Jordemoderforeningen søger ansvarlig for kursus- og medlemsaktiviteter 

Jordemoderforeningens kursusansvarlige rykker sine rødder til Jylland. Vi søger derfor hendes afløser, der brænder for at styrke og udvikle foreningens fokus på jordemoderfaglige arrangementer, kurser, netværk og andre medlemstilbud. Du bliver en del af et dygtigt og dedikeret hold, hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på Jordemoderforeningens tilbud til og dialog med vores mange forskellige medlemsgrupper. 

Dine opgaver 

Som konsulent får du ansvar for drift og udvikling af vores jordemoderfaglige tilbud som fysiske og virtuelle arrangementer, netværk og kursusaktiviteter for medlemsgrupper med interesse- og arbejdsfællesskaber. 

Samtidig får du ansvaret for dialog og tilbud til den voksende gruppe af medlemmer, der arbejder i andre stillinger end som regionalt ansat basisjordemoder – fx tilbud til vores fagklubber for bl.a. privatansatte og privatpraktiserende. 

Du skal herudover bidrage til den jordemoderfaglige udvikling, fx ved at arrangere og afvikle medlemsmøder og inspirationsdage, tilfredshedskald til medlemmer og bidrage til håndtering af foreningens bachelorpris og forskningsbeholdning. 

Du får også mulighed for at udvikle nye medlemstilbud for udvalgte medlemsgrupper, fx nye netværksgrupper og medlemspaneler. Dine opgaver kan blive tilpasset efter dine interesser, kompetencer og foreningens behov. 

Din profil 

Vi forestiller os, at du har: 

  • Baggrund som jordemoder, evt. med en akademisk overbygning, eller anden sundhedsfaglig baggrund 
  • En stærk faglig interesse for jordemoderfagets mange facetter  
  • Et stort netværk i og omkring jordemoderfaget (eller vilje til at få det) 
  • Erfaring med projektledelse, facilitering og mødeledelse 
  • God teknisk forståelse og kendskab til digitale systemer som fx SurveyXact  

Vi leder efter en kandidat, der: 

  • Kan veksle mellem de korte deadlines og de lange processer, der kræver planlægning 
  • Har et godt overblik med sans for detaljen 
  • Kan overskue en bred portefølje og have mange bolde i luften samtidig 
  • Er imødekommende og nysgerrig, pragmatisk og vedholdende 
  • Har flair og forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation 

Om os 

Jordemoderforeningen er fag- og professionsforening for jordemødre, jordemoderledere og jordemoderstuderende. Vi har mere end 3.000 medlemmer, som vi hver dag gør vores yderste for at rådgive, servicere og sikre gode vilkår for. Vi er for nylig flyttet i nye, lyse lokaler på Islands Brygge. Vi er et arbejdsomt sekretariatet med en uformel tone og et fokus på et godt arbejdsmiljø for de i alt 12 ansatte og 2 politisk valgte.  

Det praktiske 

Vi ønsker stillingen besat den 1. maj 2024 eller tidligere. Send din ansøgning og CV via mail til job@jordemoderforeningen.dk, mrk. ’Konsulent for medlemsaktiviteter’.  

Stillingen opslås på fuld tid, men vi er villige til at drøfte mulighed for nedsat tid efter ønske. 

Lønniveau vil som udgangspunkt være som en regionalt ansat jordemoder på AC-overenskomst, men selvfølgelig afhænge af kandidatens erfaringer og kompetencer. 

Fristen er forlænget til mandag den 18. marts. Vi holder samtaler løbende i uge 11 og 12. Samtalerne foregår på Svend Aukens Plads 11, København S.  

Du kan høre mere om stillingen ved at kontakte Jordemoderforeningens direktør Iben Konradi Nielsen på 28 73 42 66.