Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at mænd også kan rammes af en fødselsdepression, og nu har et forskningsprojekt på Rigshospitalet anslået forekomsten til at være på lige knap syv procent. Det svarer i eksakte tal til at 225-250 af de fædre, hvis barn bliver født på Rigshospitalet, kunne have en tilstand, der kræver en eller anden form for behandling. Eller svarende til 4-4.500 fædre på landsplan.
Til sammenligning peger flere undersøgelser på, at 10 -14 procent af mødrene rammes af en fødselsdepression. Tallene for fædrene baserer sig på en anonym spørgeskemaundersøgelse, der har inddraget 600 mænd, der fortrinsvist er rekrutteret under fødselsforberedelsen og i mindre grad via Rigshospitalets jordemoderkonsultationer. 85 procent af deltagerne skulle have deres første barn. 74 procent var i aldersgruppen 26-35 år, 16 procent var 36-40 år og 7 syv procent var over 40. Alderspandet gik fra 22 til 57 år.
30 i behandling efter undersøgelsen
De frivillige deltagere blev seks uger efter deres barns fødsel bedt om at svare på, om de havde oplevet en række specifikke sindsstemningsforstyrrelser efter fødslen. Spørgsmålene tog udgangspunkt i to forskellige depressions-skalaer, dels EPDS (Edinburgh Postnatal Depression Scale), som almindeligvis bruges til at screene nybagte mødre for en fødselsdepression, dels Gotlands-skalaen, der benyttes som redskab ved diagnosticering af mandlige depressionstilstande.
Svarprocenten i undersøgelsen var på exceptionelle 91 procent. Desværre lykkedes det ikke at rekruttere de 40 procent flergangsfædre, der ville svare til andelen i befolkningen. Derfor kan screeningen heller ikke præcist pege på, hvilken gruppe fædre, der er mest udsat.
– Dét, vi med sikkerhed kan sige er, at såvel førstegangsfædre som flergangsfædre rammes af fødselsdepressioner. Det ved vi også fra de fædre, vi har haft i behandling. De mest udtalte symptomer hos dem, vi i undersøgelsen har vurderet til at kunne have en depression — eller ”mood disorder”, som det mere rammende kaldes internationalt, har været større nedtrykthed, uro, ubehag, ængstelse eller en lavere stresstærskel. Og – ja, også i nogen grad aggressivitet, som er et af de depressionssymptomer, som hyppigere ses hos mænd. Heldigvis har ingen af de mænd, vi efterfølgende har været i kontakt med, givet udtryk for, at de har været voldelige over for deres barn. De har kun haft det i tankerne. Men nogle har fx oplevet det som et problem, at de har været mere voldsomme eller aggressive i skænderier med fx deres partner, forklarer Tina Juhl, der er psykolog på Psykologisk og Psykosocial Forskningsenhed på Rigshospitalet.
I samarbejde med chefpsykolog Svend Aage Madsen — som er kendt fra enhedens mangeårige forskning i den moderne faderrolle – og jordemoder Ann Louise Vestergaard, har Tina Juhl stået for den EU-finansierede undersøgelse, som af samme grund har fået den internationale betegnelse — ”Mens Psychological Transition to Fatherhood — Mood Disorders in Men Becoming Fathers”.
Tina Juhl og Svend Aage Madsen har i forbindelse med projektet, der startede i november 2004, desuden behandlet ca. 30 mænd med fødselsdepression, der efter undersøgelsen og på eget initiativ har henvendt sig til enheden for at få samtaleterapi.
Forventninger og forvirring
– Vi har foretaget en screening på baggrund af en anonym spørgeskemaundersøgelse, og har altså ikke en egentlig klinisk vurdering af deltagerne. Og det er da korrekt, at der i baggrundsbefolkningen, altså for mænd mellem 20-50 år, anslås at være 3,5 procent med en depression. Men det betyder jo også netop, at der er dobbelt så mange mænd, der oplever depressionssymptomer i forbindelse med deres børns fødsler, konstaterer Tina Juhl. I hendes behandling af fædre med fødselsdepression tager hun da heller ikke alene udgangspunkt i fødslen og forældreskabet, men i mandens hele livssituation.
– Faktisk fylder selve fødslen ikke særlig meget hos de fleste af dem, jeg har behandlet. Den henviser de sjældent til, med mindre den var en voldsom oplevelse. Mange giver derimod udtryk for, at de føler sig utilstrækkelige som fædre. Med opbruddet i kønsrollerne har de ikke længere deres egen far at spejle sig i. De skal ikke længere bare være gode forsørgere, men også tage ligeligt del i barnet og i familiedannelsen. De er udsat for et dobbeltpres, som for nogle altså resulterer i fx nedtrykthed og rastløshed. Og selvom man måske altid har kunnet se visse af disse symptomer hos nogle nybagte fædre, så er der i dag en større forvirring omkring forventningerne til dem. Ligesom der i øvrigt også er til mødrene, påpeger psykologen.
Viden skal bredes ud
Om man allerede i fødselsforberedelsen eller i jordemoderkonsultationen kan opsnappe de vordende fædre, der kunne være i farezonen for en depression, tør Ann Louise Vestergaard ikke give et entydigt bud på. Hun har med ti timer om ugen været udlånt fra fødeafdelingen på Rigshospitalet, bl.a. for at være med til at rekruttere og informere deltagerne i projektet. Hun har desuden sammen med resten af teamet undervist syge- og sundhedsplejersker og jordemødre i, hvilke symptomer der er værd at lægge mærke til omkring mænds oplevelse af deres familiestatus.
