Mindeord: Jordemoder Tove Schmidt er død

Forhenværende og mangeårig overjordemoder ved Rigshospitalets fødeafdeling A, Tove Schmidt, døde den 21. april 2018 i en alder af 90 år. Tove Schmidt skal blandt mange andre bidrag huskes for sit store arbejde i Jordemoderforeningens internationale relationer. Og ganske særlig anerkendelse skal Tove Schmidt have for sit engagement i at bringe fødselsforberedelse til Danmark. Dette skete allerede i 1960’erne, og rutinemæssig fødselsforberedende undervisning blev indført på Rigshospitalet i 1963. At dette kunne lykkes, skyldes ikke mindst det ekstraordinært gode samarbejde, som Tove Schmidt havde med daværende overlæge, professor dr. med. Dyre Trolle. Desuden beherskede Tove Schmidt fransk og hentede en afgørende inspiration om fødselsforberedelse fra de navnkundige franske fødselslæger Fernand Lamaze og Pierre Vellay samt fra den engelske Grantly Dick-Read. Hendes store engagement resulterede senere i, at hun skrev en lærebog om fødselsforberedelse, ‘Obstetricisk psyko-profylakse’, der i en del år var grundlaget for jordemødres uddannelse til at forestå fødselsforberedelse. Den psykoprofylaktiske metode blev med Tove Schmidts bog et vigtigt bidrag til undervisningen i fødselsforberedelse i hele Danmark. Værdien af at være velforberedt til at føde blev en gang for alle fastslået, og det blev helt naturligt og forventeligt, at fødestederne tilbød fødselsforberedende undervisning. Den vigtige indsigt var og er stadig, at oplysning skaber ro og roen forebygger smerter og understøtter fødselsprocessen gunstigt.

Tove Schmidt skrev i 1970 i introduktionen til bogen: “ . . i dag er man godt på vej mod målet nemlig, at fødselsforberedende undervisning indgår som en naturlig del af det profylaktiske arbejde med de gravide”.

Nu 50 år senere tilbydes dette vigtige profylaktiske jordemoderarbejde stadig som et offentligt tilbud i visse regioner. Andre regioner har begrænset tilbuddet om fødselsforberedelse. Men fødselsforberedelsens status som en væsentlig del af den gode jordemoderprofylakse i Danmark er fortsat Tove Schmidts store fortjeneste.

En grundigere præsentation af Tove Schmidt findes i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, der findes på Kvinfos hjemmeside www.kvinfo.dk