Nye regler om registrering af faderskab

Fra den 1. juli 2002 skal sager om anerkendelse af faderskab behandles efter den nye børnelov. Jordemødre skaludlevere pjece og ny blanket i graviditeten.

Omkring halvdelen af alle danske børn fødes uden for ægteskab. Det er baggrunden for at den nye børnelov, der trådte i kraft 1. juli 2002 ændrer reglerne om registrering af faderskab for børn født uden for ægteskab. Ønsket med lovændringen var at ligestille gifte og ugifte kvinder og at forenkle og smidiggøre behandlingen af faderskabssagerne. Fremover kan den ugifte kvinde nøjes med at sende fødselsanmeldelse og faderskabserklæring til en myndighed, nemlig til det lokale kirkekontor efter fødslen. I modsætning til tidligere hvor alt omkring faderskabserklæringen og forældremyndighed blev behandlet i statsamtet.

Den nye lov giver i visse situationer også en mulig biologisk far retskrav på at blive vurderet i forhold til faderskabet. Et forhold der f.x. kan blive aktuelt, hvis kvinden har haft seksuelle forhold til flere mænd og hvor en eller flere af mændene gerne vil gøre sig gældende som biologisk far.

Jordemødrenes rolle
Med ændringen af loven skal jordemødrene fremover udlevere en pjece fra Civilretsdirektoratet om faderskab til både gifte og ugifte kvinder. Jordemoderen skal desuden udlevere en omsorgs- og ansvarserklæring til alle ugifte kvinder i graviditeten eller sammen med fødselsanmeldelsen efter fødslen. Ved at udfylde omsorgs- og ansvarserklæringen og aflevere den sammen med fødselsanmeldelsen på det lokale kirkekontor får forældrene automatisk fælles forældremyndighed over for barnet.

Hvis parret kun ønsker at fastslå faderskabet, men ikke ønsker fælles forældremyndighed, skal de fortsat henvende sig til statsamtet.Hvis parret ønsker at få faderskabssagen på plads inden fødslen, kan det stadig lade sig gøre. I disse tilfælde skal parret afgive omsorgs- og ansvarserklæringen over for statsamtet. Også her gælder det at forældremyndigheden automatisk bliver fælles. Hvis forældrene ikke ønsker fælles forældremyndighed, skal de ikke udfylde omsorgs- og ansvarserklæringen, men i stedet en blanket, hvorefter faderskabet alene anerkendes. Dette skal også ske over for statsamtet. Hidtil har ca. en tredjedel af alle ugifte par ønsket at få registreret faderskabet allerede i graviditeten med de juridiske fordele det kunne give.

Kvinden nægter at opgive fars navn
Der er med den nye børnelov indført en pligt for moderen til at oplyse, hvem der er far til barnet. Der er således ikke længere mulighed for skønsmæssigt at dispensere for moderens oplysningspligt. Hvis moderen nægter at opgive navnet på barnets far, skal statsamtet gennem samtaler med hende få hende til at indse, at barnets behov for at kende faderens identitet vejer tungere end f. x. hensynet til hans anonymitet. Hvis moderen ikke over for statsamtet oplyser, hvem der er far til barnet, skal sagen henvises til domstolene. Domstolene kan pålægge moderen bøde, hvis hun ikke oplyser, hvem der er far til barnet. Bødestraffen for at holde faderens navn hemmeligt har hidtil ligget på et niveau mellem 500 og 2.000 kr.En del forundrede jordemødre henvendte sig til Jordemoderforeningen for at høre om baggrunden for at forsyne alle jordemødre med blanketter på deres privatadresser uden yderligere forklaring.

Foreningen henvendte sig derefter til Kirkeministeriet, der for det første beklagede, det store antal blanketter der var sendt til den enkelte jordemoder. Hver jordemoder skulle have modtaget et enkelt eksemplar til orientering. For det andet beklagede ministeriet, at der ikke var et forklarende følgebrev med, men kun en orientering om hvor man kunne rekvirere flere blanketter!

‘Vi ville bare gøre det så godt som muligt og orientere jordemødrene om de ændringer, der er i registrering af faderskabssager. Men de studenter vi havde til at pakke forsendelser må have været til fest aftenen før og misforstået opgaven’, lyder det fra Kirkeministeriet.

Har du fødselsanmeldelser nok?
Hvis ikke, så kan du få flere ved henvendelse til firmaet Dafolo. Det fremgår af brevet, der fulgte med den velvoksne stak fødselsanmeldelser, som landets jordemødre modtog med posten i starten af juli. Afsender: Kirkeministeriet.