Medlemsundersøgelsen i gang

Til efteråret får alle medlemmer mulighed for at give deres mening til kende om Jordemoderforeningen. Det sker gennem en spørgeskemaundersøgelse om foreningen, faget og fremtiden. Jordemoderforeningen står bag undersøgelse, der gennemføres af konsulentfirmaet Resonans.

I midten af juni mødtes otte tilfældigt udvalgte medlemmer af Jordemoderforeningen på foreningens adresse i København. De otte medlemmer var samlet for at deltage i to fokusgruppeinterviews i forbindelse med Jordemoderforeningens medlemsundersøgelse til efteråret (se TFJ 6-03 side 21 eller læs om baggrunden for undersøgelsen på www.jordemoderforeningen.dk).

Udgangspunktet for undersøgelsen er et ønske om at finde ud af, hvordan medlemmerne ønsker, at Jordemoderforeningen skal udvikle sig i de kommende år. Hvordan skal foreningen prioritere sine ressourcer? Hvordan tilgodeser man bedst alle grupper – ældre og yngre jordemødre – studerende – jordemødre, der arbejder med forskning, udvikling, ledelse eller undervisning osv.?

Formålet med fokusgrupperne var at få ideer og inspiration til udvikling af det spørgeskema, som samtlige medlemmer af foreningen modtager i uge 34 (tredje uge af august).

Jordemødrene i fokusgrupperne pegede på, at undersøgelsen også skal handle om faget og dets udvikling: jordemoderfaget i praksis, jordemødres mulighed for faglig udvikling og uddannelse, Tidsskrift for Jordemødre som formidler af faglig information, tættere kontakt til brugerne og større viden om deres ønsker osv.

Næste skridt er udformningen af et spørgeskema, der sendes til alle medlemmer. Undersøgelsens resultater offentliggøres i Tidsskrift for Jordemødre i oktober og på medlemsmødet 17. november. Medlemsmødet afholdes som et ‘open space’-arrangement, hvor resultaterne omsættes til konkrete ideer og handling.

For gennemførelsen af medlemsundersøgelsen står konsulentfirmaet Resonans. Det er konsulenter herfra, der gennemførte fokusgruppeinterviewene og det er udelukkende dette firma, der får adgang til de udfyldte spørgeskemaer, der returneres direkte til firmaet.

Uge 33
Spørgeskemaer udsendes

7. september
Deadline for returnering af spørgeskemaer

9. oktober
Offentliggørelse i TfJ

17. november
Medlemsmøde om foreningens fremtid inkl. undersøgelse