"Vi bliver nødt til at gøre noget radikalt"

‘Jordemødre for Ligeløn’ blev til, fordi de vil have en bedre og mere retfærdig løn. Det kæmper de stadig for. Og så er der kommet andre kampe – blandt andet kampen for ydernumre og kampen for, at jordemødre får løn for den tid, de bruger på at trække i arbejdstøjet.. De mange ideer til nye projekter er også en af grundene til, at aktivistgruppen netop har stiftet sig som forening.

“Som jordemødre og jordemoderstuderende kræver vi handling fra Christiansborg. Indtil det sker, vil vi ikke skrive under på flere fastansættelser eller vikariater i det offentlige sygehusvæsen.”

Sådan lyder ordene i en ligelønserklæring fra aktivistgruppen ‘Jordemødre for Ligeløn.’ En erklæring, som 1.071 jordemødre og jordemoderstuderende skrev under på i starten af april 2021. Med underskriften lover den enkelte jordemoder at undlade at tage ansættelse i en region eller at søge ny ansættelse.

Og erklæringen er bare en af flere aktionsmidler til at nå målet om en mere retfærdig løn. Der var også det røde hårbånd. Fotokampagnen med kendte danskere og deres jordemoder. Og hver tirsdag tropper repræsentanter fra ‘Jordemødre for Ligeløn’ sammen med andre fra de store kvindeomsorgsfag op foran Christiansborg, hvor de gør opmærksom på den skæve og urimelig lave løn, som stadig klæber til jordemødre, sygeplejersker, sosu'er og pædagoger.

Bag ‘Jordemødre for Ligeløn’ står Sofie Korsgaard, der netop har afsluttet 5. semester på jordemoderuddannelsen. Hun er egentlig uddannet journalist og har arbejdet flere år ved skrivebordet med computeren foran sig og telefonen i hånden. Men Sofie Korsgaard savnede at arbejde med mennesker og skiftede derfor spor. Hun ville være jordemoder. Og så var det, at hun mødte virkeligheden. Ude på fødegangen. En virkelighed, hvor arbejdsvilkårene er så pressede og ansvaret så stort, at den løncheck, der hver måned dumper ned i jordemødrenes postkasse, slet ikke kan følge med.

- Jeg fortryder ikke mit valg, men det er klart, at de her rammer med elendige arbejdsvilkår og urimelig løn gør, at jeg egentlig ikke har lyst til at være jordemoder, siger Sofie Korsgaard.

Og det var netop indignationen over jordemødres løn, der i oktober 2020 fik hende til skrive et opslag på Facebook, hvor hun ytrede sin utilfredshed.

- Jeg vil ikke finde mig i at få den løn, der venter mig. Jeg synes, den er udtryk for sexisme. Og det har jeg det meget svært med. Og det var grunden til, at jeg skrev det opslag, hvor jeg også skrev, at hvis andre havde det ligesom mig, måtte de henvende sig til mig. Så fik jeg rigtig mange henvendelser. Og jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle gøre med det hele. For jeg kunne jo ikke holde et møde med 500 jordemødre og studerende. Så oprettede jeg en styregruppe, og her kunne folk så melde tilbage, om de ville være med i den eller i støttegruppen, fortæller hun.

En feministisk forening
I dag er der 16 aktive jordemødre og jordemoderstuderende i styregruppen, som dengang hed ‘Lønkrigerne’, men senere tog navneforandring til ‘Jordemødre for Ligeløn’.

- Vi er meget forskellige. Vi er unge og gamle. Mange har lavet andre ting før – én er for eksempel uddannet i filosofi, og så er der en jordemoder, der har handlet med gas og olie. Nogen har en masse børn, andre har ingen børn. Og der har været stor udskiftning. Nogen er gået, og andre er kommet til. Men vi er nu en fasttømret gruppe. Og det hele har egentlig kørt meget ustruktureret. Vi har taget det lidt hen ad vejen, og der har været plads til, at alle ideer kan komme frem, og man kunne ligesom bare handle på det, man brændte for. Kampagner opstår løst ud fra de ideer, vi selv får. Dem, der brænder mest for dem, griber dem og løber med dem, siger hun og fortsætter:

- Jeg ofte imponeret over, hvordan en meget broget flok kvinder, der overhovedet ikke kendte hinanden på forhånd, har formået at skabe en græsrodsbevægelse, der i løbet af otte måneder har opnået så ufattelig meget. Vi har i dag en stærk gruppe, som vokser sig stærkere og mere professionel dag for dag, siger hun.

