Uddannnet i amning

Amning er blevet et speciale, der kræver efteruddannelse til de fagfolk, der arbejder med det. Det kan mærkes på søgningen til den internationalt anerkendte uddannelse til ammevejleder – IBCLC. Hver tredje deltager er jordemoder.

Vi ved, hvad vi taler om, når vi bruger ordet ammestuesnak. Eller rettere: Vi ved, at vi ikke helt rigtig ved noget, men vi tror noget, som vi gerne vil fortælle til andre i samme situation, som vi selv er i, eller har været i eller erfaret.

På samme måde med ammerådgivningen, der i mange år har været baseret på overleverede erfaringer, traditionel praksis og velmente gode råd. Råd, der ofte har virket, men som andre gange har virket stik mod hensigten og været med til at ødelægge en amning. Eksempel: Vi skal ikke så frygtelig mange år tilbage, før det var god latin på barselafdelinger at skåne den nybagte mor ved at lade hende sove uforstyrret – fysisk adskilt fra barnet.

I dag ved vi, at netop den fysiske nærhed er med til at styrke det biologiske og hormonelle system hos både mor og barn og fører til både øget sundhed generelt og til bedre amning.

Den noget overbærende holdning til amning, er imidlertid ved at være en saga blot. Forskning og udvikling af teknikker har ført til et boom i viden om amning, som i dag er sat i system i blandt andet den internationalt anerkendte uddannelse, International Board Certified Lactation Consultant, IBCLC. Uddannelsen har siden 2004 haft en afstikker til Danmark, hvor den er etableret først i privat regi og siden i tilknytning til Videncenter for amning. Efter videncentrets lukning er det Komiteen for Sundhedsoplysning, der står for kurset.

Søgningen til det tværfaglige ammekursus er støt voksende for både jordemødre og sygeplejersker. På det seneste var hold hver tredje deltager på kurset jordemoder – 10 i alt. I en evaluering af kurset angiver deltagerne, at den ny viden, de har erhvervet sig, for de fleste har givet anledning til ændringer i deres faglige praksis og i den information, som de giver forældrene. Knap hver anden fortæller, at de har undervist kolleger i emner, som har været behandlet på kurset og endnu flere fortæller, at de har fået en ekspertrolle blandt kolleger forstået på den måde, at de bliver spurgt til råds i ammespørgsmål i dagligdagen.

Læs også Mål: Strømlinet information

  • Kurset består af 45 timers undervisning, der bygger på nyeste dokumenterede viden om amning
  • Kurset er opdelt i 3 moduler á 15 timer (3 dage):Modul 1: grundmodul som bl.a. omfatter anatomi, fysiologi, modermælkens sammensætning og effekter mv.Modul 2: er mere klinisk rettet og omfatter emner relateret til moderen, såsom brystinfektioner, amning efter brystoperation, sår og revner på brystvorterne mv.Modul 3: er ligeledes klinisk rettet og er fortrinsvis relateret til barnet og omfatter bl.a. emner som amning af præmature børn, hypoglycæmi og trivsel
  • Kurset udbydes til sundhedspersonale med mellemlang videregående uddannelse, som arbejder med ammevejledning, det vil sige sygeplejersker, jordemødre og sundhedsplejersker. Enkelte social- og sundhedsassistenter har ligeledes deltaget i kurserne
  • Tværfagligt ammekursus blev i februar 2010 godkendt af Accreditation and Approval Review Committee (AARC)
  • Undervisningen berettiger til, at man kan gå til IBLCE eksamen (International Board of Lactation Consultant Examiners, IBLCE). Eksamen er skriftlig (multiple choice), varer seks timer og er på engelsk
  • Fortsat certificering kræver, at man holder sig opdateret gennem kurser, reeksaminering mv.
  • I alt 81 er blevet certificeret som IBCLC. Heraf er 24 jordemødre
  • Næste frist for tilmelding til ammekursus er 4. april 2011. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet
  • Læs mere om uddannelsen på www.sundhedsoplysning.dk