”Udnyt at fødesteder bliver lagt sammen”

Alle fødesteder skal kunne tilbyde gravide at føde med en jordemoder, de kender. Det besluttede foreningens kongres i efteråret 2006. Foreløbig har fem fødesteder indrettet Kendt jordemoder-ordninger, mens andre fødesteder foreløbig har sagt nej til at indrette sig med mulighed for princippet om kendthed.

Syv døgnvagter i træk og derefter syv døgn fri. For nogle jordemødre lyder et sådant vagtskema som det helt rigtige. For andre vil det være totalt uoverskueligt. For nogle vil det være opfyldelsen af en faglig drøm om at følge familierne fra start til slut. For andre er det undergravning af retten til at holde fri i takt med resten af samfundet og manglende respekt for, at det at stå til rådighed også er en arbejdsmæssig belastning.

På trods af risikoen for at kollidere med jordemødres berettigede krav om at Jordemoderforeningen værner om deres fritid, besluttede foreningens kongres i november 2006 at arbejde aktivt for, at alle fødesteder indretter sig, så gravide – eller udvalgte grupper af gravide – kan få tilbud om at føde med en jordemoder, de kender fra graviditeten. Kongressen besluttede samtidig, at der skal indgås aftaler, der sikrer jordemødrene en ”tilfredsstillende aflønning for den opgave, de løser og for den tid, de står til rådighed”. Udgangspunktet for kongressens beslutning var, at jordemødre skal arbejde sammen i grupper på to, men at muligheden for tre-mands teams skal undersøges — med respekt for succeskriteriet om at ni ud af ti kvinder i ordningerne skal føde med en kendt jordemoder.

På kollisionskurs
Et halvt år før kongressen var alle tillidsrepræsentanter samlet til landskonference. Her dominerede debatten om kendt jordemoder- ordninger med stærke argumenter både for og imod. Debatten er siden kørt videre på arbejdspladserne, her i tidsskriftet og på www.jordemoderforeningen.dk. Tidsskrift for Jordemødre har sat foreningens formand og næstformand stævne for at få deres syn på debatten og et bud på, hvorfor det er nødvendigt at tage så radikale midler i brug, som øjensynligt kolliderer med mange jordemødres opfattelse af et godt arbejdsliv.

– Vi besluttede at arbejde for indførelse af kendt jordemoder-ordninger, fordi der er brug for at bryde med den struktur og organisation, som svangreomsorgen er underlagt på sygehusene i dag, og fordi vi blev inspireret af en gruppe meget engagerede jordemødre, der allerede havde prøvet det af i praksis. Det faglige ideal om at sikre kvinderne kendthed og kontinuitet er vel anerkendt af de fleste jordemødre, men her fik vi så også chancen for at eksperimentere med forskellige måde at praktisere det på, fortæller Lillian Bondo.

– Da vi overgik til centerordningen i starten af halvfjerdserne blev jordemødrenes arbejdstid lagt i fastere rammer. Ønsket var i første omgang en sikring af fritiden, hvilket ikke lykkedes på grund af den markante jordemodermangel. Faget fik samtidig en lønmodtagertankegang, der ikke passer til at varetage fødsler bedst muligt. Jordemødrenes arbejdstid blev delt op i otte timers vagter, og vi blev indrulleret i et system, hvor alt skal registreres i timer og minutter, og hvor systemets regler skal overholdes, siger Lillian Bondo, der gerne så mulighed for, at en jordemoder — eller en gruppe af jordemødre – i stedet påtager sig ansvaret for et antal gravide. Hvorvidt honoreringen skal ske mellem fødestedet og jordemoderen, eller der skal lægges op til en aftale med sygesikringen, er et af de spørgsmål, som Jordemoderforeningen blev pålagt af kongressen at undersøge.

For mange fødende pr. jordemoder
’Vi sælger os for billigt’, lyder et af argumenterne mod de aftaler, som er indgået lokalt på foreløbig fem fødesteder. Et argument som Jordemoderforeningens formandskab ikke forsøger at sætte sig imod. Jordemødrenes løn er generelt alt for lav, uanset om man arbejder i det traditionelle system eller i en kendt jordemoder-ordning, lyder det samstemmende fra de to formænd. De aftaler, som Jordemoderforeningen har været med til at indgå lokalt om kendt jordemoderordninger, er dermed heller ikke optimale endnu, vedkender Lillian Bondo og Kit Dynnes Hansen.

Ud over at lønnen langt fra er god nok, er belastningen i de eksisterende kendt jordemoderordninger også for stor.

