Nyt fra London

Hverdagen er ved at indfinde sig for Veronica Barfred og Hanne Brøgger, som her i tidsskriftet i foråret fortalte om deres forberedelser til at flytte til England for at arbejde som jordemødre.

De har nu sammen lejet sig ind i en tre-værelses lejlighed tæt ved Londons Centrum, men arbejder et stykke syd for London på Kingston Hospital.

’Man skal være forberedt på både at betale en væsentlig del mere i husleje, end vi er vant til derhjemme og standarden er ikke den samme, men det er muligt at finde nogle fine steder’, skriver Hanne og Veronica i et indlæg, som bringes på Jordemoderforeningens hjemmeside. I indlægget beskriver de to jordemødre, hvordan man kan finde sig en bolig, om transportforhold i storbyen og leveomkostninger generelt.

Fagligt har det været en udfordring for de to jordemødre at blive ansat på en engelsk fødeafdeling. Arbejdspresset er betydeligt større end i Danmark og der er ikke mulighed for at give den omsorg, som vi er vant til. Vagtskemaet gør det muligt at samle fridage, så der også bliver tid til at udforske byen. Veronica og Hanne skriver videre i indlægget:

’Det har været en kæmpe udfordring for os begge at lave det her skift både fagligt og personligt, men vi kan kun anbefale det til andre, som har lyst til at opleve noget nyt. London er udpræget multikulturel, og man møder mennesker fra hele verden med hver deres historie og årsag til at være her. Hvis man er villig til at arbejde hårdt og overskride nogle grænser, så kan en periode herovre være en kæmpe oplevelse’.

De to jordemødre vil i et senere indlæg beskrive, hvordan de fagligt oplever at arbejde på en engelsk fødeafdeling. Dette er kun ganske kort beskrevet i indlægget, men antyder alligevel store forskelle mellem England og Danmark i de muligheder, man har for at yde god jordemoderfaglig omsorg.



Veronica Barfred kan kontaktes på telefon +44 7503219132 og mail v_barfred@remove-this.hotmail.remove-this.com
Hanne Brøgger kan kontaktes på +44 7956301261 og mail hanne.sbj@ gmail.com