I P1 Morgen (den 30. august) blev statsministerens udtalelser om løn behandlet med indslag fra DA, FH og sidst beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Sidstnævnte forklarede uden at love for meget – eller noget.
Men i Hummelgaards redegørelse fortalte han om et besøg på Herlev Hospital, hvor han har mødt nogle søde sygeplejersker. “De søde sygeplejersker, jeg talte med, fortalte om en ond cirkel, hvor de må gå ned i tid eller de går ud og arbejder som vikar”, sagde han til DR P1 Morgen.
Respekt for at lytte til de folk, der står midt i den udfordring, det er at få enderne til at nå sammen, når kolleger ser sig nødsaget til at søge væk og ud.
Men hvad hvis Hummelgaard havde været på besøg på en byggeplads, hvor mangel på ansatte var en udfordring for at kunne overholde aftalerne med bygherren. Ville han på samme måde have omtalt blikkenslageren og tømreren som “søde”, når de fortalte om arbejdsforholdene?
Næppe.
Hummelgaard er ikke længere ligestillingens minister, men kun minister for beskæftigelse. Og det er vist meget godt.
Vi i de traditionelle kvindefag er vel for det meste søde. Det samme er håndværkere. Men i en seriøs offentlig debat er det under lavmålet at kalde os “søde”. Eller for den sags skyld at lægge et særligt kvindeligt omsorgsgen til grund for vores professionelle arbejde for borgere, patienter og velfærdsstat.