Man må indstille sig på stille perioder og færre fødsler, hvis man kommer i praktik på et lille fødested. Til gengæld er det alle tiders chance for at lære den normale fødsel grundigt at kende og at få tid til at reflektere over det, man oplever.
Jeg husker tydeligt den dag, brevet kom, og jeg var optaget på drømmestudiet i Esbjerg. Ligeledes husker jeg, da jeg modtog besked om, at jeg i klinikperioderne skulle til henholdsvis Haderslev og Sønderborg. Min første tanke faldt på den, for mig, forholdsvis lange vej, og på hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen med mand og børn. Dernæst kom en usikkerhed på, hvad det egentligt præcis betød, at klinikken var fordelt på to uddannelsessteder. Det er jeg i løbet af det forgangne år blevet meget klogere på, og spurgte nogen mig, om jeg ville bytte kliniksted nu, ville svaret klart være nej.
Tid til det normale
Efter 21 uger i Haderslev har jeg ikke andet end positive erfaringer med mig i min rygsæk, det være sig både menneskelige og faglige.
I Haderslev er der ca. 800 fødsler årligt, så det kræver ikke meget at kunne regne ud, at der til tider må være stille — endog meget stille — dermed ikke sagt, at vi ikke oplevede travlhed, for det gjorde vi, men der herskede som oftest ro. Ro til, at jeg kunne fordybe mig i den fødsel eller den opgave, jeg nu var en del af, ro til at lære, ro til at observere og ikke mindst ro til at reflektere – reflektere over min rolle og min oplevelse, og der var sjældent for travlt til, at jeg kunne få svar på mine spørgsmål og min undren. Det, der også skabte ro for mig var, at jeg altid vidste, at jeg som udgangspunkt gik ind til en forventet ukompliceret fødsel. Mange gravide var på forhånd visiteret til andre fødesteder. På den måde fik jeg ro til at koncentrere mig om alt det ”normale”, det, der er i fokus på 2. semester, hvilket ikke må forveksles med, at jeg ikke har oplevet fødsler, der sendte hjertet op i halsen på mig, eller set børn på barselsgangen, der pludselig er blevet dårlige og har skullet overflyttes — det var bare langtfra hver dag. På den faglige side har jeg altså klart en oplevelse af, at jeg, trods færre fødsler end de fleste af mine studiekammerater, har lært fuldt ud ligeså meget som dem og nået målene for 2. semester.
Hierarkiet
Jeg tænker også, at det er hele ånden på Haderslev, der har været medvirkende til dette. Inden jeg startede, havde jeg en forestilling om, at der herskede et hierarki blandt ansatte i sygehusvæsenet, hvor jeg som studerende ville høre til på det absolut nederste trin. Derfor var forundringen da også stor, da jeg fra første dag blev mødt med et ”godmorgen”, ”hej” eller ”god vagt” fra både sygeplejersker, portører, laboranter og ikke mindst læger, og ikke kun fra dem, jeg mødte i mit arbejde på fødegangen. Jeg følte mig velkommen overalt, hvor jeg færdedes, jeg følte mig som en del af et fællesskab, hvilket gjorde, at jeg hver dag glædede mig til at skulle på arbejde. Og helt specifikt angående mine kolleger på fødegangen kan jeg ikke sige andet end, at jeg hver dag er blevet mødt med interesse, nærvær og omsorg. Sådan et sted vil jeg gerne have mit fremtidige virke som jordemoder, velvidende at det ikke er mig beskåret at afgøre, om små fødesteder er bedre end store. For mig har det bare været en rigtig god oplevelse at være studerende i Haderslev.
Monika Grønnebæk er jordemoderstuderende på 3. sem. på CVU Vest