Næstformanden takker af

Tolv år på nær tre måneder var Kit Dynnes Hansen Jordemoderforeningens næstformand. Nu takker hun af og vil hellige sig det internationale arbejde, jobbet som afdelingsjordemoder. Og børnebørnene.

“De nyuddannede vil da ikke finde sig i et arbejdsliv, hvor de ikke har indflydelse på udviklingen”. Citatet stammer fra et interview i nærværende tidsskrift i september 2003, hvor Kit Dynnes Hansen som nyvalgt næstformand fortalte om, hvordan hun gerne vil sætte sit præg på foreningen.

I dag – tre valgperioder uden modkandidater senere – ser jordemoderverden en del anderledes ud: Grunduddannelsen blev i 2001 forlænget og opgraderet til en professionsbacheloruddannelse, antallet af jordemødre, der har gennemgået en forskeruddannelse og kan kalde sig ph.d., er steget betragteligt i perioden og en monofaglig kandidatuddannelse for jordemodervidenskab optog det første hold studerende i efteråret 2014. I samme periode er antallet af fødesteder faldet, mens brugen af kejsersnit og andre indgreb er steget.

Og det er lykkedes at få mere indflydelse på udviklingen, selvom der stadig er et stykke vej, før jordemoderprofessionen er i førersædet, når faget skal defineres, vurderer Kit Dynnes Hansen.

- Jeg vil sige, at der stadig er et magtproblem i forhold til, hvordan og hvem der definerer vores område. Vi så det senest for nylig, da DSOG pludselig syntes, at det var dem, der skulle definere, hvordan man tager imod ved den normale fødsel og kom med retningslinjer for det. Det svarer til, at Jordemoderforeningen satte sig i spidsen for at lave retningslinjer ved præeklampsi magnu gradu, siger Kit Dynnes Hansen.

- Vi må erkende, at der endnu er et stykke vej, før vi sidder for bordenden, når der skal udarbejdes retningslinjer, der har med vores virksomhedsområde at gøre. Men vi har taget mange skridt i den rigtige retning, blandt andet ved at uddannelsen er kommet på bachelorniveau, så jordemødre kan læse og bruge forskningsresultater, siger Kit Dynnes Hansen, der glæder sig over de mange initiativer med jordemødre bag, der skyder op.

- Vi har flere og flere spydspidser, der med stor dygtighed går ind og sætter dagsordenen. De er med til, at vi indhenter tingene, siger den afgående næstformand.

Jordemødre specialiserer sig
Da Kit Dynnes Hansen startede som næstformand var ‘specialisering’ stadig et begreb, der blev set på med skepsis. En skepsis, der, ifølge Kit Dynnes Hansen, har været med til at forsinke faglig udvikling og bremse jordemødres muligheder for karriereudvikling.

- Vi talte ikke om specialisering for tolv år siden, hvor alle kunne og skulle det samme og var lige gode til det hele. Det har heldigvis ændret sig, og i dag er der mange, der specialiserer sig, siger Kit Dynnes Hansen. Men når jordemødre specialiserer sig, fører det sjældent ud ad en karrierevej endsige til væsentligt højere løn.

- De læger, vi arbejder tæt sammen med, har en karrierevej og en forventning om at ende som overlæger. Men den klinisk dygtige jordemoder kan ikke forvente, at der ligger en karrierevej med anerkendelse og løn til hende. Heller ikke når hun får ansættelse som for eksempel klinisk afdelingsjordemoder En del jordemødre har specialiseret sig i nicher, som for eksempel varetagelse af gravide med diabetes, men det er ikke anerkendt som en faglig karrierevej. Der findes ganske enkelt ikke stillingskategorier til jordemødre, der gennem uddannelse og erfaring bliver rustet til at løse særlig komplekse opgaver. Stillingerne til os er der ikke, og sådan får du ikke folk til at blive i faget, siger Kit Dynnes Hansen, der stærkt beklager, at det ikke lykkedes at få kravet om højere grundlønsindplacering til kliniske afdelingsjordemødre igennem ved de netop afsluttede overenskomstforhandlinger mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner.

- Pengene var der. Men arbejdsgiverne vil ikke åbne for den vej, hvor klinisk kompetence anerkendes og honoreres. Og ikke bare med 500 kr. en gang i mellem, men for alvor. De siger, at de ikke vil skabe den forskel centralt fra, det kan man gøre lokalt, men der er slet ikke de midler lokalt, der skal til for at skabe reelle karriereveje, siger Kit Dynnes Hansen.

Det gælder i det hele taget om at finde nye veje, hvis lønnen til jordemødre for alvor skal løftes, mener hun.

- For at få højere løn i dag, så handler det om grunduddannelsens længde og om en højere specialiseringsgrad – eller om at engagere sig på det private arbejdsmarked. Alt andet forbliver regulering af det bestående, siger Kit Dynnes Hansen, der er varm fortaler for, at grunduddannelsen kommer op på kandidatniveau. I erkendelse af at det projekt nok har lidt længere udsigter, glæder næstformanden sig over kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab, som Syddansk Universitet udbød for første gang i efteråret 2014.

