Tre studerendes opfordring

Maria Hjerm Latham (tv), Nina Söder (th) og Julie Haas, jordemoderstuderende, gik sammen på talerstolen og repræsenterende De Jordemoderstuderendes Råd.

De mærker dagligt konsekvenserne af travlheden på afdelingerne: på nogen arbejdspladser er der mange vakante stillinger og mange vikarer. Det betyder, at det er svært at få en kontaktjordemoder og svært at få vagter. Nogen gange har man ikke en jordemoder at gå med i vagten – eller hvis man har, så har hun ikke tid. Det påvirker læringsprocessen negativt.

De tre studerende vil gerne stå sammen med jordemødrene i kampen om bedre vilkår, men de havde også en opfordring til jordemødrene: Tænk over, hvordan I taler om de forhold, vi arbejder under, når I er sammen med os, lød opfordringen.

De studerende er ekstra sårbare, også over for knap så positive kommentarer om faget. Selvfølgelig skal man kunne få luft for sin frustration, men vi skal være bedre til at huske hinanden på at nyde de stille vagter og de gode forløb. Det vil ikke ændre vilkårene, men det vil højne det kollegiale samvær og arbejdsmiljøet, sagde de studerende, der håbede, at de delegerede ville tage opfordringen med tilbage til fødestederne med tilføjelsen: De uddannede jordemødre betyder rigtig meget for de studerende.