Den 16. februar 2016 afholdt Jordemoderuddannelsen på Metropol et symposium under titlen: “The hidden side of obstetric violence – North-South dialogue on the appropriation of women´s pregnant body”. Anledningen var den portugisiske sygeplejerske og sociolog Mário Santos´ besøg i København. Mário har beskæftiget sig med emnet i flere sammenhænge, blandt andet som en del af det EU-støttede forskningsnetværk, COST, og inviterede på symposiet til en diskussion om, hvorvidt begrebet obstetrisk vold også kunne have relevans i en dansk kontekst.
Vold mod kvinder – vold under fødsler
Marios oplæg tog udgangspunkt i den lov, der i 2010 blev vedtaget i Venezuela omhandlende vold mod kvinder. Som en del af denne lov blev begrebet ’obstetrisk vold’ introduceret og fordømt. Flere latinamerikanske lande har senere fulgt trop og vedtaget love, der skal komme obstetrisk vold til livs. Senest har WHO i 2015 manifesteret sig på området ved at udgive et statement, der har til hensigt at ”forebygge og eliminere disrespekt og misbrug under børnefødsler” (WHO, 2015). Mario problematiserede dog samtidig, at der hverken i litteraturen eller i praksis findes en konkret og officiel definition af begrebet ’obstetrisk vold’. Dette gør det sværere at afgrænse en fælles diskussion og at sætte en tydelig fælles ramme for, hvad der egentlig menes med begrebet.
I den venezuelanske lov er obstetrisk vold defineret således:
“…the appropriation of the body and reproductive processes of women by health personnel, which is expressed as dehumanized treatment, an abuse of medication, and to convert the natural processes into pathological ones, bringing with it loss of autonomy and the ability to decide freely about their bodies and sexuality, negatively impacting the quality of life of women.”
I en sådan definition dækker begrebet over umenneskelig behandling, medikalisering og sygeliggørelse af fødslens naturlige proces, der resulterer i tab af autonomi og fratager kvinder retten til frit at bestemme over egen krop og seksualitet. Obstetrisk vold bliver derved mere indirekte og anderledes subtilt end decideret fysisk vold som fx slag og spark. Derpå opfordrede Mário deltagerne til at reflektere over, hvorvidt en generelt stigende indgrebsfrekvens i form af flere igangsættelser, øget brug af ve-stimulation samt kejsersnit kan ses som obstetrisk vold.
Hvem er det egentlige offer?
En vigtig pointe i oplægget var det problematiske i entydigt at definere kvinden som offer og sundhedspersonen som ansvarlig. Dels fordi man let kommer til at bekræfte en række bagvedliggende stereotyper, hvor kvinder/patienter fastholdes i rollen som svage ofre. Derved risikerer vi at overse sammenhængen mellem synet på kvinder i fødsel og synet på kvinder i samfundet mere generelt. Det blev tilmed pointeret, hvordan fastholdelsen af den fødende i rollen som den svage patient også kan gøre, at man overser, hvordan nogle kvinder selv deltager i sygeliggørelse af fødslerne – for eksempel med ønsket om sectio på maternal request.
I den efterfølgende debat blev det ligeledes kraftigt fremhævet, at det i forbindelse med ansvar er afgørende at kigge på de strukturelle forhold, som sundhedspersonale i dag arbejder under. Faste procedurer, retningslinjer og øget travlhed blev nævnt som faktorer, der spiller ind, når det skal afgøres, hvorvidt der skal foretages indgreb i en fødsel. I den forbindelse blev det diskuteret, om sundhedspersonale også kan ses som ofre i et system, hvor de overordnede rammer og strukturer, vi arbejder under, gør, at personalet ikke altid kan handle i henhold til egen faglighed og grænser. Samt om tendensen til, at flere jordemødre siger fra over for arbejdspres og -forhold, kan ses som en slags oprør imod et system, hvor rammerne for fødselshjælpen gør, at vi må yde hjælp og omsorg på en måde, som vi selv anser som grænseoverskridende eller disrespektfuldt.
I en dansk kontekst
Efter Mários oplæg satte jordemoder og lektor Eva Rydahl begrebet i relation til dansk kontekst. Under titlen: ”Can Unnecessary Interventions be Thought of as Obstetric Violence?” gennemgik Eva data, der tydeligt viste, hvordan den generelle indgrebsfrekvens på de danske fødegange er steget markant gennem de seneste 20 år. Set i forhold til at WHO anbefaler, at sectio kun foretages på medicinsk indikation, problematiserede Eva, hvorvidt vi i Danmark foretager unødigt mange kejsersnit uden beviselig gavnlig effekt for hverken mødre eller nyfødte. Samtidig sås det, hvordan raten af igangsatte fødsler tillige er steget markant i samme periode.
Set i forhold til den tidligere angivne venezuelanske definition af obstetrisk vold, som inkluderer øget medikalisering og sygeliggørelse af fødslens naturlige proces, bliver det relevant at diskutere begrebet ’obstetrisk vold’ i en dansk kontekst.
Efter oplæggene blev flere aspekter præsenteret og debatteret af oplægsholdere og tilhørere. Herunder blev selve betegnelsen ’obstetrisk vold’ også diskuteret. Nogle argumenterede for at fastholde betegnelsen, da det dels sætter fænomenet i en ramme af vold imod kvinder generelt, som i den venezuelanske lov, og samtidig tydeliggør, at der er tale om en grænseoverskridende handling. Andre mente, at termen i sig selv var for voldsom og derved kunne virke hæmmende for en egentlig diskussion om selve begrebets indhold. Her blev det foreslået at lægge sig mere op ad WHO’s officielle erklæring og i stedet for vold benytte termer som disrespekt og misbrug. Endelig blev aspektet om placering af ansvar for, at et fænomen som obstetrisk vold kan finde sted, atter diskuteret. Det blev gentagne gange pointeret, at et fokus på sundhedspersonalet som ansvarlige og med potentielt ilde intentioner, er hverken konstruktivt eller sandt. Det blev diskuteret, hvordan man fremadrettet bør rette fokus på strukturerne omkring den fødselshjælp, vi kan og skal yde de fødende i dag. Derved kan der åbnes op for en relevant og frugtbar diskussion af, hvordan vi bedst tilrettelægger fødslerne med størst mulig respekt og anerkendelse af den fødende, hendes grænser og hendes krop.
Kilder:
D’Gregio, P. (2010). Obstetric violence: A new legal term introduced in Venezuela. International Journal of Gynecology and Obstetrics 111 (2010), 201–202 WHO (2015). The prevention and elimination of disrespect and abuse during facility-based childbirth. Department of Reproductive Health and Research, World Health Organization, Switzerland
Om forfatterne
Julia Kadin Funge er jordemoder på Rigshospitalet og MPH-studerende på Lund Universitet.
Anne Pihl er jordemoder og blev i 2015 cand.pæd.pæd.psych fra Aarhus Universitet med speciale i organistionspsykologi. Hun er netop ansat som timelønnet vejleder på jordemoderuddannelsen PH Metropol.