Tilbud om akupunktur til gravide rygere

Rygestop: Gravide, der har særligt svært ved at kvitte smøgerne, kan nu i København få gratis akupunktur mod abstinenser.

Nåle-stimulation af fem specifikke punkter i øret kan måske være vejen ud af nikotinafhængigheden for gravide rygere. Siden februar 2003 har to jordemødre på Frederiksberg Hospital tilbudt rygeafvænning med akupunktur til de kvinder, for hvem graviditeten alene ikke er tilstrækkelig motivation til at kvitte den stærkt sundhedsskadelige last.

– Alle gravide rygere får tidligt i graviditeten tilsendt en pjece fra deres fødested, der generelt fortæller om forskellige rygestop-tilbud, og opfordrer dem til at henvende sig personligt, hvis de vil have hjælp. Her er akupunktur kun lige nævnt. De, der så selv vælger at tage kontakt til os, får en individuel konsultation på ca. en halv time, hvor vi forklarer mere indgående om muligheden for akupunktur. De, der er motiverede, får så med det samme en behandling. For de, som endnu ikke føler sig helt klar, har vi en temaaften, hvor vi bl.a. viser dem en dokumentarfilm, der virkelig ikke lægger fingrene imellem med hensyn til rygningens skadevirkninger, fortæller jordemoder Karin Flyvholm. Sammen med kollegaen Lene Mollerup står hun for rådgivning og behandling af de rygende gravide. Begge jordemødre er uddannede som konventionelle rygestop-instruktører og har desuden taget et internationalt anerkendt akupunktur-kursus i abstinensbehandling, kaldet NADA. Det står for National Acupuncture Detoxification Association, som er en sammenslutning, der henholder sig til en særlig protokol for abstinensbehandling med akupunktur. NADA-metoden benyttes også ved andre former for misbrug, og i USA kan fx stofmisbrugere blive idømt behandling med akupunktur som led i et rehabiliterings-program.

Abstinenserne
Akupunktur-tilbuddet på Frederiksberg Hospital er finansieret via en rygestop-pulje under Hovedstadens Sygehusfællesskab med bare 30.000 kroner om året – hvilket omregnet til arbejdstid bliver ca. to ugentlige timer pr. jordemoder til denne særlige opgave.

Som regel forløber en effektiv akupunktur-behandling for tobaksabstinenser sig over en række sessioner á 30 – 40 minutter, helst med en behandling hver tredje dag. Ofte vil fire behandlinger være tilstrækkeligt, er Karin Flyvholms erfaring. Efter selve behandlingen kan alle tidligere rygere møde op hver onsdag eller torsdag til en åbent hus-time, hvor de dels kan få yderligere professionel støtte i fastholdelsesprocessen, dels en erfaringssnak med ligestillede ex-rygere samt eventuelt yderlige akupunktur-behandling, hvis abstinenserne endnu er for plagsomme. I særlige tilfælde er det også muligt at kombinere akupunkturen med nikotin-substitution, fx plastre eller inhalator, i en periode.

– For nogle holder abstinenserne op allerede efter første gang. For andre kommer de tilbage. Det er heller ikke ualmindeligt at se, at kvinderne begynder at ryge igen efter graviditeten, fordi de oplever det som stressende at være blevet mødre. For dem har graviditeten været den primære grund til at stoppe med at ryge, siger Karin Flyvholm med en vis beklagelse.

Nåle mod vreden og sorgen
Akupunktur-nålene stimulerer efter NADA-metoden forskellige punkter i øret, som dels refererer til organer i kroppen, dels til psykologiske tilstande som rastløshed, vrede, angst og sorg.

– For mange rygere opleves det som et stort tab at skulle holde op med at ryge. En sorg. De elsker ganske simpelt at ryge, og enkelte mener, at det er en menneskeret. Derfor er det vigtigt, at vi i vores rådgivning først og fremmest fremhæver de positive gevinster, der er ved et rygestop. Det er mere effektivt end at stresse de gravide med formaninger om alle skadevirkningerne for dem selv og deres barn. Vi kan kun kærligt forsøge at rokke ved deres holdninger, smiler Karin Flyvholm.

Hun regner med at kunne opgøre de første data fra akupunktur-behandling af gravide efter ca. et år. På et af hendes andre rygestop-projekter med en blandet gruppe af rygere, har hun oplevet, at 63 procent har kvittet tobakken. Om det er midlertidigt eller permanent, vil kun tiden vise.