleren kan støtte, men ikke foretage selvstændigt (Csordas:2002). Opfattelsen, at en objektiv kliniker via autoriseret viden helbreder individet, som hverken besidder gyldig viden om sin situation, eller har ansvaret for den, udfordres i mødet med alternative, ikke-medicinske antagelser.
Tro, viden og egen evidens
I undersøgelsen mødte jeg fænomener, som jeg ikke forstod eller accepterede. Jeg havde fx svært ved at tro på, at et foster kan mærke den gravide kvindes tanker og intention. Jeg godtog ikke, at tanker skulle kunne transporteres via kroppen eller mellem to individer. Jeg belyste min egen modvilje som tegn på et møde mellem felt og kontekst, og genkendte Descartes´ dualisme mellem krop og sjæl, der ikke anerkender tanker (ånd) som forbundet med kroppen (natur). Men jeg opdagede også, at jeg selv, under mine graviditeter, talte med og sendte tanker til mine ufødte børn. Og at jeg var sikker på, at de sansede det, vel vidende, at jeg jo ikke kunne vide det. Jeg accepterede oplevelsen som gældende i mit liv, en subjektiv erfaring. Dette kalder mine informanter at skabe sin ”egen evidens”, at finde det sande for den enkelte kvinde, i hendes egen forståelse af sit liv. Tanken er, at man ved at granske egne sansninger, ved at kende og genkende fornemmelse, følelse og intuition, kan optræne et indre redskab, der giver bedre mulighed for at vælge den rette handling. Derudover mener informanterne, at ethvert menneske grundlæggende er ansvarligt for sit eget liv og sine egne valg. Dette giver muligheder og præger beslutninger og handlinger markant anderledes end i den bestående sundhedsdiskurs, hvor videnskabelig og rationel viden nærmest har udraderet andre former for viden. Dette har den konsekvens, at eventuelle andre forståelser af viden tabes af syne. I vor moderne vidensopfattelse forholder vi os til videnskabelig viden (Episteme) eller til teknisk kunnen (Techne), mens fx det Aristoteliske vidensbegreb Phronesis er underkendt. Phronesis er vurdering, overvejelse, skøn og valg, det partikulære og situationsafhængige frem for det universelle. ”Rigtig viden” opfattes som videnskabelig, objektiv viden, mens andre vidensformer mangler autoritet. (Flyvbjerg:1992, Eeg:1991)
Veje til viden
Såvel biomedicin som andre vidensformer er udtryk for både tro og viden, da viden baseres på en tro på et verdensbillede. Grundlæggende orientering, eller tro, definerer refleksioner, sprog og handlinger. Jordemoderviden i en ikke-medicinsk kontekst skiller sig ud fra den biomedicinske forståelse, hvor vidensgrundlaget er opsplittende og rationalistisk, hvilket ikke giver mulighed for forståelse og håndtering af fødsler som fx en ”transformation af et selv”. Videnskabelig viden rummer ikke i sig selv den phronesiske viden; den etiske, situationsafhængige analyse med henblik på ”den gode handling”. For at finde dén, må man tolke på både tal og tilværelse, og belyse alt det, der i objektiv biomedicinsk forståelse er bias: holdning og fortolkning, det partikulære, subjektive og unikke. Det er svært, for vi er utrænede, og det bryder med en stærk kultur. Men det er muligt.