Professor emeritus, overlæge, overaccoucheur, dr. med. Mogens Osler er død, 93 år gammel.
Mogens Osler havde en særlig plads i jordemoderhjerter. Som professor gennem mange år på Danmarks Jordemoderskole, som engageret underviser og som leder af skolen helt frem til dens overgang til jordemoderfaglig ledelse.
Mogens Osler tog lægeeksamen i 1951, og kom efter doktorafhandling, speciallægeautorisation og tid på Frederiksberg Fødeafdeling til Rigshospitalets Fødeafdeling YB i 1969, og to år senere professoratet på Jordemoderskolen.
Han ledede uddannelsen af jordemødre i en tid, hvor fokus gik fra hjemmefødsler og enkeltpraksis til ansatte jordemødre, der betjente fødende på mindre og større sygehusafdelinger. Men han var i den samme periode med til at fastholde jordemoderens kompetence og selvstændige ansvar. Vi er mange jordemødre, der stadig husker hans undervisning, hans venlige retledning, hvis noget var lidt skævt, og hans systematiske tilgang til kombinationen af klinik og teori.
Han var god til at huske vores navne, og han inddrog gerne en jordemoderelev i overvejelserne på en stuegang eller under en drøftelse i vagtrummet på fødegangen.
Han holdt på formerne – i den forstand, at han var ufravigeligt korrekt i sin omgang med patienterne – og alle blev behandlet lige høfligt, den enlige, arbejdsløse mor fra Køge og den velstillede advokatfrue.
I hans sidste år som professor og overlæge oplevede jeg ham igen, da jeg fra 94 til 96 arbejdede på Rigshospitalet. Hver morgen sad han og gik døgnets journaler igennem. En morgen, hvor der havde været utroligt mange indgreb, sukkede han lidt, og sagde ud i rummet: Måske var det bedre, hvis vi sendte dem hjem at føde igen…
Han mente nok ikke, at hans elskede afdeling skulle lukkes ned, men han så muligvis lidt skeptisk på udviklingen, og han havde blik for, at fødsler ikke er mekaniske begivenheder, og at de skal have støtte fra dygtige jordemødre og godt samarbejde med lige så dygtige fødselslæger, når påkrævet.
Han var formand for Foreningen for Familieplanlægning (nu Sex & Samfund) i perioden 1983-1993. I foreningen hænger et smukt portræt af ham – jeg glædede mig over det, sidst jeg var til møde derude.
Til Oslers afskedssymposium på Rigshospitalet i 1996 skrev jeg en sang til ham på melodien: ”Vi har elsket dig så længe, vi kan mindes”. Han var med sikkerhed glad for den hentydning til hans popularitet, men om han ellers lod sig drille af teksten, skal være usagt.
Jeg mødte ham igen i to senere sammenhænge: i forbindelse med hans store arbejde på Medicinsk Museion, hvor han var med til at ordne og bevare den fornemme Saxtorphske Samling, som tidligere har haft plads på Rigshospitalet, og da han udgav sit værk: Fødselshjælpens historie, som Jordemoderforeningen medvirkede til at få virkeliggjort.
Ved hans bisættelse var vi en del jordemødre samlet, og det var specielt at mindes vores unge dage som elever, og nogles lange karrierer sammen med Mogens Osler over en kop kaffe bagefter. Han var en vigtig mand i bevarelsen af jordemoderfaget og i respekt for reproduktiv og seksuel sundhed. Han vil ikke blive glemt.
Æret være hans minde.
Lillian Bondo