‘Jordemødre for Ligeløn’ har da også netop stiftet sig som forening, hvis formål er at arbejde for at fremme ligeløn og ligestilling generelt.

- Vi arbejder selvfølgelig for jordemødres lønforhold, men vi er også udsprunget af et feministisk projekt. Vi kommer hele tiden på nye ideer, så vi har ingen planer om stoppe. Og derfor giver det mening med en forening. Vi har ikke stiftet os for at få betalende medlemmer. Som det er nu, fungerer det godt med, at vi selv bestemmer det hele. Vi drømmer om at stable en kæmpe ligelønsdemonstration med fest og koncert på benene næste år – selvfølgelig med en masse samarbejdspartnere. Så der kommer hele tiden nye og oftere større ideer, ambitioner og drømme på banen, siger Sofie Korsgaard.

Fælles kampånd
De aktivistiske kampagner med fokus på ligeløn lige fra erklæringen med de mange underskrifter til fotokampagnen med kendte og deres jordemoder har gang på gang fået ‘Jordemødre for Ligeløn’ i medierne – både de trykte, i radio og på tv. Og foreningen har en SoMe-arbejdsgruppe, der er i dialog om, hvad der skal deles, hvornår og hvordan, samtidig med, at gruppen udvikler nye opslag.

- Mange af dem er nået virkelig bredt ud. Eksempelvis lavede vi et “ordbogsopslag” om natboller, som nåede ud til næsten 100.000 mennesker på Facebook. Fotokampagnen i sig selv kom også ud til flere hundrede tusinde mennesker, siger hun og tilføjer:

- “Natbolle”-opslaget er et af den slags anderledes og lidt provokerende opslag, som vi som aktivister kan lave, og som har effekt på flere måder. Det kan skabe opmærksomhed og oplysning for udenforstående, der ikke har kendskab til de vilkår, vi arbejder under, og det kan vække kampgejst og øge indignationen inden for egne rækker. Vi prøver os lidt frem med opslagene og bruger reaktionerne på dem til at navigere efter, når vi laver nyt materiale, siger hun.

Spørger man Sofie Korsgaard om, hvad ‘Jordemødre for Ligeløn’ er lykkedes med – og ikke er lykkes med – så er ‘løn’ en central del af svaret. På begge spørgsmål. Hun synes, at de er kommet langt i forhold til at skabe fokus på løn – både i medierne, i den brede befolkning og i egen faggruppe.

- Vi har vækket en bevidsthed om ligeløn og kampgejst i vores egen faggruppe og en større tro på, at det nytter at sige fra og råbe op. Ikke mindst blandt de unge, der er på vej ud i faget. Det er selvfølgelig sket i et samspil med andre faggrupper. Men jeg mener, at vi har haft stor indflydelse i kraft af vores kampagner, for eksempel også vores deltagelse i den tværfaglige gruppe, der blandt andet har lavet borgerforslaget om opgøret med tjenestemandsreformen. Vi har været med til at få vores lille faggruppe på landkortet – med vores erklæring, som har trukket mange overskrifter og givet os masser af taletid hos politikerne, som vi også har holdt mange møder med. Vi har tydeliggjort problemerne på fødegangene, hvor der lige nu har ti procent ubesatte stillinger i Region Hovedstaden.

Og hvad er I så ikke lykkes med?

