Forældre, der har mistet som følge af en provokeret senabort, bliver inviteret til at komme i én sorggruppe.
Forældre, der har været igennem andre former for perinatale tab, i en anden.
Det er et nyt tiltag på Afsnit for Tab på Aarhus Universitetshospital, hvor man har arbejdet med tab i graviditeten i over ti år og i stigende grad er opmærksom på, at der er forskel på de to patientgruppers behov.
Det fortæller Maiken Rosenkjær Nielsen, der er jordemoder på Afsnit for tab og i gang med at uddanne sig til sorgrådgiver.
– Vi er begyndt at opdele sorggrupperne, fordi vi oplever, at parrene, der har gennemgået en provokeret senabort, af og til føler, at de ikke har retten til at være i en blandet sorggruppe. Vi har altid gjort meget ud af at understrege, at alle der kommer i sorggrupperne har et tab bag sig. Det handler ikke om, hvordan de har mistet. Men om at de er i sorg. Men de her par fortæller stadig, at de ikke føler sig berettigede til at være i gruppen, fordi de har været tvunget ud i et valg om at få en senabort. Det har vi besluttet at reagere på, fordi det er så vigtigt, at man kan spejle sig i dem, man sidder i en sorggruppe med.
Samtidig kan emnerne, og det forældrene har brug for at tale om, være lidt anderledes, når de har været igennem en samrådsabort.
– Skyld og skam fylder meget mere i snakkene, kan vi se. Mange af parrene er så fyldte af skyld over at have taget beslutningen om en senabort. De er bange for, hvad andre tænker om det valg, og en del af dem er også stadig selv meget i tvivl om beslutningen. Det skal de støttes og rummes i, for det er forfærdeligt svært for dem.
Mere forskning ønskes
De opdelte sorggrupper er et af de tiltag, man har sat i gang i bevidstheden om, at samrådsaborterne adskiller sig fra andre perinatale tab på en lang række punkter. Men der mangler viden på området, og heller ikke på Afsnit for Tab ved man nok, selvom man har arbejdet med feltet i mange år.
– Ingen mennesker er ens, og ingen sørger ens. Dét ved vi. Men derudover prøver vi at være åbne over for alt det, vi ikke ved. Vi ved ikke altid, hvad der er det bedste for forældrene, det må vi bare erkende. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, så vi følger forældrene i den retning, de går, siger Maiken, som ønsker sig mere viden på området.
Det bakkes op af Dorte Hvidtjørn, der er lektor og jordemoder på Afsnit for Tab. Hun er netop nu ved at søge penge til yderligere forskning i emnet.
– Vi ved godt, at det er et problem, at der ikke er forsket nok i samrådsaborter, og hvordan de adskiller sig fra andre tab i graviditeten. Vi har fx ikke noget forskning, som viser, at det er godt for parrenes sorgproces at se og holde deres barn efter en samrådsabort. Det har vi bare overført direkte fra foetus mortuus-området, og det kan man jo ikke. Jeg føler i høj grad, at vi svigter de par, der har været igennem en samrådsabort. Så vi søger lige nu fondsmidler til to nye ph.d.-projekter, der blandt andet skal undersøge, hvordan parrene har det efter en samrådsabort. Det er vigtigt med et epidemiologisk studie med kvantitative data til at supplere Laura Louise Heinsens ph.d. Den peger på et problem, som vi bestemt kender fra det kliniske arbejde, fortæller hun.