– Jeg mener, at nogle af ordningerne er gode, mens andre måske er for pressede. Det er svært at sige generelt, om de er gode eller dårlige, men gennemgående er der nok for mange fødsler pr. jordemoder. Men det er ikke nok, at man ser på antallet af fødsler, man skal også se på, hvor meget arbejde, der ligger i dem. En gruppe af ukomplicerede andengangsfødende er jo for eksempel langt mindre ressourcekrævende end en gruppe meget unge eller på anden måde udsatte gravide, siger Kit Dynnes Hansen.

Sovet i timen?
’Svarer det ikke til at rette åer ud for senere at genskabe dem?, spurgte en jordemoder i bagsidekommentaren i sidste nummer af Tidsskrift for Jordemødre med henvisning til, at de mindre fødeafdelinger lukkes, hvorefter Jordemoderforeningen forsøger at rette op på skaden ved at foreslå kendt jordemoderordninger. Har Jordemoderforeningen sovet i timen og passivt set til, at Sundhedsstyrelsen og sygehusejerne fjernede grundlaget for de mindre fødeafdelinger? Nej, lyder det fra formandskabet.

– Vi må erkende, at drivkraften bag lukning af fødeafdelinger hverken er at imødekomme kvinderne eller jordemødrene. Det handler dybest set om økonomi forklædt med faglige argumenter udstukket fra Sundhedsstyrelsen, siger Lillian Bondo.

Kit Dynnes Hansen tilføjer:

– Vi har desværre nok heller ikke som jordemødre haft en stærk nok faglig stemme, der sagde, at der er flere gode og fuldt forsvarlige måder at føde på end på store højt specialiserede fødeafdelinger. Det er muligvis en medvirkende årsag til, at de faglige argumenter så ensidigt og stærkt står for en centralisering i dag, siger næstformanden, der også peger på, at kvinderne og deres familier kun i meget begrænset omfang har spillet en rolle i de politiske beslutninger, der er blevet taget indenfor området. For eksempel i forbindelse med lukninger og sammenlægninger af fødeafdelinger.

Rationaliseringsgevinsten smuldrede

Et andet problem er, at den rationaliseringsgevinst, som er fremkommet ved sammenlægningen af fødeafdelingerne, sjældent er kommet hverken de fødende eller jordemødrene til gode. Med det resultat at kvinderne har fået længere til fødestedet, og jordemødrene har fået mere travlt, end de selv finder forsvarligt. Kendt jordemoder-ordninger er derfor også et led i en strategi, der skal være med til at udnytte rationaliseringsgevinsterne på en hensigtsmæssig måde ved de kommende sammenlægninger af fødeafdelingerne.

– Oprettelse af kendt jordemoder-ordninger er én ud af flere måder at sikre kontinuitet på samtidig med, at det store fødesteds jordemødre får et tilhørsforhold til en mindre gruppe af kolleger. Men der findes mange andre måder for jordemødre at arbejde på, for eksempel i form af jordemoderledede klinikker, opdeling af stedet i mindre enheder, private initiativer osv. Det, der bare er uhyre vigtigt, er at udnytte, at der sker omlægninger og at gøre det i tide, siger Kit Dynnes Hansen, der også opfordrer til at undersøge, hvordan det vil virke med flere jordemødre i en gruppe, for eksempel 5-6 i et team.

Det vil betyde, at man går på kompromis med ideen om at sikre kvinden en kendt jordemoder, men hvis man organiserer i teams, vil man få en række andre fordele som faglig sparring og muligheden for en fælles indsats over for særlige grupper af gravide. Jeg er overbevist om, at det vil styrke jordemødrenes faglige position, siger Kit Dynnes Hansen.

Også en lønstrategi
Selvom ideen om kendt jordemoder-ordninger i den snævre forstand, hvor to jordemødre deles om ansvaret for en gruppe kvinder, står Lillian Bondos faglige hjerte nært, har hun også stor forståelse for, at mange jordemødre ikke kan arbejde på denne måde.

– Vi skal se på andre modeller, for eksempel en teamdannelse, hvor der er gode rammer for jordemødrenes arbejde og for omsorgen for kvinderne; her kan man få den intimitet, der lå i de små team på de små fødesteder, evt. knyttet på et geografisk område. Vi er i det hele taget meget åbne over for nye ideer, også på honoreringen. Vores mål er at sikre jordemødre forskellige måder at indrette sig på i deres arbejdsliv og at imødekomme kvindernes behov. Det er min opfattelse, at vi blandt andet gennem vores fortsatte faglige udvikling og nytænkning har de bedste muligheder for at gøre noget ved jordemødres alt for lave løn, siger Lillian Bondo.