Tænk i muligheder

Ledige jordemødre bliver mødt i a-kassen med en opfordring til at bruge netværk og til at tænke ud over fagets kerneområde, når de søger job.

Når de jordemoderstuderende nærmer sig sidste eksamensdato, er det kun de færreste, hvis nogen, der er sikret fast ansættelse. Sådan har det været de seneste to år, efter at manglen på jordemødre blev dækket af et øget optag på jordemoderuddannelserne. Kombineret med sparerunder og fyringer på landets hospitaler har det den konsekvens, at mange nyuddannede starter i vikariater eller helt uden beskæftigelse inden for faget.

Den samme udvikling ses hos flere andre professioner inden for sundhedsområdet og DSA, Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, hvor jordemødre er forsikret, har måttet lægge indsatsen radikalt om. Fra at have svært ved at hjælpe arbejdsgivere med at finde arbejdskraft fokuserer indsatsen i dag på at skaffe job.

Manglen på faglig relevant beskæftigelse kan betyde, at nogle nyuddannede finder job uden for deres fag og måske helt dropper faget. Andre vælger at prøve kræfter med et arbejde i udlandet.

– Selvom billedet ser ud, som det gør, så arbejder vi for at holde folk i faget. Det er vigtigt, fordi sundhedsvæsnet på længere sigt kommer til at mangle uddannet personale, siger Gitte Wohlert, der er jobkonsulent i DSA og dermed har tæt kontakt til ledige fra forskellige faggrupper. Alligevel går opfordringen på, at den ledige – udover at søge i fagets kerneområder – også tænker bredt, når de søger stillinger og til, at de bruger deres netværk.

– Når vi møder den ledige jordemoder, fortæller vi om muligheden for at blive ansat med løntilskud, hvor der kan skabes kontakt til kerneområdet og hvor den nyuddannede jordemoder kan komme i gang med at afprøve sine kompetencer. Det er vigtigt at få en fod inden for på en arbejdsplads. Så er man i gang med at danne netværk og man bliver kendt på sine kompetencer, siger jobkonsulenten. For en jordemoder ville det for eksempel være oplagt at henvende sig i en lægepraksis, i et misbrugsambulatorie eller i en forebyggelsesafdeling i en kommune og tilbyde sig, siger Gitte Wohlert, der mener, at jordemødre kan blive bedre til at sælge sig selv på de brede kompetencer, de har.

– Jordemødre har mange kompetencer. Hun kan den svære samtale, lytte, aflæse og samarbejde tværfagligt. Kompetencer der åbner muligheder for at søge ansættelse inden for andre fagområder. Måske kunne det være en ide at søge ansættelse som sundhedskonsulent i en HR-afdeling, foreslår Gitte Wohlert med adresse til de lidt mere erfarne jordemødre, som a-kassen nu også møder efter fyringsrunder i regionerne.

Jobrotation
En anden mulighed for at få en fod inden for er gennem jobrotation, hvor en ledig jordemoder træder i stedet for en ansat, der er på kursus. Hvis en arbejdsgiver er interesseret i at gøre brug af muligheden for ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik eller jobrotation, skal de henvende sig i deres lokale jobcenter eller i DSA.

– Vi kontakter også arbejdsgiverne og fortæller dem om mulighederne, og vi samarbejder med de respektive fagforeninger om at opdyrke områder både i det offentlige og i det private, hvor faggruppen måske ikke traditionelt har ansættelse, siger jobkonsulenten.

Job i udlandet
Endnu en mulighed, som de ledige har, er at søge job i udlandet. Inden for EU, Svejts, Lichtenstein og Norge er det muligt at få sine dagpenge med og søge job i de pågældende lande.

– Vi henviser ikke til arbejde i udlandet, da vi kun henviser til arbejde i Danmark. Men vi har kendskab til stillinger og kontakter hos arbejdsgivere i Norge og Sverige, der henvender sig til os for at få arbejdskraft. Muligheden for at søge ud er der og en del gør brug af den. Jeg ved, at der er jordemødre, der har fået ansættelse i både Norge, Sverige og England, siger Gitte Wohlert.

Krav om merbeskæftigelse
Ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3 og 5 (bl.a. personer der modtager dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring, red.), skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.
Lov om aktiv beskæftigelsesindsats af 23. juni 2011, § 61

Unge er ledige i længere tid
Sammenligner man DSAs ledighedstal med andre a-kasser er den samlede ledighed lav, men DSA har den fjerde højeste ungdomsarbejdsløshed. Manglen på fagligt relevante job kan betyde, at nogle nyuddannede finder job uden for deres fag og måske helt dropper faget. Andre vælger at prøve kræfter med et arbejde i udlandet fx i Sverige eller Norge. Nogle vil læse videre eller måske begynde en helt ny uddannelse.
Kilde DSA

Se tabeller omtalt i teksten