Leder: Women Deliver

Verdens største konference med og om kvinder og piger, Women Deliver 2016, fandt sted i København i midten af maj med 5.500 deltagere.

I de seneste knap to år har jeg som repræsentant for Jordemoderforeningen været en del af den danske komite bag konferencen. Det var oplagt at arbejde for at sætte jordemodervirksomhed på agendaen som en afgørende løsning på en række forhold på verdensplan, hvor der mangler jordemødre.

Man ved, at fire af fem mødredødsfald kunne have været undgået, hvis kvinden havde haft en uddannet jordemoder til stede hos sig. Vel at mærke en jordemoder, der er uddannet i et tilstrækkeligt omfang, og som har autorisation til at bruge sin viden og kunnen.

Vi indledte et samarbejde med ICM, UNFPA, JHPIEGO, WHO og andre partnere om et seminar, der både kunne styrke unge jordemødre på verdensplan og styrke dem til de debatter, som de kom til at indgå i på Women Deliver. De unge jordemødre bringer desuden viden og aktiviteter tilbage til deres hjemlande.

I dagene op til Women Deliver var 32 unge jordemødre fra hele verden således samlet til et seminar om Leadership in Midwifery. Det var en glæde at følge med i arbejdet med de unge ledere og ledere in spe forud for åbningen af den store konference.

I løbet af selve Women Deliver 2016 var Jordemoderforeningen repræsenteret med en velbesøgt stand i alle de fire dage, som konferencen varede. Her fortalte vi i tekst og ord om, hvordan svangreomsorgen er indrettet i Danmark og om de vilkår, som vi kan yde til kvinder i Danmark – med forskellige spændende faglige oplæg undervejs. Vores mål var at inspirere til bedre graviditeter, fødsler og ammeforløb, også i lande, der er langt tungere udfordret end os.

Fik vi så fyldt vores forventninger til den store satsning på jordemodertilstedeværelse til Women Deliver 2016?

Ja. Vi satte sammen med vores verdensorganisation, ICM, og jordemødre fra hele verden aftryk på konferencen. Både fra vores hjemlige politikere, der deltog, fra de store spillere i velgørende arbejde og fra de mange fagfolk og NGO’er, der holdt oplæg, blev det bemærket, at jordemødre var til stede. Jordemødre fra hele verden havde velinformerede input i debatterne, og jordemodervirksomhed – midwifery – er anbefalet fra et af verdens mest prestigiøse medicinske tidsskrifter, Lancet Midwifery Series, som en indsats, der kan forandre kvinders og mødres vilkår til det bedre.

Women Deliver er det flotteste, største, mest farverige og bevægende, jeg nogensinde har været med til. Women Deliver var mere broget, end det var jakkesæt. Og Women Deliver mundede ud i det næste slogan: Deliver for good! Og gør det sammen med mænd! De eneste allierede, som kvinder har! 

“Women Deliver er det flotteste, største, mest farverige og bevægende, jeg nogensinde har været med til. Women Deliver var mere broget, end det var jakkesæt.”
Lillian Bondo, formand