Mange nye erkendelser er blevet gjort på baggrund af en sund og naturlig undren, en anelse om, at noget måske ikke forholder sig, som man tror, og en mistanke om, at det, som alle anser for god latin, trænger til et nærmere eftersyn.
Præcis sådan forholder det sig også med det forskningsprojekt, jordemoder Hanne Willer skyder i gang her efter årsskiftet på sin arbejdsplads i Holbæk.
Det startede med, at den gamle, garvede praktiker simpelthen bare undrede sig.
– Igennem mange år har jeg observeret både min egen og andres praksis i forhold til, hvordan vi fremhjælper barnets skuldre under fødslen, forklarer Hanne Willer, der har været jordemoder i 18 år og i dag arbejder som kendt jordemoder på Holbæk Sygehus.
– Som de fleste andre jordemødre har jeg altid sat en ære i at undgå fødselsbristninger og at hjælpe mor og barn så helskindede som muligt igennem fødslen. I mange år gjorde jeg nøjagtigt, som lærebøgerne foreskriver: Man forløser den forreste skulder først. Alligevel har jeg mange gange stået med uforklarlige bristninger bagefter og tænkt ‘pis, hvor kom dén fra!’
Hanne Willer fæstnede sig samtidig ved, at skuldrenes fødsel ofte foregår anderledes, når jordemoderen blander sig minimalt. For eksempel ved vandfødsler.
– I en del tilfælde er det den bagerste skulder, der fødes først ved vandfødsler, og hvordan kan det lige være, tænkte jeg. Er det mon på grund af vandets opdrift, eller er det bare den mest naturlige måde?
Fedteri uden evidens
Hun gav sig til at undersøge, hvad der lå til grund for den gængse metode til skulderforløsning, men ledte forgæves efter den videnskabelige dokumentation.
– Der findes masser af veldokumenteret viden om, hvad der øger risikoen for bristninger, og hvad man kan gøre for at undgå bristninger i forbindelse med caputs fødsel. Men intet om, hvordan skuldrene fødes mest skånsomt, oplyser Hanne Willer, der derefter i det små begyndte at udvikle sine egne håndgreb ved skulder-fremhjælpningen, inspireret af hvad hun så ved vandfødslerne, hvor hun syntes, hun oplevede færre alvorlige bristninger.
Hun begyndte at støtte barnets hoved på en lidt anderledes måde, så hun efterlignede vandets opdrift. Samtidig løftede og drejede hun barnet i en blid U-vending op over kønsbenet og videre op på mors mave.
– Efter caputs fødsel fortsætter jeg med at støtte barnet i fødselskanalens retning og fremhjælper derved bagerste skulder først, forklarer Hanne Willer, der oplevede, at hendes fødende rent faktisk havde færre bristninger, når hun gjorde sådan – uden selvfølgelig at kunne dokumentere det.
Her kunne historien så sagtens være endt, for rundt om på landets fødestuer er det mere reglen end undtagelsen, at jordemødre ad åre udvikler deres egne håndgreb til fremhjælpningen af skuldrene. En bacheloropgave fra jordemoderuddannelsen CVU-Nordjylland konkluderer således på baggrund af kliniske observationer og fokusgruppeinterviews, at der angiveligt anvendes mindst seks forskellige metoder til fremhjælpning af skuldrene, og at jordemødrene modulerer og tilpasser deres håndgreb til de enkelte situationer.
– Det typiske er, at vi hver især står og fedter med vores egne metoder alt efter hvilket humør, vi er i, og hvilken fødestilling, kvinden anvender, siger Hanne Willer med lidt overdrivelse for at fremme forståelsen.
Og ret beset var det jo ikke i orden, tænkte hun, og besluttede selv at fremskaffe evidens for, hvilken metode, der er mest skånsom.
– Det kan godt være, at det er OK, at vi gør det forskelligt, men i så fald skal der jo være dokumentation for, at det er OK, siger hun.
Resultatet af to års stædighed
Hanne Willer meldte sig til et kursus, som Region Sjæl land afholdt i 2010-11 med fokus på praktikeren som udvikler, og under dette forløb påbegyndte hun en protokol for sit randomiserede forskningsprojekt. Protokollen blev færdiggjort under endnu et regionskursus, ‘Forskningsmetodik for MVU´er,’ og er siden blevet godkendt af Etisk Komité og af afdelingsledelsen.
I løbet af de næste tre år håber hun derfor at kunne give et videnskabeligt svar på, om hyppigheden og graden af bristninger er relateret til hvilke håndgreb, der anvendes til fremhjælpning af barnets skuldre.
– Ved at støtte barnet i fødselskanalens retning under hele forløsningen, og derved fremhjælpe den bagerste skulder før så antager jeg, at man kan nedbringe antallet og graden af bristninger hos moderen, siger Hanne Willer, der er glad for den opbakning, hendes projekt har fået lokalt, både fra kollegerne og fra afdelingens obstetriske overlæge, dr.med. Lone Krebs og chefjordemoder Anne Fabricius, der udgør projektets styregruppe.
– Det beviser, at man godt kan forske som ganske almindelig jordemoder, siger hun og understreger, at hun ikke på nuværende tidspunkt har ambitioner om at tage en egentlig forskeruddannelse.
– Jeg er kliniker, og jeg elsker mit jordemoderarbejde. Jeg er meget lidt akademiker, fastslår Hanne Willer, der bare gerne vil være klogere på sit fag, også selv om det koster både ferier og fridage.
– Hidtil har jeg gjort alt forarbejdet i min fritid, og det kommer jeg også til det næste halve år. Så en vis grad af stædighed skal der også til, siger hun og forsikrer, at hun har sin families fulde opbakning til at gå ‘all in’ i et forskningsforløb, der efter planen afsluttes i sommeren 2015.
Til ære for mormor
Til den tid vil projektet have optaget fem år af Hanne Willers liv, men hun håber, at ledelsen vil giver hende orlov i den periode, hvor databearbejdningen tager fart, samt at hun kan skaffe fondsstøtte, så hun kan oppebære en vis løn i orlovsperioden.
Allermest håber hun dog, at projektet kan sætte skub i den faglige diskussion.
– Jeg forestiller mig, at mit projekt viser, at der er basis for at forske videre i fremhjælpningsmetoder. Jeg håber faktisk ikke på et klokkeklart resultat, for hvis jeg kan påvise, at vi har gjort det forkert i 250 år på grundlag af mit lille projekt, så vil det næsten være uhyggeligt, siger hun og tilføjer, at hun også vil være rigtig godt tilfreds, hvis hendes fremhjælpningsmetode navngives ‘Willers manøvre.’
– Det vil lette fagkommunikationen i dagligdagen, hvis man kan henvise til en manøvre, frem for at skulle forklare hvilke håndgreb, der er brugt ved fødslen. Desuden ville min gamle mormor, Fru Willer, der var jordemoder i en menneskealder, have været stolt af et ‘Willer håndgreb,’ siger Hanne Willer, der mistede sin mormor sidste år.