Mødregruppens fællesskab - at tilpasse sig hinanden som konsekvens af ønsket om enhed

Af Sofie Baltzer Bækgaard, cand.scient.anth og Rikke Damkjær Maimburg, klinisk lektor, jordemoder, MPH, ph.d.

I denne artikel beskrives resultaterne af et antropologisk feltarbejde, hvor moderskabet var genstand for en undersøgelse af normer, værdier og ønsker. Blandt mødre hersker flere forskellige ideologier om, hvordan man er mor på den rigtige måde. I artiklen undersøges sociale processer i en mødregruppe, samt hvordan den udgør et socialt rum med plads til usikkerhed og uperfekthed. Det viser sig, at kvinder i vellykkede mødregrupper tilpasser sig hinanden i forsøget på at etablere og fastholde et trygt fællesskab, hvor ensheden fremhæves og forskellene undertrykkes.

Etableringen af netværk
I 1981 udgav Børnekommissionen, der var en velfærdsstatslig institution, sin betænkning. Her fremhævedes blandt andet vigtigheden af, at der blev etableret ‘selvbærende sociale netværk’ i form af eksempelvis lokale, selvstyrede forældregrupper med det formål, at forældre kunne hjælpe og støtte hinanden (Børnekommissionens betænkning 1981). Etableringen af lokale netværk blandt forældre havde flere formål. Børnekommissionen så en øget institutionalisering og indblanding fra det offentlige i den private sfære, når det drejede sig om børn og familier. De mente, at de lokale netværk kunne give mulighed for øget selvhjælp. En artikel i Sygeplejersken i 1985 beskriver, at op imod 10-15 procent af nybagte mødre led af fødselsdepression, og det kunne muligvis hænge sammen med den ensomhed, mange kvinder oplevede efter fødslen. Mødrene kunne med etableringen af mødregrupperne få en oplevelse af, at de ikke står alene med de udfordringer, de møder i det tidlige forældreskab. Målet var at få mødrene til at tale sammen og derved opnå praktisk viden om forældreskab og om det nyfødte barn. Samtidig kunne det, ifølge Børnekommissionens betænkning, give en følelsesmæssig støtte og bekræftelse i, at man er god nok som kvinde og mor. I praksis ledte Børnekommissionens tiltag til det, vi i dag kender som mødregrupper.


Et indblik i en mødregruppe
En mødregruppe med fem nybagte mødre dannede rammer for dette antropologiske feltarbejde udført i efteråret 2013. Artiklen er skrevet på baggrund af observationer og indsamling af viden om processer for fællesskabet omkring moderskabet. Første gang de fem nybagte mødre mødtes, var 5-7 uger efter fødslen, og det foregik hjemme hos Line. Mødrene betroede sig ikke til hinanden med det samme, men efter de havde vænnet sig til hinanden, åbnede de mere op. Det er almindeligt, at mennesker i nyopstartede fællesskaber skal orientere sig og se hinanden an, før de enten betror sig til hinanden, eller udfordrer hinanden med følelsesladede emner (Tuckman 1965). I løbet af det første møde talte de om løst og fast, men da snakken faldt på huse, områder og boligpriser, blev stemningen mere anspændt og usikker. Der foregik en slags kollektiv forsikring om, at den ene ikke bor dyrere og bedre, end den anden. En forsikrende attitude, der kan oversættes med “bare rolig – jeg mener ikke, at jeg er bedre end dig” – et forsøg på at skabe og bevare en god stemning. Mødrene så på denne måde hinanden an på det første møde i mødregruppen ved, i en høflig tone, at give hinanden diskrete komplimenter samtidig med, at de efterstræbte at sætte standarden lavt. Mødrene agerede givetvis således som et slags forsvar for deres egne tanker om dem selv og en eventuel frygt for, hvad de andre måtte tænke om dem. Når mødrene på denne måde taler om de mindre positive aspekter ved livet som mor, er det endnu en del af processen for opstarten af et lille fællesskab. Det er et tegn på modstand mod eventuelle gældende normer samt et forsøg på at udtrykke individualitet (Tuckman 1965).

En generel tendens til at afvise ideen om den perfekte mor blev hyppigt kommunikeret i gruppen. Der blev flere gange fremhævet mindre positive ting ved moderskabet samt oplevelser ved fødsler, børn, ægteskaber, boliger mm. Kvinderne ville hellere tale om børn med kolik, brudte parforhold og mindre gode leveforhold frem for at idyllisere tilværelsen. Der blev hverken talt om økologi, mærkevarer eller vellykkede familiefester. Især en af kvinderne, Maja, åbnede op for, hvor hårdt det kan være at være mor til to med en mand, der skal passes pga. en svær diskusprolaps. Det virkede som om, hun forsøgte at sætte en lav standard, og det åbnede op for, at de andre mødre kunne tale om at blive stemplet som en dårlig mor af sundhedsplejersken, om skilsmisse, om ubalance i økonomi og boligforhold samt dagligdags udfordringer, som manglende lyst til at holde børnefødselsdag i den kommende weekend.