– Strategien bør nok mere være, at vi som fagpersoner er mere bevidste om at oplyse om mandlig fødselsdepression allerede i graviditeten – altså som en del af den faste informationspakke. Så er familierne bedre rustede til selv at tage initiativ til at tale om svære følelser og evt. komme i behandling via deres jordemoder, sundhedsplejerske eller praktiserende læge. Som det fungerer de fleste steder nu, er det udelukkende behovsbestemt, om vi spørger ind til, hvordan et forældrepar har det, og det sker i så fald typisk ved udskrivningssamtalen. Og så bliver det nemt afhængigt af tid og tradition på afdelingen, hvor højt det bliver prioriteret, siger Ann Louise Vestergaard.
Tillid og taletid
Og – nej, hun mener ikke, at det ”tager noget fra kvinderne” også at rette det faglige blik på fædrene.
– Jeg kender godt argumentet: At når der er så lidt tid til en gennemsnitskonsultation, og der hele tiden bliver skåret ned, så skal vi koncentrere os om den gravide. Men moderen og barnet har da også i høj grad noget ud af, at deres partner fungerer godt. I det hele taget bør der komme meget mere konkret fokus på mændenes andel i familiedannelsen; de møder jo rent faktisk op til fødselsforberedelse og konsultationer og sørger ofte for at være hjemme, når sundhedsplejersken kommer på besøg. Alligevel fortæller mænd, jeg har talt med, at de slet ikke har taletid. Ingen henvender sig til dem. Nogle gange glemmer vi endda i forbifarten at give hånd til faderen — det oplevede jeg fx hos en læge forleden! Jeg er selv relativt nyuddannet, med kun to et halv års erfaring, men har fra starten bl.a. gjort det til en vane både at råbe moderens og faderes navn op, når de skal ind til en konsultation hos mig. Jeg sørger også for at stille spørgsmål direkte til faderen i vores samtaler. Både som et signal om, at det ikke er ligegyldigt, at han er der. Men også for at skabe en tillid, så han føler, at han kan henvende sig, hvis der er svære ting, han gerne vil tale om, forklarer jordemoderen.
Forskningsteamet på Rigshospitalet er pt. ved at lægge sidste hånd på en pjece til praktiserende læger, jordemødre og sundhedsplejersker. Materialet skal desuden fremlægges i forbindelse med den tilbagevendende Mens Health Week i 2006, som netop sætter fokus på mænds psykiske helbred.
Sygeliggørelse eller sundhedsfremme?
Er det formålstjenligt at sætte en klinisk diagnose på en overgangstilstand, som i sagens natur aktiverer hele følelsesregistret? Lise Ehlers er altid lidt på vagt, når hun præsenteres for endnu en ”mode-diagnose”
Lise Ehlers er pensioneret neuropsykolog og kendt som forfatter til debatbøgerne ”Ondt i livet” fra 1999 og ”Store mænd og syge kvinder” fra 2002, begge udkommet på Gyldendal.
Heri argumenterer hun for, at det underliggende krav om at få en klinisk diagnose ofte kan forhindre, at patienten får en klar erkendelse af, at det er selve hans eller hendes livssituation og tackling af den, der er ”lidelsen”. Hun er bl.a. skeptisk over for tilbøjeligheden til at benytte diffuse ”kvinde-diagnoser” som fibromyalgi og whip lash-syndrom.
Er det nu i ligestillingens navn mænds tur til at blive sygeliggjorte?
– Min første reaktion, da jeg læse om mandlig fødselsdepression i pressen, var, at det er et modeflip. Det er selvfølgelig forbundet med en helt naturlig følelsesmæssig belastning at få sit første barn, både for mødre og for fædre. Ligesom det er det ved andre af menneskelivets vigtige overgangsfaser — ægteskabet fx. Problemet opstår, når vi begynder at sygeliggøre naturlige reaktioner, og det sker uundgåeligt, når man retter opmærksomheden mod et fænomen, og kalder det noget bestemt, lyder hendes indledende vurdering.
På den anden side er hun ikke i tvivl om, at nogle mænd har det så dårligt, at de skal have hjælp. – Og hvis det er dét, Rigshospitalets projekt har som mål, er det fint. Men når noget er blevet beskrevet i avisen, så kan flere tilbøjelige til at ville have den diagnose for få fastslået, hvordan de har det. Og de mænd, der én gang er blevet diagnosticerede med fødselsdepression, kan udvikle en tilbøjelighed til at opfatte sig selv som grundlæggende sårbare. Og det er uheldigt, mener neuropsykologen.
For Tina Juhl, der er psykolog på Psykologisk og Psykosocial Forskningsenhed Rigshospitalet og med i forskningsprojektet om den moderne faderrolle, er det imidlertid vigtigere, at de mænd, der bør behandles, klar over, at muligheden eksisterer.
– Nu hvor flere ved, at mænd kan rammes af fødselsdepressioner, er der kommet større åbenhed om det. Jeg har i alt fald oplevet, at de mænd, jeg har behandlet med samtaleterapi, har holdt det hemmeligt for deres omgivelser, siger hun.