- Med en monofaglig kandidatuddannelse har vi mulighed for at samle jordemødre på ét sted og udvikle et jordemoderfagligt kraftcenter, der før var spredt over flere uddannelser. Det er et kæmpespring for os, hvor vi kan udvikle den teoretiske viden og indsigt, der er nødvendig for at sikre faget. Akademiseringen af professionen er nødvendig for at sikre kombinationen af en færdighedsmæssigt og klinisk meget dygtig faggruppe med en teoretisk overbygning, mener Kit Dynnes Hansen.

Kernefagligheden
Næstformandens engagement i en tiltagende akademisering af jordemoderfaget følges med en mindst lige så stor interesse for den normale, spontane fødsel. Kit Dynnes Hansen har været foreningens repræsentant i den faglige følgegruppe bag ‘Sikre fødsler’, der skal være med til at nedbringe antallet af børn, der skades på grund af iltmangel under fødslen. Dette arbejde blev anledning til en af Jordemoderforeningens største faglige satsninger i de seneste år: ‘Tålmodig fødsel’ og ‘Tålmodig igangsættelse’, som Kit Dynnes Hansen stod for sammen med foreningens udviklingskonsulent.

- ‘Tålmodig Fødsel’ udspringer indirekte af ‘Sikre Fødsler’, som jeg ikke syntes gav veerne nok plads. Mit mål var at være med til at nedbringe den høje frekvens af medicinsk vestimulation gennem formidling af den viden, vi har om veer og om vestimulation, siger Kit Dynnes Hansen. Samtlige fødesteder fik tilbud om at få besøg af næstformanden eller en af de andre tre jordemødre, der havde gravet dybt i blandt andre Hanne Kjærgaards forskning. Omkring en tredjedel af foreningens medlemmer deltog i møderne.

- Det var en stor succes, og jeg tror, det var fordi, vi ramte lige ned i et spørgsmål, som jordemødre står med til daglig nemlig: Skal jeg stimulere eller ikke. At så mange jordemødre hørte det samme oplæg og deltog i debatten om de samme forskningsresultater, tror jeg, giver et godt skub i forhold til at flytte på noget. Kurven over stimulation er faldet, og det mener jeg, at vores initiativ har været med til, siger næstformanden.

Det samme kan man ikke sige om antallet af kejsersnit på danske fødesteder, der i næstformandens periode er steget fra godt 19 procent til godt 22 procent. Til gengæld er der opstået bred enighed blandt fagfolk om, at kejsersnit bør holdes på medicinsk indikation. En af grundene til, at frekvensen er stabil og relativ lav i Danmark – næstformanden så den dog gerne lavere – og de øvrige nordiske lande, er, ifølge Kit Dynnes Hansen, at jordemødre ud over den normale fødsel også mestrer den patologiske fødsel.

- Jordemødre kan i samarbejde med obstetrikerne varetage den patologiske fødsel på højt fagligt niveau. Hvis ikke vi kunne det, så ville vi have en langt højere sectiofrekvens, end vi har i dag, hvor vi sammen kan få kvinderne gennem en vaginal fødsel med godt resultat for mor og barn. Det er en væsentlig del af vores styrke som profession, siger næstformanden og giver et eksempel på den modsatte situation.

- I Sierra Leone, som jeg besøgte for et år siden, mestrer jordemødrene den normale fødsel og jordemødrene kan også ofte stoppe en blødning. Men det kræver jo, at der en jordemoder til rådighed. Og så kan der laves sectio, hvis man altså er i nærheden af faciliteterne til det. Det, der er mere kompliceret, det er at vurdere, hvornår fødslen er på vej i en patologisk retning og derefter overvåge og behandle fødslen, når den bliver kompliceret, siger Kit Dynnes Hansen.

Vi er rykket på image
“I dag skal vi kæmpe for vores image i et samfund, hvor den enkelte stiller krav og vil have indflydelse og vi har mærket langt mere modstand end tidligere. Vi har ofte forsøgt at nuancere debatten, så den blev til mere end et spørgsmål om for eller imod. Oftere end vi har ønsket det, er vi alligevel kommet til at stå som dem, der er imod, i stedet for som dem, der har nye ideer og vil være drivkraft i udviklingen”. Citatet er hentet fra Kit Dynnes Hansens valgoplæg i Tidsskriftfor Jordemødre i juni 2003, hvor ord som ‘smerteforherligende’ og ‘stenaldermetoder’ stadig blev brugt om jordemødre, når de gjorde opmærksom på bagsiden af kejsersnitsmedaljen.