Anden gang mødtes mødregruppen ugen efter hos Mette. Dette møde var generelt præget af en slags forsikring om fortrolighed og ligestilling, og kvinderne betroede sig i højere grad til hinanden. Således mærkes der en væsentlig udvikling i gruppens fortrolighed siden første møde. Denne gang var paraderne sænket – måske fordi standarden fra første møde var blevet sat lavt, og de alle havde tillid til, at de ikke var endt i ‘speltmafiaen’. Mens der denne gang var større fortrolighed mellem kvinderne, kom en hel del usikkerhed samt en søgen efter bekræftelse og støtte til udtryk. Eksempelvis fortalte Fie, at hendes søn kun sov én time ad gangen, og det var meget frustrerende, da hun næsten ikke kunne nå at gøre andre ting imens. Hun spurgte bekymret de andre i mødregruppen, om de troede, der kunne være noget galt med ham. De andre i gruppen var hurtige til at udtrykke forståelse, og de forsøgte at foreslå forskellige årsager til problemet og efterfølgende foreslog de mulige metoder til at løse det.

Under dette andet møde var det således et gennemgående tema, at kvinderne viste deres usikkerhed og fortalte hinanden om ting, de ikke var stolte af, om ting de var trætte af eller frustrerede over, samt søgte råd hos hinanden. Der var samtidig også en generel tendens til at tilpasse sig hinanden. De ville gerne være enige, og de ville gerne udvise medfølelse og en slags medsøsterskab. Der blev sagt ting som “det står du ikke alene med”, og “sådan har jeg det også”. De ville gerne, at alle følte sig tilpas. Den måde hvorpå mødrene anerkender og diskret komplimenterer hinanden, er typisk for processen for udviklingen af fællesskaber, og det indikerer, at medlemmerne har et ønske om at få dynamikken til at fungere og dermed sikre gruppens videre eksistens. Denne anerkendelse og tillid, som mødrene i mødregruppen havde allerede på det andet møde, tyder på, at gruppen allerede på dette tidspunkt var nået langt i processen for gruppens udvikling (Tuckman 1965).

At mødrene gjorde en aktiv indsats for at få fællesskabet i mødregruppen til at fungere, kan forklares med en søgen efter enshed blandt de mennesker, man tilbringer tid sammen med. Det kan være et resultat af et ønske om at føle sig ‘normal’ og om ikke at skille sig ud.

Stræben efter enshed
Antropologen Marianne Gullestad foretog studier af sociale relationer i Norge med udgangspunkt i, hvad der knytter mennesker sammen i fællesskaber (Gullestad 1992). Hun skriver, at de skandinaviske velfærdsstater karakteriseres af deres stærke kollektive værdier. Den ene af disse er ‘lighed’, og her fremhæves betydningen ‘enshed’. Gullestad argumenterer for, at uenshed i Norge indikerer uønskede hierarkiske relationer og uretfærdighed, hvorimod enshed indikerer ikke-hierarkiske relationer, retfærdighed og nærhed mellem nære relationer. Gullestads opfattelse af begrebet ‘enshed’ kan relateres til fællesskabet blandt kvinderne i mødregruppen. Ensheden understreger ideologier om ‘det gode moderskab’, og at der findes rigtige og forkerte måder at være mor på. Ensheden har to konsekvenser for mødrene: For det første er ensheden noget, mødrene efterstræber – altså at der er bestemte ideer om, hvordan en god mor bør være, og at “sådan bør vi alle være”. Og for det andet bliver det et udgangspunkt fra hvilket, mødre kan dømme andre, som afviger fra normen. En af mødrene havde sin egen klare ide om, hvordan man var en god forælder, og derfor kunne hun godt tage sig selv i at tænke dårligt om andre, som ikke gjorde det ligeså godt; “… og det er jo sådan rigtig grimt på en eller anden måde, men jeg tror, jeg er så sikker på, at jeg gør det rigtige, at jeg faktisk skal sådan tage mig selv i ikke hurtigt at kigge på andre og tænke ‘Ah… burde du ikke lige…?’”. Således kan ideen om enshed og ønsket om at rette ind også vise sig som et krav til andre, om at de også bør handle i overensstemmelse med normen og ‘det gode’.

