Ernisussiortut Kattuffiat – den grønlandske jordemoderforening – modtog den 29. september Æresprisen fra fonden En god start i livet.
Prisen blev givet til den grønlandske jordemoderforening på grund af foreningens mangeårige arbejde for at beskrive konsekvenserne af, at næsten halvdelen af de gravide skal rejse fra deres hjemby – og ofte også fra familien – for at føde enten på regionssygehuset eller i Nuuk.
Sundhedsministeren, der er fra partiet IA, støtter den grønlandske jordemoderforenings arbejde med at standse den centralisering af fødslerne, der lige nu er meget aktuel, da endnu et fødested lukkede for fødsler for få uger siden.
Nu er der kun tre fødesteder tilbage udenfor Nuuk, to på vestkysten og et på østkysten.
Foreningens formand, Anne Schurmann (i midten) modtog prisen på foreningens vegne sammen med jordemødrene Paneeraq Kreutzmann (tv.) og Vibeke Biilmann.
Formand Anne Schurmanns takketale
Tak. Først og fremmest til jer der er kommet her i dag. Det er en store ære for mig at modtage denne pris på Ernisussiortut Kattuffiats (EK) vegne.
Når man er i praktik som jordemoderstuderende, skal man skrive refleksionsark. De er både elsket og hadet, men som man kommer længere i sin uddannelse, begynder man at forstå formålet – en jordemoder skal uddannes til hele tiden at kunne reflektere over de oplevelser, situationer og forløb, man er med i.
Som færdig uddannet jordemoder, er det måske ikke længere noget, man skriver ned, men refleksionerne fortsætter og det er de refleksioner, der skal støtte og udvikle vores fag. At reflektere over praksis er faktisk en ret vigtig forudsætning for vores alle sammens virke.
At rejse for at føde er en sundheds-, familiemæssig, praktisk og kompleks begivenhed.
Der er de gravide, der anbefales at føde på DIH pga. tidligere komplikationer eller pga. komplikationer i graviditeten. Og så er der de gravide, der må rejse for at føde, fordi man ikke kan føde, hvor man bor. Det er primært den sidst nævnte gruppe, vi har forsøgt at sætte fokus på.
For hvad vejer mest. De psykologiske og fysiske konsekvenser det har for familierne? Farens mulighed for deltagelse? Det, at det ufødte barn og kvinden skal forlade hjemmet for at føde? Eller er det at sikre kvinden og barnet et fødselsberedskab, hvis der skulle opstå kompilationer under fødslen?
Men dertil kommer, hvem bør beslutte, hvor man føder – folket, politikere eller Sundhedsledelsen. Hvem bør beslutte, hvilke muligheder, der skal være, hvor man føder, hvordan sikrer vi familierne et reelt valg om, hvor de vil føde? Hvordan får vi både mor og barn godt gennem graviditet, fødsel og barsel og hvordan sikre vi, at børnene fødes sunde og raske, både mentalt og fysisk? Hvordan håndterer vi risikoen for komplikationer på andre tidspunkter i graviditeten? Betyder fødestedet i virkeligheden outcome for mor og barn, eller er det den svangreomsorg, de har modtaget? Kan man tilbyde alle gravide en ledsager, kan vi lave familiehuse til de fødende, hvor de kan indlogeres med en ledsager eller familie? Og lad os så ikke starte refleksioner om ligestilling, rettigheder osv. lige nu.
For os, er det vigtigt: Hvordan vi sikrer familierne en god start, så vi i fremtiden ser færre børn, der svigtes og flere børn, der vokser op i trygge familieforhold. Vi har en meget stor tro på, at en god og målrettet svangreomsorg kan bidrage til en god start på livet. Vi ved, hvad jordemødre kan – og derfor synes vi, det er vigtigt at fremhæve den samfundsmæssige gevinst ved at have jordemødre i alle Grønlands større byer eller på regionssygehusene, så de kan rejse rundt derfra og tilse de gravide og sikre dem og deres familie og kommende barn en god start. Vores bøn er derfor til dig Mimi og dine kollegaer – reflekter med os!
Det kræver en meget modig politiker at turde reflektere og træffe et valg, hvor vi ikke lige her og nu kan beregne cost bennefit af valget. Men hvor en tro på, at vi ved at se det ”hele menneske”, ved at anerkende det ufødte barn, se graviditeten som motivationsfaktor og prioritere småbørnsfamilierne kan vende de dårlige statistikker. Det VIL koste her og nu, og vi ved ikke, hvad vi vil sparer på sagsbehandling, anbringelser mm senere.
