Cheflæge Kasper Aaboe stiller i et debatindlæg i Politiken den 3. januar spørgsmålstegn ved, om kvinder selv skal kunne bestemme, hvor de vil føde. Aaboe svarer selv på spørgsmålet med et ’Nej’. Vi er faktisk som sundhedspersonale forpligtet til at bestemme fødestedet, hvis kvinden ikke frivilligt vil følge hospitalets retningslinjer og anbefalinger, mener cheflægen.
Anledningen til den kontante udmelding er en sag ved Lyngby Byret, hvor en nu tidligere jordemoder fik en dom for at have overtrådt autorisationsloven. Overtrædelsen bestod i, at jordemoderen havde assisteret ved en fødsel, hvor kvinden tidligere havde fået foretaget kejsersnit og dermed var i risiko for et kompliceret forløb. Jordemoderen underrettede ikke fødeafdelingen om fødslen og undlod at informere om fødselsforløbet, da kvinden senere blev overflyttet til fødeafdeling.
Dommen har affødt heftig debat om, hvorvidt gravide kvinder er forpligtet til at følge hospitalets retningslinjer og anbefalinger om fødested.
Mange gravide kan med fordel føde hjemme, mens nogle gravide har en graviditetshistorie, der gør, at det anbefales, at hun føder på et hospital. Det er for eksempel, hvis kvinden tidligere har født ved kejsersnit.
Men konsekvensen af Kasper Aaboes løsning – at det er sundhedspersonalet på hospitalet, der bestemmer, hvor det er bedst for kvinden at føde – er tvang. Tvang overfor de kvinder, der af den en eller den anden grund har valgt ’systemet’ fra og vælger at føde hjemme trods anbefalinger om at føde på et hospital.
Når gravide eller fødende vælger ’systemet’ fra trods risici, så bør vi i være nysgerrige og turde se på egen praksis.
Ofte er der en årsag til, at en kvinde vælger vores anbefalinger fra. Det kan bunde i en mistillid, der er blevet til, fordi vi ikke har formået at møde den gravide, som den hun er, med det potentiale og de udfordringer, netop hun har.
At genopbygge tillid kræver tid, rummelighed og forståelse. Noget, som der ikke altid er plads til i et travlt strømlinet sundhedsvæsen, men som jordemødre og læger alligevel er meget opmærksomme på ude på fødestederne.
Men en ting er sikkert: Tillid opbygges ikke ved, at man på forhånd møder kvinden med tvang.
Adgang til at føde med en jordemoder, man kender fra graviditeten og er tryg ved, kan være en løsning for nogle af de kvinder, der ikke har tillid til systemet. På flere hospitaler er der tilbud om at blive tilknyttet en kendt jordemoder-ordning, der kan imødekomme dette behov.
Hvis kvinden holder fast i et ønske om at føde hjemme, selvom jordemødre og læger anbefaler at føde på hospital, så findes der oftest også løsninger på det. Det kan for eksempel være ved, at der er to jordemødre til stede ved fødslen, så der er ekstra kapacitet, hvis der er brug for det. Og dette i en tæt dialog med fødestedet.
Jeg er, ligesom Kasper Aaboe, optaget af, at ressourcerne i sundhedsvæsnet bruges med mest mulig sundhed som resultat. Vi har en høj kvalitet omkring fødsler i Danmark og det har vi blandt andet fordi vi – jordemødre og læger – er dygtige til at vurdere, om en fødsel er normal eller om der er risici, vi skal have særlig opmærksomhed på.
Men hvis vi ensidigt bruger det naturvidenskabelige risikobegreb uden at lytte til og forstå den enkelte kvinde og hendes baggrund og overvejelser, så får vi ikke den fulde viden om kvinden. Det kan få betydning for vores behandling af hende og det kan betyde, at vi skubber hende fra os.
Det er ikke truslen om tvangsbehandling, eller om at vi ikke vil bistå kvinden – hvis hun ikke vælger, som vi anbefaler – der er løsningen og fører til det, vi alle gerne vil: En tryg og sikker fødsel for mor og barn.
