”Man må tage sin tørn”

– Ja, hun ser lidt slidt ud, siger en af Mette Ankers kolleger lidt bekymret.

Mette Anker er tillidsrepræsentant for de ca. 90 jordemødre på Rigshospitalet, der, som landets øvrige fødesteder, er i strejke (25. april 2008). Og det er ikke nogen nem opgave, erkender hun. Arbejdsdagen for tillidsrepræsentanten har siden strejkens start ligget et godt stykke over de otte timer. Det er svært at vænne sig til at arbejde om dagen, når man er vant til at gå i skiftende vagter. Og så er det ind imellem svært at tackle de mange kolleger og deres forskellige opfattelser af strejken, accepten af prikvagter osv. Et af problemerne er, at ikke alle kender hinanden på det store fødested. Det kan ganske enkelt være svært at få samling på så stor en flok, der arbejder skævt og forskudt af hinanden. Elektronikken er taget i brug for at nå ud til alle med de løbende informationer om strejken, om udfyldelse af registreringsskema, af nødberedskabsplaner osv. Når det handler om at indkalde til aktioner, har sms-kæden glødet.Man må tage sin delMette Anker har kun været tillidsrepræsentant i trekvart år, så det er den ultimative prøve i hvervet, hun er midt i. Som tillidsrepræsentant er hun ansvarlig for at levere jordemødre til de nødplaner, som er aftalt på alle de akutte funktioner. Dermed er hun også ansvarlig for at dække vagter, når kollegerne fx bliver syge.

– Jeg har forsøgt at dele strejkevagterne mellem alle, men jeg har da ind imellem haft den tanke, at nogen opfattede det som en tiltrængt fridag, siger Mette Anker, der ikke har interessen for fagligt arbejde fra fremmede. Hendes far har været aktiv i sin fagforening i mange år, så det faldt naturligt at stille op til posten som tillidsrepræsentant.

– Vi har jo ikke ligefrem tradition for kampvalg på posten, og det var der heller ikke, da jeg blev valgt. Jeg har det sådan, at man skal tage sin tørn, men det er altså krævende det her, siger Mette Anker.Tomme nødkonsultationerSom på andre fødesteder svarer nødberedskabet omkring selve fødslerne stort set til daglig normering. Der, hvor det er muligt at strejke, er på konsultationerne og på barslen. Som erstatning for de planlagte konsultationer hos en jordemoder har kvinderne et åbent tilbud om at besøge en nødkonsultation, der har åbent i dagtimerne. Det er der imidlertid meget får, der har benyttet sig af her i strejkens første fase. Alligevel vil Mette Anker ikke være med til at skære ned på nødberedskabet i konsultationen.

– Vi må forudse, at de kommer, når der går længere tid. Faktisk tror jeg, at det bliver nødvendigt måske at opgradere nødberedskabet, siger Mette Anker.

Heller ikke nødberedskabet omkring de kvinder, der bliver sendt hjem ambulant, kan der skæres i, mener tillidsrepræsentanten. Jordemødrene på fødegangen bruger i forvejen mere tid på ammerådgivning og papirarbejde med de mange ambulante fødsler, end når kvinderne forbliver indlagt.

– For at det skal hænge sammen, mener jeg, at det er vigtigt, at vi opretholder nødbredskabet på barselgangen, men det er der delte meninger om, fortæller Mette Anker.Principielt bør jordemødre ikke strejkeLise Birn arbejder fast på barselgangen. Til daglig består hendes arbejde i at tage de mere tunge samtaler med skrøbelige nybagte mødre, der har behov for ekstra omsorg. Under strejken består hendes arbejde i at kontakte de gravide, der sendes hjem ambulant som følge af strejken.

– Du skal være opmærksom på, at han skal spise ca. otte gange om dagen. Hvis han bliver slap eller lidt gul, så skal du kontakte os.

Lise Birn er i gang med en telefonsamtale med en nybagt mor. Egentlig synes hun, at det er forkert, at det er de svageste mødre, der bliver ramt af strejken og ikke alle de velfungerende, kvinder sendes hjem ambulant.

– Under hele strejken har jeg ikke haft samtaler med de udsatte kvinder, som har ekstra brug for en samtale med en jordemoder under deres indlæggelse. I stedet prioriterer vi at følge op på alle de friske ambulante, der godt kan klare sig selv, siger Lise Birn. På den baggrund mener hun egentlig godt, at man kunne skære ned på nødberedskabet på barselområdet. Men egentlig var hun helst strejken foruden. Principielt bør jordemødre ikke strejke, og hun tror ikke, at hun er den eneste jordemoder, der har rigtigt svært ved ikke at give den optimale jordemoderomsorg.

– Vores hjerter bløder jo, når vi ikke kan gøre vores arbejde. Jeg ville foretrække, at vi markerer os på forhandlingerne og i medierne. Hvis det stod til mig, så stoppede vi strejken nu ud fra argumenter om ansvarlighed, siger Lise Birn.To ledereAt være tillidsrepræsentant under en strejke giver indblik i ledelsesarbejde. For Mette Anker har det været med til at slå fast: Hun stræber ikke efter en karriere som leder.

– Jeg er slet ikke ledertypen, erkender Mette Anker.

– Men det er da både krævende og spændende at prøve og snuse til det, siger hun.

Undervejs i strejken har tillidsrepræsentanten og jordemoderledelsen arbejdet tæt sammen for at få nødberedskabet til at gå op. Ledende jordemoder Mette Simonsen kan se store fordele ved at lægge lidt af ledelsesansvaret fra sig for en stund.

– Det er rigtig rart ikke at have ansvaret for, at nattevagterne er dækket, siger Mette Simonsen med et smil. Hun mener, at samarbejdet har fungeret godt under strejken og kan fra sin position på sidelinjen se, at der har været mindre sygdom under strejken. Nogen forklaring på det fænomen kan hun dog ikke give.

Når der er behov for det, er det ledelsens opgave at genforhandle nødberedskabet på de forskellige funktioner på fødestedet. Inden få dage vil det være nødvendigt igen at se på beredskabet i konsultationerne, mener Mette Simonsen.

– Vi har ikke sagt til de gravide, at de skal komme i 38. og 40. uge, som Jordemoderforeningen anbefalede, så det bliver meget snart nødvendigt at opgradere nødberedskabet i konsultationerne, så de højgravide planmæssigt kan komme til jordemoder.