Tilskud til private jordemoderydelser

Sygeforsikringen ’danmark’ giver fra årsskiftet tilskud til jordemoderydelser i privat regi. Det gør det mere attraktivt for jordemødre at starte forretning, hvilket kan være med til at imødekomme et stigende behov for private ydelser på området.

Vi er vant til at blive spurgt, om vi er medlem af Sygeforsikringen ’danmark’, når vi konsulterer en tandlæge, eller indløser en recept på et apotek. Og hvis vi er en af de knap 2,2 millioner danskere, der har forsikret sig i det private forsikringsselskab, som ’danmark’ er, kan vi se frem til refusion af en del af de udgifter, som besøget hos tandlægen eller på apoteket medførte.

Fremover kan det blive relevant for privatpraktiserende jordemødre at stille samme spørgsmål til deres klienter, når ’danmark’ fra første januar 2012 giver tilskud til jordemoderydelser i privat regi. Tilskuddet vil være på 30 procent af udgiften dog højst 300 pr. konsultation og højst 1.500 kr. for fødselshjælp. Det samlede tilskud inden for tolv måneder kan ikke overstige 2.400 kr.

Før klienten kan få tilskud til et besøg hos en privat jordemoder, kræver det, at jordemoderen har indgået aftale med ’danmark’ og at hun elektronisk indberetter hver enkelt behandling.

Et sundhedsfagligt formål
Det har længe stået højt på Jordemoderforeningens ønskeliste, at der ydes tilskud til jordemoderydelser fra den private sygeforsikring. Derfor har foreningen gennem et par år samarbejdet med selskabet om at få ydelsen på takstkortet. En stigende efterspørgsel af jordemoderydelser i privat regi kombineret med, at flere jordemødre vælger at blive selvstændige eller at kombinere en offentlig ansættelse med tilbud om ydelser i privat regi, gør tilskudsmuligheden yderst relevant. Jan Helmer, direktør i Jordemoderforeningen, ser flere strategiske fordele.

- Det er en fin måde at markedsføre jordemødre som den centrale sundhedsfaglige person i graviditet, fødsel og barsel. Flere og flere køber sig til ekstra ydelser i forbindelse med graviditet og ud fra et sundhedsfagligt perspektiv er det vigtigt, at de får ydelser af høj kvalitet og det kan jordemødre levere, siger Jan Helmer, der har været med i forarbejdet.

- Vi har tydeliggjort hvad jordemødre kan og hvorfor det er vigtigt, at det jordemødre, der dækker den stigende efterspørgsel, siger Jan Helmer, der også glæder sig over, at tilskudsordningen passer godt ind i foreningens indsats for mere beskæftigelse til medlemmerne.

- Det er med til at gøre det mere attraktivt at starte forretning som jordemoder og jeg mener, at der ligger store perspektiver i det. Vi ved selvfølgelig ikke noget med sikkerhed, men hvis 4.000 gravide på sigt udnytter muligheden for tilskud, så svarer det udbetalte beløb til Jordemoderforeningens kontingentindtægt fra samtlige jordemødre i Danmark, siger Jan Helmer.

Der er tidligere set eksempler på, at ydelser, der er blevet tilskudsberettiget i ’danmark’ efterfølgende er blevet det i den offentlige sygesikring.

- Vi er opmærksomme på, at andre faggrupper er gået den vej, men foreløbig har Danske Regioner afvist at indgå aftale med Jordemoderforeningen om tilskud til jordemoderydelser i privat regi. Men vi følger op på det, siger Jan Helmer.

Forsikret forebyggelse
I ’danmark’ kommer ønsket om tilskud til jordemoderydelser også fra en af organisationens medlemsafdelinger, der synes, at ideen om tilskud til forebyggende ydelser i graviditeten var interessant. Forsikringsselskabet udvider med jordemoderydelserne paletten over forebyggende ydelser med tilskud.

- Vi gør det ud fra et politisk synspunkt, idet vi kerer os om mødre og børn. Det er en vigtig målgruppe, når det handler om at opnå eller bevare sundhed. Vi håber, at det for eksempel kan bidrage til at nedbringe antallet af genindlæggelser af barnet på grund af ernæringsproblemer kort tid efter fødslen, forklarer Allan Luplau, vicedirektør i ’danmark’.

Unge kvinder bliver ofte medlem af den private sygeforsikring, når de bliver gravide og tit følger far efter. Derfor er vicedirektøren glad for, at der er endnu en ydelse, der kan tiltrække nye medlemmer. Muligheden for at få tilskud til jordemoderydelser vil blive omtalt i ’danmark’s medlemsblad i december.

