Malede maver

Tyve gravide lagde maveskind til og lige så mange kunstnere slap kreativiteten løs, da initiativet ’En hyldest til livet’ skabte kunstværker på menneskelig hud. Malingen på maverne blev vasket væk samme dag, men fotografer havde foreviget
proces og resultat. Disse fotos er nu til salg.



Besøgende i Rundetaarn måtte den 12. august stå i kø i et kvarter på Købmagergade for at komme op i tårnets spiralformede indre. Den store interesse for at komme til vejrs i den knap 42 meter høje bygning skyldtes ikke – kun – den gode udsigt fra toppen, men et utraditionelt samarbejde mellem tyve kunstnere og lige så mange gravide.

Samarbejdet var orkestreret af jordemoder Mette Clay Holm, der som led i sin uddannelse til mastercoach skulle prøve sine evner som projektleder af. Med udgangspunkt i en vision om at styrke værdigheden omkring den gravide og fødende kvinde og genopdage livet og hylde hvor unikt og dyrebart det er, gik den 39 år gamle jordemoder i gang med at designe projektet.

– Jeg ser den gravide som et levende kunstværk og tænkte: Hvordan kan man kombinere den gravide mave med kunst af mere traditionel karakter? fortæller Mette Clay Holm, der allierede sig med syv andre projektmagere fra omgangskredsen. Ideen om at lade kunstnere dekorere gravide maver på et offentligt sted blev købt af projektgruppen. Gruppen gik i gang med at finde tyve gravide kvinder, der var sunde og raske og glade for deres krop og tyve kunstnere, der syntes, det kunne være sjovt at male på hud. Kontakterne blev formidlet ved mund-tilmund- metoden og interessen for at være med var og er stor. Alle, også de fotografer, der siden forevigede kunstværkerne, arbejder gratis. Kun materialerne blev betalt. Gruppen besluttede, at præsentationen af projektet skulle være ordløst og så skulle maleriet foregå et sted, hvor der er mange forbipasserende. Først var Kongens Have i det indre København på banen, men med en historisk våd sommer turde gruppen ikke lade en event foregå i det fri, så ledelsen af Rundetaarn blev kontaktet. Herfra var der positiv tilbagemelding og det samme var tilfældet med en gallerist, der stillede lokaler til rådighed for en efterfølgende fotoudstilling.

– Vores mål var, at de forbipasserende skulle have en oplevelse. Rundetaarn var et perfekt sted for os. Vi placerede en kunstner og en gravid i hver af tårnets lysninger, så de fungerede som levende installationer. Vi har fået at vide, at der blev solgt 550 flere billetter end på tilsvarende dag, siger Mette Clay Holm.

Gruppen besluttede også, at et eventuelt overskud fra salg af fotos af de dekorerede maver skal gå til et relevant og velgørende formål. Valget faldt på Maternity Worlwide, der driver et kvindehospital i Etiopien.

– Det er vores drøm at male tyve gravide maver i Etiopien og på den måde være med til også at styrke værdigheden om den gravide kvinde der. Men foreløbig stiler vi mod at gentage eventen i Århus eller andre steder i landet, siger projektlederen. Projektet har været så succesfuldt, at det er blevet besluttet at danne en forening med navnet ’En hyldest til livet’, der skal stå for de videre aktiviteter.

  • Fotos af maverne kan købes for 1.500 kr. Billederne er 50 cm x 30 cm
  • Overskuddet fra salget går til Maternity Worldwide
  • Fotografierne var frem til 30. august udstillet på Galleri Kbh
  • Jordemødre, der vil indgå i et netværk omkring foreningen ’En hyldest til livet, er velkomne til at kontakte Mette Clay Holm på metteholm@remove-this.heaven.remove-this.dk
  • I løbet af efteråret vil foto fra udstillingen blive præsenteret på www.metteclayholm. dk
  • Plakaten, som er gengivet for koster 100 kr. Bestilles på metteholm@remove-this.heaven.remove-this.dk