Introduktion
Udbrændthed er et verdensomspændende fænomen. Og som følge af de emotionelle krav, der følger med at arbejde med mennesker, er omsorgsprofessionelle i særlig risiko for at brænde ud. Tidligere studier har vist, at jordemødre har en betydelig risiko for at opleve arbejdsrelateret udbrændthed. Dette fænomenologiske studie undersøger udbrændthed blandt jordemødre i New Zealands kendt jordemoder-ordning.
Med udgangspunkt i arbejdsspørgsmålet What lessons can be learned? var formålet med denne artikel* at styrke den New Zealandske model for kontinuitet i omsorg ved at fokusere på, hvordan jordemødre selv har behov for omsorg.
New Zealands kendt jordemoder-ordning
I New Zealand vælger den gravide en gennemgående, navngiven jordemoder, som udgør den primære kontakt under graviditet og fødsel. Denne jordemoder tilskrives et budget for hver graviditet, hvoraf størstedelen af betalingen kompenserer for, at jordemoderen står til rådighed ved fødslen. Hvis en jordemoder ikke er tilgængelig for eksempel i tilfælde af simultane fødsler eller hviletid, men også ved fri- eller sygedage, er hun ansvarlig for at engagere en vikarierende jordemoder.
Nogle jordemødre klarer dette gensidigt, ved periodevis at påtage sig dobbelt så mange gravide som normeringen tilskriver for at kompensere for kollegers fravær. Andre forhandler selv betaling af kollegers rådighed og rammes således økonomisk. Dette gør det vanskeligt for jordemødrene at holde fri.
Metode
Data omfattede interviews med tolv jordemødre, som selv angav at have oplevet arbejdsrelateret udbrændthed i New Zealands kendt jordemoder-ordning. Yderligere blev partnere til fire af jordemødrene interviewet. Data analyseredes gennem en hermeneutisk fænomenologisk tilgang.
Resultater
Deltagerne i dette studie påbegyndte deres arbejdsliv med en dyb lidenskab for jordemoderfaget. De oplevede at have følt sig kaldet til faget i en grad, som medførte, at de satte sig selv og egne behov til side for de gravides. Således udgjorde lidenskaben for faget også jordemoderens Achilleshæl.
Allerede under uddannelsen blev partnerskabsmodellen mellem jordemoder og gravid nærmest et ideologisk mantra, og flere deltagere beskrev, at dét, at stå til rådighed døgnet rundt, medførte, at der ikke fandtes grænser mellem privatlivet og arbejdslivet.
Jordemødrene oplevede såvel fysiske som psykiske symptomer i form af hovedpine, mave-tarm-problemer, udkørthed, søvnløshed, angst, mareridt og depression i længere perioder, før de indså, at symptomerne var et udtryk for udbrændthed. Èn beskriver, at hun troede, hun var kommet i overgangsalderen, en anden at hun brugte hundredevis af dollars på alternativ behandling i håb om at finde en kur. Idet jordemødrene ikke forstod, hvad der skete med dem, følte de sig meget alene med deres oplevelse.
Selv efter at have indset at deres symptomer skyldtes arbejdsrelateret udbrændthed, var det svært for jordemødrene at opgive faget, dels fordi der var elementer af arbejdet som fortsat drev dem, men også fordi det at opgive er stigmatiserende. Man føler sig som en fiasko.
Konklusion
Forfatterne konkluderer, at for at forstå udbrændthed må man anerkende, at de som oplever fænomenet, ikke bare er jordemødre, som alligevel ikke var kvalificerede til jobbet. Når disse jordemødre forlader faget, er det for professionen et tab, ikke alene af værdifuld erfaring, men også af integritet, dedikation og lidenskab. Gennem anerkendelse og forståelse af fænomenet udbrændthed har jordemoderprofessionen mulighed for at adressere de strukturelle vilkår, som for den enkelte kan føre til sygdom, og for professionen medfører tab af dygtige jordemødre.
* Burnout: Lessons From the Lived Experience of Case Loading Midwives. Carolyn Mae Young; Liz Smythe & Judith McAra Couper. International Journal of Childbirth, Volume 5, Issue 3, 2015