…og husk nu, du må ikke skrige!

Et liv på Tanzaniask
Tuja Berg og hendes mand er udstationerede i Tanzania for Danmission, der er en folkekirkelig udviklings- og missionsorganisation. Tuja er uddannet international pædagog og arbejder med udvikling inden for uddannelse. Tuja fødte i juli 2009 sit første barn. Hun valgte at tage turen til Danmark for at føde, men fortæller her om, hvordan hun oplevede at være gravid i Tanzania. Hvis man skal føde under betryggende forhold i Østafrika skal man tage til nabolandene Uganda eller Kenya, hvor der er hospitaler af rimelig standard. Det tager seks timer at køre til Uganda og otte timer med fly til Kenya. Familien bor i et middelklassekvarter i en provinsby, hvor de har tanzanianske venner.

Det var tidlig morgen, jeg var 34 uger henne i min graviditet, og vi var ved at gøre det sidste klar inden, vi skulle rejse fra Tanzania til Danmark, hvor jeg skulle føde på Skejby Sygehus. Nogle af vores tanzanianske venner var kommet for at sige farvel. Et par af de erfarne kvinder trak mig til side og gav mig med dæmpede stemmer nogle råd om fødslen: ”Du skal drikke masser af varm te, når du mærker veerne, så går fødslen hurtigere i gang”, ”Og husk nu; du ikke må skrige under fødslen, selvom det gør ondt. Det er et privilegium at få børn og det skal man ikke klage over!” De andre kvinder nikkede alvorligt.

Graviditet er tabu
Egentligt var det begrænset, hvad vi havde talt om af den slags under min graviditet, fordi graviditet i Tanzania er et tabu. Selvom jeg til sidst havde en temmelig stor mave, ville jeg kun få hentydninger som ”Du har godt nok spist meget, hva?”

Da vi fem måneder senere vendte tilbage til Tanzania med en velskabt datter, skulle de samme og hele nabolagets kvinder naturligvis beundre vores lille blege baby og høre om min fødsel …

Det første spørgsmål var, om jeg havde fået kejsersnit, fordi det er noget, som kvinder med penge får foretaget for at slippe for veerne. Spørgsmålet blev vantro gentaget, da jeg svarede, at jeg havde født på normal vis. ”Jamen pressede du barnet sådan rigtig ud alt imens, det gjorde enormt ondt?”

Det næste spørgsmål kom med et smørret smil på læben: ”Skreg du så meget?” Hvortil jeg kun kunne svare, at det måtte de spørge min mand om, fordi jeg ikke selv huskede det. ”Åh nej dog!” Det vakte stor bestyrtelse, at min mand havde været til stede ved fødslen, at han havde set vores datter komme ud og klippet navlesnoren.

Nogle af dem troede simpelthen ikke på det, men var for generte til at spørge min mand, om det passede. Andre syntes til gengæld, det var en god ide at have sin mand med til fødslen, men konkluderede klukkende, at han nok ville løbe skrigende væk …” fordi mænd ikke kan klare den slags!”

Kvinderne filosoferede lidt videre over emnet og blev enige om, at det nok desværre ikke var muligt at have pårørende med til fødslen, fordi der på det lokale statshospital er fem kvinder, som føder i samme rum og at der ville blive overfyldt på fødestuen.

”Ja og jordemødrene er sure nok i forvejen” grinede en af de yngre kvinder, der selv havde født for nylig. Hvortil en anden forklarede mig, at jordemødre i Tanzania altid vrisser af, hundser rundt med og endda kan finde på at slå de fødende kvinder, hvis de ikke er hurtige nok til at makke ret. De spurgte mig, om jeg ikke også oplevede dette, når nu jeg havde fortalt, at jeg fødte på et offentligt hospital i Danmark?

Vi er jo ens…
Det var indlysende at kvinderne havde troet, at sådan en dansk kvinde som mig ville fravælge en vaginal fødsel eller i det mindste vælge at føde på et privathospital. Meget af alt det andet jeg fortalte om mit fødselsforløb på Skejby med hensyn til enestue, fødekar, smertelindring osv. kunne kvinderne slet ikke forholde sig til.

Hvad de til gengæld bed mærke i var, at jeg havde haft en fødsel næsten magen til deres. Dermed steg jeg et par grader i deres anseelse, og jeg fik fornemmelsen af at blive lukket ind i deres fællesskab af mødre med alt, hvad det indebærer.