Stort er godt

Det private Jordemoderhuset startede stort. Og vil gerne være større. Samarbejde med de offentlige fødeafdelinger vil være velkomment, siger de to ejere.

Man siger, at den første store krise i et ægteskab ofte kommer efter syv år. Så lang tid er der gået siden Lea Toft og Rikke Farnum slog dørene op for Jordemoderhuset, der tilbyder det meste af det, som gravide efterspørger.

Men der er ikke krise i de to jordemødres forhold. De lever lykkeligt sammen, tager gerne på ferie sammen, har fælles konto. Dog uden at være gift selvom mange tror, at de også danner par privat.

De mødte hinanden på jordemoderuddannelsen, hvor drømmene om at starte egen virksomhed sammen startede, men der skule gå et par år, før de blev til virkelighed. I 2010, hvor de begge var på den anden side af ansættelse som jordemødre, henholdsvis i Grønland og på Hvidovre Hospital, blev drømmen til virkelighed.

- Vi var i samme situation – uafhængige – og så gjorde vi det, fortæller Rikke Farnum, der ligesom Lea Toft blev færdiguddannet som jordemoder i 2008.

I dag ejer de vel nok Danmarks største private jordemodervirksomhed for familier, der skal have barn eller lige har fået det. Der er tilbud om scanning, massage, fødselsforberedelse, jordemoderkonsultation, hindeløsning, ammehjælp, yoga og smertelindrende behandling og så kan man også vælge at føde med en af husets jordemødre. Det kan være derhjemme, eller man kan få en jordemoder med på hospitalet.

Fra drøm til virkelighed
Det startede med en drøm, men det betyder ikke, at de to jordemødre er kommet sovende til den forretning, som de i dag er ejere af. I dag kan de holde ferie, det var ikke en mulighed for syv år siden. I dag kan de hyre folk til at stå for regnskaber og reception, det var heller ikke en mulighed, da forretningen var ny. Når jordemødre i dag spørger om hvor lang tid, der går, før en forretning kan betale sig – tre eller fire måneder? Så må de skuffe spørgeren.

- I starten er det en rigtig dårlig forretning at blive selvstændig, og det tager år, før man er på fast grund økonomisk, siger Lea. Det økonomiske fundament for oprettelse af Jordemoderhuset består af de to ejeres pensionsopsparinger og så alt, hvad de kunne skrabe sammen privat i øvrigt. Banken ville i starten ikke kendes ved de to iværksættere, og den økonomiske krise kradsede også i deres ideer.

Der skal satses stort
Forretningsmodellen lå klar fra starten, der skulle satses stort, de ville ikke starte med en lille butik.

- Jeg ville ikke være med til at slå en lille butik op, som vi ikke kunne leve af. Det skulle være stort fra starten, og vi skulle have mange forskellige tilbud til familierne, siger Rikke.

I dag har de 19 ansatte nogle på deltid andre på fuld tid. De fleste er jordemødre, men staben rummer også yogalærere og en bevægelsespædagog. Og så er det et populært sted at have studiejob som jordemoderstuderende. I 2015 voksede Jordemoderhuset ud af sine oprindelige rammer og flyttede til den nuværende adresse i Stenosgade på Vesterbro i København. Her var der mulighed for at få samlet alle aktiviteter under et tag.

I dag er Jordemoderhuset en god forretning, men de to ejere forsikrer om, at indtjeningen ikke er i Lamborghini- klassen – faktisk langt under.

- Du kan se min cykel, den står derovre, siger Lea og peger mod kirken overfor.

- Og vi har ikke ejerboliger eller dyre vaner. Hvis jeg havde vidst, hvad det betød at starte forretning op, så havde jeg ikke gjort det, siger hun videre.

- Men vi har heller ikke fortrudt det. Det er blevet en succes, og vi har et fedt arbejdsliv, slår Rikke fast.

Arbejdsugen er stadig lang for de to arbejdsgivere, men selvstændigheden og muligheden for at kunne give tilbud til familierne af høj kvalitet, er en væsentlig belønning.

- Vi gør så mange så utrolig glade. Det er fantastisk, at vi selv kan bestemme, hvad vi vil tilbyde kvinderne, siger Rikke. Vurderingen fra kvindernes side af kvaliteten i ydelserne i Jordemoderhuset kommer prompte.

- De klager med det samme, hvis noget er galt, og de anmelder os på de sociale medier, så vi kan ikke undgå at vide, hvis de er utilfredse, siger Lea.

Samarbejde med fødeafdelingerne
I starten af 2017 var der er pukkel af nakkefoldscanninger på Herlev Hospital, som hospitalet ikke selv kunne afvikle inden for den relativ korte frist for denne type scanning. Derfor blev private aktører på scanningsområdet med ekspertise i nakkefoldscanning spurgt, om de kunne varetage en del af scanningerne. Jordemoderhuset blev også spurgt, men fik ikke udbuddet.

- Vi var for langsomme til at svare tilbage, kan vi godt se, men vi kunne sagtens have taget dem. Der er nye muligheder, når man bliver stor og en af dem er at tage opgaver ind fra sygehusene, siger Lea.

Siden foråret 2017 har den første jordemoderkonsultation på Hvidovre Hospital for raske kvinder ligget i 28. graviditetsuge mod sædvanligvis i 14.-16. uge. Stor mangel på jordemødre hen over sommeren har gjort det nødvendigt med denne forringelse af tilbuddet på landets største fødested. Nogle af kvinderne har valgt at købe sig til den tidlige samtale med en jordemoder i privat regi.

- Vi har haft en del kvinder fra Hvidovre Hospital, der gerne ville se en jordemoder tidligere og derfor kom til os, og det er selvfølgelig fint nok. Men hvad med resten?, spørger Lea Toft, der sagtens kan se mulighederne i et samarbejde med de offentlige fødesteder, når de på grund af blandt andet jordemodermangel må lukke ned for jordemoderkontakt og fødselsforberedelse.

- Vi kunne tage Hvidovres førstegangsundersøgelser med dags varsel. Det nemmeste for os er at skaffe jordemødre, vi har bunker af uopfordrede ansøgninger, fortæller Rikke og understreger samtidig, at Jordemoderhuset på alle planer ønsker samarbejde med de offentlige fødesteder.

- Vi uddanner for eksempel aldrig de gravide her i huset til at være i opposition til fødesteder, men til et samarbejde, siger hun.

Jordemoderhuset er et hus med vokseværk. Lokalerne i Stenosgade er begyndt at stramme, og de to ejere er så småt begyndt at se sig om efter noget større. Efterspørgslen fra kvinder og familier er stigende, og hvis et samarbejde med det offentlige kunne blive en realitet, så vil de gerne være rustet.