NJF Kongres: Tricks of the trade of waterbirth

Hvordan sidder den fødende bedst i vandet? Hvilke fordele – og ulemper – er der ved at føde i vand? En erfaren vandfødselsjordemoder delte ud af sine erfaringer ved en velbesøgt workshop

Ud af Norges 47 fødesteder, kan man føde i vand på 27. I Danmark er der tilbud om vandfødsel på alle fødesteder. I Island er vandfødsler også hverdag – her man endda CTG-udstyr, der kan tåle vand. I Sverige er fødsel i vand udelukket på hospitalerne.

Den lille kortlægning af mulighederne for at føde i vand på fødesteder i Norden står den norske jordemoder Anna Fjedberg for. Forholdene for kvinder, der ønsker at føde i vand og for jordemødre, der ønsker at arbejde med vandfødsler er forskellige, men den yderst velbesøgte workshop på kongressen tyder på, at interessen er stor. Manglende erfaringer og faglige forbehold kan imidlertid gøre det svært at bane vejen for fødsler i vand på hospitalernes fødeafdelinger.

– Men intet er umuligt. Det, der virker umuligt, er bare lidt sværere at nå, sagde Anna Fjeldberg, der har arbejdet med fødsler i vand i 16 år både i hjemmet og på store specialafdelinger.

Der er også ulemper ved at føde i vand, erkendte Anna Fjeldberg, der stod for workshoppen.

– Der er udgifter til et godt fødekar og så er der kvinder, hvor det viser sig, at de ikke kan lide at være i vandet og hvor oplevelsen ikke er nogen succes, sagde Anna Fjeldberg. Men flertallet har gavn af at være i vandet under veerne og måske også, når de føder. Karret og vandet beskytter kvindens intimsfære, de kan være uforstyrrede, forklarede den norske jordemoder.

Formålet med workshoppen var at give erfaringer og tips videre – tricks of the trade.

Et af rådene handlede om, hvordan man som jordemoder vurderer mængden af blod i de hundredvis af liter af vand, der er i et fødekar.

– Man er nødt til at lære at estimere mængden af blod i vandet. Først og fremmest skal du kende karret og vide, hvordan dets farve påvirker din bedømmelse af blødningen. Det er desuden vigtigt at kende omfanget af karrets bund, for blodet vil lægge sig ned på bunden, sagde Anna Fjeldberg og demonstrerede via en video, hvordan det ser ud, når man kommer først en halv liter blod og så en endnu en halv liter blod – fra en gris – ned i et fødekar fyldt med vand. For den trænede jordemoder, der kender karret, vil det være muligt at vurdere, om blødningen er et par deciliter eller over de kritiske 500 milliliter.

Selvom fødslen foregår under vand, skal den fødendes mellemkød støttes i de sidste veer.

– Det er vigtigt at have en hånd på barnets hoved, så man kan styre den kraft, som det fødes med. Jeg beholder også hænderne på hovedet, når det er født og hjælper skuldrene ud, sagde Anna Fjeldberg og afviste, at det kunne være med til at stimulere barnets vejrtrækningsrefleks. For at skåne ryggen i den sidste del af fødslen bruger Anna Fjeldberg en lille børneskammel, hvor hun sætter det ene eller begge knæ parallelt med karret.

– Man skal også holde øje med navlestrengen, for den knækker lettere i vand end i luft, forklarede Anna Fjeldberg.

Også fra workshoppens deltagere kom der gode råd:

– Vi lægger et blåt stykke om barnet, når det kommer op til moderen. Det hjælper det med at holde varmen.