Nordmændene i Gullestads studie vil hellere passe ind end skille sig ud via anerkendelse og prestige. Ensheden bliver en forudsætning for venskab og nærhed, og således kan man tale om individers forsøg på at tilpasse sig hinanden i de kredse, hvor de gerne vil ‘passe ind’. Dette forekom også i mødregruppen i denne undersøgelse, hvor kvinderne eksempelvis forsikrede hinanden om, at “jeg er ikke bedre end dig”, samt da de forsøgte at give råd og løsningsforslag på Fies søns søvnproblemer. Der var ingen af mødrene i mødregruppen, der viste interesse for at skille sig ud eller at skilte med sin succes hverken med henblik på karriere, børn eller familieliv. Lige modsat føltes det som om, de talte sig selv lidt ned ved de første par møder for at virke mere imødekommende. Det betyder dog ikke, at mødrene i mindre grad end andre ønsker succes, men det er ikke noget, de skilter med, når de forsøger at etablere venskaber. Senere, når alliancerne er skabt, og solidariteten i fællesskabet er blevet robust, kan man fremhæve succeser uden at skabe afstand til resten af medlemmerne i gruppen. I et socialt fællesskabs opstart forsøger medlemmerne dermed at fremhæve det, de har tilfælles, og at undertrykke det, der gør dem forskellige. Således betyder enshed ikke, at medlemmerne skal være helt ens. Der er plads til forskellighed, men der bliver lagt mest vægt på det, de har tilfælles.

Det skal dog bemærkes, at denne stræben efter enshed og lighed kan have en konsekvens for mødre, der afviger fra normerne i mødregruppen. Det kan eksempelvis være kvinder, der har en anden uddannelsesmæssig baggrund, end de andre medlemmer af gruppen, enlige mødre, eller simpelthen kvinder der har andre holdninger til spørgsmål om børn og livet som mor. Afvigelser fra gruppens normer kan skabe en social afstand mellem mødre i mødregrupper, og når forskellighederne dermed ikke kan undertrykkes og ensheden fremhæves, bliver det således vanskeligt at bevare ideen om enshed. Dette kan lede til mindre gode oplevelser med mødregruppen og medføre forsinket eller manglende etablering af fortrolighed mellem medlemmerne.

Sammenhold og fælles forståelse
Mødregruppen er et socialt fællesskab, som bygger på kvindernes fælles kontekst som mødre med børn i samme alder. Her bliver forestillinger om virkeligheden og ideer om den gode og rigtige måde at være mor på udformet og udfordret. Lighed og enshed er centrale værdier i fællesskaber som mødregrupper, og det er også med til at opretholde disse fællesskaber. Samtidig er ensheden medvirkende til at vedligeholde ideer om rigtige måder at være mor på, idet kvinderne efterstræber ‘det normale’ samt det, de andre gør. Derfor ser vi ofte, at kvinder i mødregrupper både tilpasser sig hinanden og tilmed sørger for, at de andre i gruppen også føler sig tilpas – således ytres ofte sætninger som “sådan har jeg det også” og “jeg forstår dig”. Tryghed og følelsen af tilhørsforhold samt behovet for at bevare den fælles forståelse understøtter gruppens etablering og opretholdelse af den sociale orden, hvori ideer om det gode moderskab og den rigtige måde at være mor på igen omtales, vurderes og forhandles. Det særlige ved mødregruppen er, at det lille fællesskab etableres på meget kort tid, og en vellykket mødregruppe rystes hurtigt sammen, og dermed etableres tillid og fællesskab hurtigt. Mødregruppen i denne undersøgelse fungerede godt og uden problemer. Mødrene aftalte også at ses foruden de ugentlige møder til biografture og forskellige arrangementer i byen. Der blev medbragt kamera til nogle af møderne, så de kunne forevige minderne med mødre og børn, og et år efter ses de stadig ind i mellem. Dette kan ses som indikationer på et vellykket, nyopstartet fællesskab, hvor der fra mødrenes side blev gjort en aktiv indsats for at etablere gode og tillidsfulde sociale relationer.

Link til litteraturliste

SPELTMØDRE OG GHETTOMØDRE
‘Da speltmor mødte ghettomor’ er en beretning om en veluddannet kvinde med styr på økonomien, bolig- og parforhold, der kommer i mødregruppe med to kvinder, hvor faderskabssager fylder mere end amning og Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Netop forskellighederne blev anledning til vigtig viden for kronikkens forfatter, Maria Ibsen. Hun konkluderer således: “Jeg har antaget, at vi er to forskellige slags mødre – dem og mig. Det er ikke korrekt. Spelt- eller ghetto – det er hip som hap, hvis bare du husker de grundlæggende ting.”
Læs kronikken her: www.information.dk/305784 
amk