I dag står jordemoderen ikke med ryggen mod muren i medierne, heller ikke når det handler om smertelindring eller kvinders ret til at vælge behandling. Nu står jordemødrene frit ude på gulvet og er væk fra forsvarspositionen, vurderer næstformanden.

- Dér er vi helt klart rykket, og jeg synes, at vi i stor udstrækning har været med til at sætte dagsordenen i medierne. Vi har hele tiden haft den normale fødsel som vores kompetenceområde, men vi kunne gøre mere ud af også at fortælle, at vi samtidig er eksperter på de patologiske fødsler, som der bliver flere og flere af, siger næstformanden, der også ser med tilfredshed på, at Jordemoderforeningen var med til at få tilstedeværelse, hud-mod-hud og evidensbaseret viden om amning ind som kvalitetsparametre i svangreomsorgen og at disse tiltag bliver taget alvorligt af alle.

- Vi har sat nogle dagsordener godt hjulpet på vej af nyere forskning blandt andet inden for det epigenetiske område. I dag kan vi diskutere sectiofrekvens uden at få at vide, at vi er stenalderfolk. Det er fordi, vi har formået at kvalitetsudvikle vores praksis, og fordi vi forsknings- og udviklingsmæssigt har været med til at vise en anden vej, siger Kit Dynnes Hansen.

Trivsel
En ting har ikke ændret sig i Kit Dynnes Hansens periode som næstformand: Undersøgelser af jordemødres arbejdsmiljø fortæller stadig om fortravlede jordemødre, der ikke har tid og rum til at udføre arbejdet, som de gerne ville det. Meget store fødeafdelinger kombineret med store besparelser – ikke mindst på det forebyggende område – og en manglende forståelse for fødslens ustyrlige natur er en del af forklaringen.

- Der er ikke forståelse længere oppe i systemerne for, at fødsler skal ske på kvindens og ikke på sygehusets præmisser. Man sætter fødsler ind i en knivtidsmodel og prøver dermed at putte uforudsigelighed ind i faste systemer, der er så stramme, at der ikke er plads til udsving, og hvor der ikke kan tages højde for den mangfoldighed, der er i fødsler. Nogen troede, at når afdelingerne blev større, så blev de relative udsving mindre. Det blev de også, men de absolutte udsving blev tilsvarende større. Nu står vi med fem akutte patienter, der ikke er jordemødre til, mod før måske en. Det virker voldsommere, når afdelingerne er så store, siger Kit Dynnes Hansen, der arbejder som klinisk afdelingsjordemoder på Hvidovre Hospital, der har landets største fødeafdeling. Selv for en jordemoder med 30 års erfaring kombineret med grundig efter- og videreuddannelse bliver arbejdet på den store afdeling ind i mellem for hårdt.

- Der er i Danmark i de seneste år blevet opbygget en retorik, der går ud på, at det at føle travlhed, uoverskuelighed og så videre i virkeligheden er udtryk for manglende kompetencer, dårlig ledelse og uhensigtsmæssig organisering. Men man kan ikke organisere, lede og kompetenceudvikle sig ud af alt, når det handler om, at arbejdsbyrden simpelthen er for stor og rammen for lille, siger Kit Dynnes Hansen.

- Vi formåede i efteråret at komme igennem med at få forklaret, at der var behov for ekstra ressourcer. Vi har set de svenske jordemødre gøre det samme her i foråret. Det var første halvleg, og den var hård. Nu bliver den næste udfordring, at de bevillinger fødegangene har fået fra Finansloven, også bliver til virkelighed. Det er anden halvleg, og den bliver endnu hårdere, forudser hun.

Og hvad nu?
Et længere ophold i Sierra Leone kort før ebolaudbruddet gav indsigt i, hvorfor en stærk jordemoderforening er vigtig for udvikling af svangeromsorgen i de enkelte lande og var startskuddet til det twinningprojekt, som Kit Dynnes Hansen skal være projektleder for i de kommende år. ICM, jordemødres verdensorganisation, står bag projekter over hele verden, hvor jordemoderforeninger twinner til gensidig gavn.

- Vi har allerede gjort de indledende øvelser til et twinningprojekt med jordemoderforeningen i Liberia. Jeg glæder mig til at arbejde videre med det, fordi jeg mener, at det er en både overskuelig og vigtig måde at udvikle det internationale fællesskab på, siger Kit Dynnes Hansen.

Men hvorfor ikke forsøge at blive valgt til endnu en periode som foreningens næstformand og dermed fortsat have den direkte mulighed for indflydelse på udviklingen i foreningen?

Ud over engagementet i det internationale arbejde er der en anden vigtig grund til at stoppe nu: børnebørnene.

- Jeg har været næstformand i tolv år, og nu skal der ske noget andet i de sidste tolv år af mit arbejdsliv. Og så vil jeg have mere tid til børnebørnene, der om kort tid flytter til Snekkersten, så vi kun kommer til at bo et stenkast fra hinanden. Det bliver godt.