- Vi har jo ikke fået nogen højere løn. Men det første vigtige skridt til at skabe den rette opmærksomhed omkring det er taget. Både hos politikere, men også i vores egen faggruppe. Og her er en fælles kampånd i faggruppen vigtig. Det nytter ikke noget, at vi bare er nogen, der står og råber op på sidelinjen, erkender Sofie Korsgaard og tænker på dagene før erklæringen kom ud.

Her kunne hun godt have ønsket sig, at ‘Jordemødre for Ligeløn’ havde brugt endnu mere tid på dialog.

- Vi fik en ærgerlig start på den erklæring. Jordemoderforeningen blev ikke forberedt nok på dens indhold. Vi havde talt om det på møder – også dagen inden, vi sendte den ud. Men vi var ikke helt klare på reglerne om det, og vi havde ikke fortalt klart, at erklæringen ikke kun omfattede studerende, men også jordemødre. Hvis vi havde forberedt os bedre og havde taget os mere tid, kunne vi måske have imødekommet bekymringen for, om medlemmerne kunne risikere at få en bod. Jordemoderforeningen var nødt til reagere hurtigt, fordi vi var hurtige – det havde været til alles fordel, hvis vi havde snakket mere om det hele, inden vi sendte erklæringen ud. For vi har altid gerne villet have Jordemoderforeningen med os. Fælles kampånd er det, vi når længst med. Jo flere parter, jo større effekt, siger Sofie Korsgaard.

Langt til målet
Med erklæringens mange underskrifter er der måske også det, nogen vil beskrive som en bagside af medaljen. For mens der har været debat om løn, så er der også de ubesatte stillinger – særligt i Region Hovedstaden. Og spørgsmålet er, om de stillinger så ryger i hænderne på andre faggrupper? Hvis det er tilfældet, kan Sofie Korsgaard godt leve med det:

- Mange af os synes ikke, at vi har noget at miste. Lønnen er så kritisk lav, at vi bliver nødt til at gøre noget radikalt. Hvis vi skal redde det her fag, der er i krise, bliver vi nødt til at tage chancer. Potentielt set kan vi miste stillinger til andre faggrupper, men vi er stadig i et fag, som vi ikke kan holde ud at være i mere end i tre år. Og det er ikke nok bare at tale om travlhed – så sker der intet. Jeg kan finde debatindlæg fra for 20 år siden, som handlede om det samme. Og hver sommer står de på fødegangene med problemet, hvor de mangler hænder og har lyntravlt. Det er trist. Måske har de mere travlt nu som følge af vores erklæring. Men vi synes ikke, at vi skaber problemet. Vi gør problemet mere tydeligt, siger hun.

Målet om at opnå ligeløn er ikke lige om hjørnet. Det kan måske virke som et langt sejt træk. Og hvordan holder man så dampen oppe, når der er så langt til mål og en mulig sejr?

- Vi kan godt få små kriser og tænke, hvor er vi egentlig på vej hen? Men jeg ser det sådan her. Erklæringen for ligeløn er den langstrakte sag, vi kæmper for, og herunder hører opgøret med Tjenestemandsreformen også. Og så er der andre småprojekter ved siden af, siger Sofie Korsgaard.

Her henviser hun fx til, at den nye forening arbejder på, at jordemødre kan få ret til ydernumre, som læger har, og som kan give muligheden for nemmere at oprette en fødeklinik med støtte fra offentlige midler. Forventningen er, at det vil give mere selvbestemmelse over eget arbejdsliv, og en bedre løn.

Jordemødre for Ligeløn vil også sætte fokus på rimeligheden i, at jordemødre bruger en del fritid på at hente arbejdstøj og klæde om.

- Vi har vendt sagen med en advokat, som fortalte, at det er Jordemoderforeningen, der har aftaleretten med regionerne, og at det derfor er dem, der bør gå videre med sagen, så det håber vi, at de gør, siger Sofie Korsgaard.

Har I været i kontakt med det lokale system – altså tillidsrepræsentanterne – for en afdækning af problemet og med et forsøg på en lokal løsning?

- Nej, vi har ikke gjort andet end at tale med advokaten, siger Sofie Korsgaard.