En god start på livet kræver en bred indsats – når en familie venter barn er motivationen ofte meget høj og viljen til at skabe forandring er stærk. Den ressource skal vi som samfund udnytte. Den ressource kan jordemødre være med til at styrke hos familierne og hjælpe dem, hvor de ikke ser deres styrker til at finde dem eller motiverer dem til hjælp i en anden retning og endelig fange de familier, hvor det vil kræve ekstra hjælp at vende kursen. Svangreomsorg handler om både fysisk som psykisk velbefindende og jordemoderens opgaver handler om meget andet end fødsler. Derfor er vi store fortaler for at ansætte jordemødre, også på steder hvor der ikke er fødsler.
Når man først begynder at reflektere, ja så kan I nok høre, at der rejser sig flere og flere spørgsmål. Og det er netop det, der skal til for at forbedre forholdene og ens arbejdsgang og for at sikre, at man aldrig går i stå. Det var måske lidt det, vi oplevede i Ernisussiortut Kattuffiat, at vi var gået i stå. Vi besluttede at rejse forslag om at ændre vores vedtægter, så vores forening også skulle have til formål at sætte fokus på småbørnsfamiliernes vilkår i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Heldigvis blev det vedtaget. Formålet tydeliggjorde også behovet for at promovere jordemødrenes arbejdsområde og vores vigtige indsats i svangreomsorgen.
Vi har siden gjort, hvad vi kunne for at få vores politikere i tale, vi har holdt møder, skrevet læserbreve, lavet små events og svaret på alle journalisters henvendelser og holdt en stor konference sidste år. Det er lykkes at blive hørt, og der sker mange spændende ting på fødeområdet.
Ernisussiortut Kattuffiat blev kridtet op og fik sit flotte logo af vores bestyrelsesmedlem Line, vi følte at vi blev tydelige og klar til at blive set og hørt. Fødesteder kom på dagsorden i Inatsisartut, de blev et tema under sidste valgkamp, det blev indskrevet i koalitionsaftalen, at man ville søge at arbejde sig væk fra den centralisering af fødesteder, der pågår, og der er iværksat en undersøgelse af fødestedskriterierne. Men der er forsat ikke fødsler i Aasiaat og desværre er temaet ”at rejse for at føde”, igen højaktuelt med Qaqortoq, der er midlertidigt lukket som fødested. Vi ser kun endnu flere gravide, der må rejse for at føde og flere jordemoderstiller, der bliver truet. Vi har kun dårlige erfaringer med fødesteder, der lukker midlertidigt. Vi tænker selvfølgelig, har vi gjort det rigtige? Vi overvejer også at træde nogle skridt tilbage og tale med dem, vi startede med, regionledelserne og sundhedsledelsen og igen påpege vigtigheden af at have nok jordemødre til at sikre alle adgang til en god svangreomsorg. Vi kan tage nogle af de tiltag, vi ikke fik igennem, op igen. Vi har fx forsøgt at trænge igennem med et forslag om et arktisk-medicinsk kursus eller ”tidlig ansættelse i DK” tiltag, så rekrutteringen af læger fremmes. For det er heldigvis ikke jordemødre, der mangler, men deres eksistens og familiernes adgang til en god svangreomsorg frygter vi fremtiden for.
Vi er meget taknemmelige for de åbne døre, vi møder, uanset hvor vi bliver inviteret ind eller inviterer os selv på kaffe. Vi er utrolig stolte over, at vores budskab er blevet hørt, at det rygtes ude i landet, at folk har lært eller hørt dit og dat på en konference afholdt af den grønlandske jordemoderforening. Vi håber, at I, beslutningstagere, forsat vil arbejde på at forbedre forholdene.
Vi meget beærede over at have fået denne pris og vi vil, at prisen skal bringe ny viden hjem til Grønland om de naturlige normale fødsler.
Tak til fonden en god Start i livet og Cecilia Virgin. Tak til Mimi Karlsen og Susanne Houd og til familierne, der har delt deres historier med os. Og endelig vil jeg gerne sige tak til vores bestyrelse for både holdninger og for at holde ud, for tanker, refleksion og inspiration og for at stå fast på vores budskab. Jeg ved, det er med stolthed for os alle, at vi tager imod denne pris og jeg ved, at en sidste tak skal gå til vores familier, der må dele tiden med Ernisussiortut Katttufiats arbejde og til alle vores medlemmer, der hver dag på hver deres måde reflekterer og bidrager til en god start i livet.