Træsko med blodstænk, hindbærroulade og 220 millioner

Mange jordemødre husker nok skoaktionen, der i 2015 kastede lys på fødegangenes fortravlede vilkår ved at sætte fokus på jordemødres udtrådte, blodstænkte og svedige sko. Men det er måske ikke alle, der har hørt om hindbærrouladen på Christiansborg, de orange sokker i stiletterne eller det hårde slid, det også er, når man står bag en aktion, der har alles opmærksomhed, og man samtidig har en lille baby på armen. Læs med her, og hør jordemoder Stina Kruse Skov fortælle om de udfordringer, dilemmaer og den drivkraft, hun stod overfor dengang, da hun for snart seks år siden skrev et Facebookopslag, der startede en ustoppelig aktivistlavine.

“Nu kan det fandengalemig være nok!” De ord var starten på en tid, der på mange måder ændrede Stina Kruse Skovs liv. I hvert fald for en stund. Ordene var indledningen til det Facebookopslag, som hun lagde op lørdag den 29. august 2015 kl. 13.32. Et opslag, der egentlig bare var tænkt som en reaktion på, at to Falckreddere på Facebook blev hyldet som helte af tusindvis af danskere for at have taget imod et barn i deres ambulance. Og det var jo alt sammen rigtigt – at de var helte. Det klingede bare lidt hult, for nyheden om Falckredderne kom dagen efter, at en mail var tikket ind i Stina Kruse Skovs indbakke med endnu en omgang besparelser på hospitalet. Og den mail kom nærmest samtidig med, at V-regeringen havde rullet 250 mio. kroner, øremærket af den tidligere SR-regering til de fortravlede fødeafdelinger, tilbage. Så Stina Kruse Skov sad med en følelse af, at jordemødre igen var blevet overset. Og svigtet. For jordemødre står jo med fødslerne hver eneste dag:

- Jeg var frustreret. Jeg ville ikke hyldes som hverdagshelt, men egentlig bare have nogle rimelige forhold at arbejde under – en minimumsetik for hvilke arbejdsforhold, man som jordemoder skal have. Men det blev revet væk. Og jeg ville bestemt ikke tilbage til de pressede arbejdsforhold på fødegangen, fortæller Stina Kruse Skov, der dengang var på barsel med sin syv måneder gamle datter.

Hendes Facebookopslag, hvor hun i detaljer delte sine frustrationer, spredte sig som ringe i vandet.18.000 likes og 5.000 delinger, blev det til. Og så gik der ikke længe, før de indledende Facebookord blev til navnet på den aktionsgruppe af jordemødre, som Stina Kruse Skov blev talskvinde for

- Jeg tror, mange jordemødre havde den samme følelse af, at “nu kan det fandengalemig være nok.” Jeg skrev i kommentarsporet, at jeg oprettede en aktionsgruppe på Facebook, som startede med at hedde “nu kan det fandengalemig være nok”. Men det var måske ikke så konstruktivt. Så senere blev navnet ændret til hashtagget “Jordemødre for livet,” som har en fin dobbeltbetydning: Vi skal gerne kunne være jordemødre hele arbejdslivet. Og vi arbejder for liv.

En bølge af utilfredshed
I løbet af få døgn havde 2.500 jordemødre meldt sig ind i gruppen.

- Jeg vidste ikke, at det ville skubbe til den her bølge af utilfredshed, der rejste sig, da jeg skrev det opslag den morgen. Men jeg og mange andre blev vildt motiveret af den store opbakning. Så jeg begyndte at planlægge forskellige aktiviteter. Ideen var, at det skulle være nemt at gå til for dem i aktionsgruppen. Så for eksempel fandt jeg adresser på regionsrådspolitikere, som man blot skulle klikke på for at skrive til. Og vi opfordrede hinanden til at skrive læserbreve til medier, hvor vi havde fundet krav til formater og adresser. Det var også en måde at prøve at styre retningen lidt. For jeg var nervøs for, at det kunne blive for useriøst. Men på den her måde havde vi lidt kontrol og fik mange flere jordemødre med, fortæller hun.

Aktionsgruppen stod de næste par måneder både bag demonstrationer og underskriftindsamlinger. Og så var der skoaktionen, hvor jordemødres arbejdssko blev billedet på de fortravlede vilkår. Først i en video og senere i en happening med en masse jordemodersko foran Christiansborg. Og det var ikke helt tilfældigt, at skoene kom i fokus. Ideen udsprang af en toppolitikers højhælede sko og farverige strømper.