Jordemoderforeningen og ’danmark’ har aftalt at følge området tæt, og samtidig er det aftalt, at Jordemoderforeningen samler spørgsmål og kommentarer op fra privatpraktiserende jordemødre og præsenterer dem samlet for ’danmark’.

”Det er så meget mere end scanning”
Der foregår ikke en scanning hos Pia Zilstorff uden, at der følger en jordemoderkonsultation med.
- Scanning skal ligge i jordemoderhænder, fordi det bør være så meget mere end bare scanning. Der skal også være rådgivning og samtale med jordemoderen, siger Pia Zilstorff, der er medejer af scanningsklinikken Scanningsjordemoderen.
Man kan også få en jordemoderkonsultation uden scanning, men langt de fleste gravide vælger også at blive scannet. Pia Zilstorff ser tilskudsmuligheden gennem ’ danmark’ som en kvalificering af ydelsen i privat regi.
- Der er en varedeklaration på scanningen, når den gennemføres sammen med en jordemoderkonsultation, siger Pia Zilstorff, der kun ser én ulempe ved, at der gives tilskud gennem sygeforsikringen.
- Man skal selvfølgelig være medlem for at få tilskuddet og det er alle jo ikke. Men der vil trods alt være flere, der får mulighed for at vælge et privat alternativ eller supplement til det offentlige tilbud, siger scanningsjordemoderen.

Blåstempling
Bente Nørgaard har taget springet og har nedsat sig som privatpraktiserende jordemoder på fuld tid. Bente Nørgaard opererer primært i det vestjyske og tilbyder konsultationer, hvor der gives gravidmassage, fødselsforberedelse og samtaler forkvinder, der er særligt angste for fødslen.
Muligheden for tilskud fra sygeforsikringen er derfor meget velkommen. Ikke kun af hensyn til forretningen, men også fordi det er en blåstempling af jordemoderfaget, mener Bente Nørgaard.
- Det er en anerkendelse af jordemoderydelser i det private – et signal til omverdenen om at vi levere ydelser af høj faglig kvalitet, siger Bente Nørgaard.
Fremover vil hun også sætte fokus på efterfødselssamtalen, som hun mener, er særligt overset i det offentlige tilbud.
- Langt de fleste af de kvinder, der er særligt angste, har en dårlig fødselsoplevelse bag sig. De har ofte ikke haft mulighed for at tale oplevelsen igennem og kan ikke se anden udvej end at ønske et kejsersnit ved næste fødsel. Denne gruppe kvinder har jeg mulighed for at hjælpe og jeg ved, at mine jordemoderkolleger vil henvise gravide til mig. Og jeg tror, at det vil ligge mere lige for at henvise til en privat jordemoder, når der gives tilskud til det, siger Bente Nørgaard.

Fakta om tilskud til jordemoderydelser

  • Gravide, der er medlem af ’danmark’s Gruppe 1, 2 og 5, kan få tilskud til jordemoderydelser.
  • Der kan gives tilskud til jordemoderkonsultationer i graviditeten, efter fødslen – for eksempel til ammehjælp. Der kan også ydes tilskud til efterfødselssamtaler - eventuelt i forbindelse med planlægning af en efterfølgende graviditet.
  • Der kan gives tilskud til fødselshjælp.
  • Tilskud udgør 30 procent af udgiften, dog maks. 300 kroner pr. konsultation og 1.500 kroner ved fødselshjælp. Det samlede tilskud indenfor 12 måneder kan ikke overstige 2.400 kroner.
  • Den privatpraktiserende jordemoder skal indgå aftale med ’danmark’ om ”oprettelse”, så jordemoderen kan indberette ydelser elektronisk til sygeforsikringen via d-service.dk. Indberetninger kan også ske via et allerede eksisterende kliniksystem.
  • Der skal ske en indberetning for hver ydelse.

www.jordemoderforeningen.dk findes en liste over privatpraktiserende, jordemødre, som Sygeforsikringen ’danmark’ henviser gravide til.

Er du privatpraktiserende, opfordres du til at lade dig registrere på denne liste. Kontakt Jette Poder på jpo@remove-this.jordemoderforeningen.remove-this.dk herom.

Møder med 'danmark'
Sygeforsikringen ’danmark’ og Jordemoderforeningen holder informationsmøder for privatpraktiserende jordemødre. Møderne er gratis og holdes i:

  • København den 10. januar 2012. Palægade 7, 1261 København K
  • Århus den 11. januar 2012. Søndergade 76, 8000 Aarhus C.

Begge dage kl. 16-18. Tilmelding til møderne er nødvendig.

Tilmelding til Jette Poder på jpo@remove-this.jordemoderforeningen.remove-this.dk.