Tilbagetrækning af erklæring
På spørgsmålet om, hvad deres største udfordring er, kommer der en lang tænkepause. Og så kommer svaret.

- Vi skal jo finde ud af, hvad der skal ske med erklæringen for ligeløn, og hvornår vi mener, vi har nået vores mål. Vi må se i øjnene, at hvis man skal have ligeløn, så er det ikke noget, der kommer i overmorgen. Lige nu er der udsigt til, at der bliver nedsat en lønstrukturkomité, og vi må sammen med de andre faggrupper arbejde på, hvordan vi kan præge den, så den bliver så konstruktiv for de berørte faggrupper som muligt, siger hun.

Herefter vil foreningen så tage stilling til, om erklæringen kan ophæves. Komitéen, der skal se på lønstrukturen i det offentlige, kommer efter planen med sine konklusioner senest i maj 2022. Men lige nu er der netop kommet en flok nyudklækkede jordemødre, som fødeafdelingerne er sultne efter at få fingrene i. Det føler Sofie Korsgaard sig som sådan ikke presset af.

- Vi oplever heller ikke, at de selv er pressede. Tværtimod oplever vi dem som stærke, handlekraftige kvinder, der ser deres underskrift og deltagelse i protesten som en vigtig kamp, de gerne deltager i på trods af, at de selvfølgelig gerne vil ud og arbejde. Og at de faktisk er stolte over at deltage i kampen for ligeløn, siger hun og fortsætter:

- Men det er klart, at vores udfordring i ‘Jordemødre for Ligeløn’ er at nå til en enighed om, hvornår vores krav i erklæringen er indfriet – fordi vi har et stort ansvar overfor især de nyuddannede, som selvfølgelig gerne vil ud og arbejde på et eller andet tidspunkt. I sidste ende er det jo ikke ‘Jordemødre for Ligeløn’, der bestemmer, om den enkelte underskriver mener, at der er opnået tilstrækkeligt til, at de vil tage en ansættelse på hospitalet. Jeg håber og tror på, at vi med erklæringen også har opnået, at mange er stoppet op og har tænkt grundigt over, hvad de egentlig mener, de selv er værd. Og på den måde tror jeg heller ikke, at en officiel tilbagetrækning af erklæringen får ret mange tilbage på fødegangene. De vender først tilbage, når de ser, at jordemødrene for alvor får den anerkendelse, de fortjener, forudser Sofie Korsgaard.

Selvom det er svært at få et klart svar på, hvad der præcist skal til for, at erklæringen bliver trukket tilbage, så er en ting sikkert: Når ‘Jordemødre for Ligeløn’ trækker erklæringen tilbage, så vil kampen om ligeløn fortsætte.

- Vi har gennem foråret lavet en del lobbyarbejde og gjort meget ud af at give politikerne en bevidsthed om omfanget af det rekrutterings- og fastholdelsesproblem, som er på fødegangene lige nu. Det bliver værre hver dag, der går. Men vi er fortrøstningsfulde omkring, at det problem, som vi med erklæringen nu manifesterer, kaster en politisk handling af sig, som vi kan acceptere i forhold til vores forventninger om at trække erklæringen tilbage igen. Dermed ikke sagt, at arbejdet for ligeløn er færdigt med tilbagetrækningen af erklæringen. Det her er kun begyndelsen, siger hun.

Sofie Korsgaard er generelt stolt af ‘Jordemødre for Ligeløns’ aktivistiske arbejde og fremhæver de mange timers arbejde, som jordemødrene lægger i diverse arbejdsgrupper, chats og på zoom-møder.

- Vi kommunikerer konstant, og drivkraften og produktiviteten i gruppen er vanvittig effektiv. Der er en fantastisk kampgejst og iver i alle de seje kvinder, der driver ‘Jordemødre for Ligeløn’ frem, siger hun og tilføjer:

- Og der er ingen, der betaler os for vores arbejde. Den her frihed til at handle på helt egne idealer og interesser kan noget særligt, siger hun.