Orange strømper i stiletter
Skoene sad på fødderne af Sophie Løhde, der dengang var sundhedsminister i V-regeringen. Hun havde lagt et billede af sig selv iført skrigorange sokker med ordlyden ‘DepressionSucks’ i et par sorte blanke stiletter for at støtte kampagnen af samme navn. Hendes tiltag med strømperne fik dog verbale tæsk og kritik for at være dobbeltmoralsk og hyklerisk, bl.a. fordi regeringen lagde op til på samme finanslov at spare millioner på ‘Livslinien’, der på frivillig basis er med til at forebygge selvmord. Men stiletterne og de orange sokker endte med at blive en fin inspirationskilde for jordemødrenes nye aktionsgruppe:

- Vi koblede os på samme tankegang om at sætte sig i andres sko og tænkte, at det kunne være, at vi også kunne få hende til at trække i jordemoderfodtøjet. Ideen om en video og en skohappening voksede, og vi begyndte at samle jordemødres sko ind fra hele landet. Skoene, der ofte er udslidte og nedtrådte, er et godt symbol på vores arbejde og de vilkår, vi står i.

Filmede jordemødres sko
Stina Kruse Skov vidste, at det gjaldt om at blive ved med at holde opmærksomheden på jordemødrene. For finanslovsforhandlingerne stod for døren til oktober. Målet var at få de øremærkede penge tilbage.

- Jeg tænkte meget over, hvordan vi kunne gøre det autentisk, så alle kunne mærke, hvad vi snakkede om, siger hun og fortsætter:

- Jordemødre har tit trætte fødder, hævede fødder og fostervands- eller blodstænkte sko. Og med billeder af jordemødres sko var det også muligt at være anonyme og overholde tavshedspligten. Så jeg opfordrede jordemødre til at filme deres sko i forlængelse af deres vagt og fortælle, hvad de havde været nødt til at gå på kompromis med i vagten, fortæller hun.

I løbet af ti dage modtog hun 80-100 videofilm, der blev sorteret og klippet sammen til én 16 minutter lang film. Samtidig blev det koordineret i gruppen på de 2.500 medlemmer, hvornår de alle skulle offentliggøre filmen. På samme dato og klokkeslæt. Onsdag den 21. oktober 2015 klokken 12.00. Bloggere blev kontaktet og linkede til filmen på samme klokkeslæt. En jordemoder havde lavet en tegning af en flyvende stork med fire babyer, hvor storken taber den ene baby ud af sin stofble. Alle medlemmerne skiftede profilfoto til den tegning. På samme klokkeslæt.

- Det gav en enorm opmærksomhed. De næste fire dage var jeg lagt ned af opkald fra journalister, siger hun.

Så kom der hul igennem til politikerne. Finanslovsforhandlingerne var på det tidspunkt i fuld gang. Og her blev en underskriftindsamling afleveret i næbbet på en stor træstork – foran døren til Finansministeriet. Og de mindst 179 indsamlede par jordemodersko blev mandag den 2. november sat op foran Christiansborg med en stående invitation til alle folketingspolitikere om at hoppe i en jordemoders sko og få en omgang jordemoderkaffe. Det gav alt sammen stor medieopmærksomhed med fokus på jordemødres arbejdsvilkår. Og det er også her – omkring det her tidspunkt – at rouladen kom på tallerkenen hos en politiker med de afgørende finanslovsstemmer.

Hindbærrouladen
- Så kontaktede Kristian Thulesen Dahl os og spurgte, om vi ville mødes med ham på Christiansborg. Jeg tog derind en lørdag aften. Vi sad på hans kontor og spiste hindbærroulade i cirka to timer. Han var egentlig i gang med i finanslovsforhandlingerne, men havde forladt dem for at høre på mig. Jeg fortalte om vores verden og de problemer, vi oplevede. Mens vi sad der, ringede Claus Hjort flere gange fra forhandlingerne, og Kristian Thulesen Dahl sagde hver gang, “jeg sidder lige i et vigtigt møde.”

