Jordemoderforeningen søger overenskomst med praktiserende læger

Jordemoderforeningen har endnu en gang været til møde med praktiserende lægers arbejdsgiverforening, PLA, for at drøfte muligheden for en overenskomst for de mange jordemødre ansat i lægepraksis.

Forhandlingsdelegationen bestående af repræsentanter fra Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og Jordemoderforeningen

Det er ikke første gang, at Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen, sammen med Klaus Groth-Andersen, forhandlingschef samme sted, har sat kursen mod Lægeforeningens domicil på Østerbro, hvor PLA, der er arbejdsgiverorganisation for praktiserende læger, holder til.

Også ved dette møde, der fandt sted den 10. september, var målet en opfordring til at indgå forhandlinger om en overenskomst mellem PLA og Jordemoderforeningen på vegne af de op til 160 jordemødre, der arbejder i lægehusene.

Til forskel fra de tidligere forsøg på at få hul igennem til en forhandling var repræsentanter fra Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen også med denne gang.

– Denne gang er vi gået sammen med vores lille forhandlingsfællesskab i Akademikerne, der rummer Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen. Det gør vi for at vise vores fælles behov for overenskomstdækning på et område, som flere og flere af vores medlemmer får ansættelse på, siger Lis Munk.

Men som ved tidligere besøg hos PLA er arbejdsgiverorganisationen afvisende over for at indgå i dialog om oprettelse af en overenskomst for jordemødrene og de to terapeutgrupper.

Jordemødre er efterspurgte

Antallet af jordemødre ansat i almen praksis er vokset markant gennem de seneste år og er i dag det næststørste ansættelsesområde for jordemødre efter regional ansættelse.

De praktiserende læger har taget PLO’s – praktiserende lægers organisation – opfordring til at ansætte praksispersonale, der kan aflaste lægerne, til sig.

Og derfor undrer det Lis Munk, at lægernes arbejdsgiverorganisation fortsat nægter at overenskomstdække blandt andre jordemødrene.

– PLA holder fast i, at jordemødrene skal ansættes på en HK/FOA-overenskomst, men det giver ingen mening med de mange faglige opgaver, som jordemødre udfører i lægepraksis landet over. Mange opgaver kan jordemødre varetage selvstændigt, fordi det er inden for vores virksomhedsområde som for eksempel svangrekontroller og samtaler om prævention. Men også andre sundhedsfaglige opgaver varetages af jordemødre, netop fordi de har en jordemoderuddannelse, siger Lis Munk.

Og Jordemoderforeningen giver ikke op, dertil er området og behovet for at få det overenskomstdækket for vigtigt.

Jeg er ikke i tvivl om, at den enkelte almen praktiserende læge ved, hvilken værdi jordemødre og terapeuter bringer til almen praksis, så nu mangler vi bare, at deres arbejdsgiverorganisation også vil være med til at sikre ordnede forhold for alle ansatte på deres område. Vi kommer til fortsat at presse på, siger Lis Munk.