Da jeg gik derfra, gik han direkte over i Finansministeriet, fortæller Stina Kruse Skov og fortsætter:

- Så ringer han til mig tidligt om morgenen få dage efter, et par timer inden finansloven blev offentliggjort. Klokken er 7. Jeg er lige væltet ud af sengen og står i min morgenkåbe. Han siger så: “Forliget er landet. Er 50 mio. kroner om året de næste fire år nok?” Så sagde jeg lidt kækt, “Aah, det er nu nok lidt i underkanten – men jeg synes, du skal ringe til Jordemoderforeningens formand Lillian Bondo og snakke med hende om det.”

Det gjorde han så. Det endte med, at der på finansloven over de næste fire år blev afsat 225 mio. kroner. Og gik pengene så til svangreomsorgen?

- Nogle steder gik de til bedre normeringer, andre steder gik de også til kurser til andre faggrupper. Og så var der stadig to-procents effektiviseringerne, så en del blev jo bare slugt igen dér. Det er svært at sige, præcist hvor pengene gik hen, siger Stina Kruse Skov.

Dialog er kodeordet
Efter arbejdet med at få rullet millionerne tilbage til jordemødrene gik der ikke længe, før Stina Kruse Skov blev valgt som næstformand i Jordemoderforeningen. Og selvom målet er det samme – bedre løn og arbejdsvilkår – så mærkede hun tydeligt forskellene på arbejdet de to steder:

- Man kan noget som aktivist, som man ikke kan som fagforening. Du kan være skarpere i din retorik. Du har én sag at kæmpe for, så du kan sætte et mål, og så kan du gå efter det på nogle ret markante måder og få en masse opmærksomhed. Når man er i fagforeningen, er der mange interesser, der skal varetages. Der er mange målsætninger, og arbejdet er meget mere langsigtet. Som fagforeningspolitiker arbejder man også med det lange seje træk og bygger oven på andres forhandlinger og småsejre gennem tiden, siger hun.

Hun oplever, at den fagpolitiske og den mere aktivistiske politik supplerer hinanden godt. Så længe man har dialogen med hinanden:

- Det kan være et kæmpe problem, hvis man taler imod hinanden. Så kan man komme til at ødelægge mere, end det gavner. Har man en god dialog, kan fagforeningen måske understøtte arbejdet og tage andre dialoger bagom, fx med politikere. Det ved jeg, at Jordemoderforeningen gjorde under skoaktionen. Men man kan også opleve, at fagforeningen trækker i bremsen. For den kan være nervøs for, hvor det ender, og om aktivismen kommer til at ødelægge noget af det, man har kæmpet for gennem mange år. Og det er fuldt forståeligt. Omvendt skal man som fagorganisation passe på ikke at bremse aktivisterne så meget, at man skyder sig selv i foden. For der er så stor en energi blandt mange medlemmer, som kan hjælpe rigtig meget på de mål, som man ofte er fælles om at kæmpe om. Så dialog er kodeordet, siger Stina Kruse Skov.

Fedt, men slidsomt
I dag er Stina Kruse Skov glad for, at hun skrev det Facebookopslag – og fulgte ordene til dørs. Men hun kan godt i sit stille sind ærgre sig lidt over, at de sidste tre måneder af hendes barsel gik til skoaktionen.

- Jeg kom jo til at arbejde mere end fuldtid med baby på armen. Det var hårdt. Men der var et momentum, som vi var nødt til at udnytte. Pludselig var der gået tre måneder, siger hun og fortsætter:

- Samtidig var der et pres og en masse forventninger, jeg følte, at jeg skulle leve op til. Det er hårdt og angstprovokerende at være talskvinde for sådan en sag. For man ved ikke, om man gør det rigtige. Man ved ikke, om man lykkes, siger hun.

Selvom hun bakker op om den spirende aktivisme, som man i de her dage mærker hos mange jordemødre, så har hun også en opfordring, eller to:

- Man skal tro på det, forfølge mavefornemmelsen og turde blive ved med at føre sagen frem – selvom man møder kritik og modstand. Samtidig skal man sørge for at have en god dialog med fagforeningen. For ellers kan det i sidste ende skabe mere splittelse, end det samler. Man behøver ikke altid at være 100 procent enige. Men dialogen er vigtig, siger hun og tilføjer:

- Og så skal man passe på sig selv. Lige så fedt det er at køre i højt gear, lige så slidsomt er det.

Læs alle artikler i temaet 'Aktivisme'

Stina Kruse Skov og andre aktivister afleverede 20.573 underskrifter til Martin Lidegaard, der var finansordfører for Radikale Venstre, for at få pengene til svangreområdet tilbage på finansloven. Stina Kruse Skov står med sin datter på armen.