Danmark har fået sin første professor i jordemodervidenskab. Tillykke til den nyudnævnte professor ved Syddansk Universitet, Ellen Aagaard Nøhr, og tillykke til hele Danmark med dette vigtige skridt fremad for reproduktiv sundhed.
For os jordemødre er det selvfølgelig helt særligt. Endelig står vores fag med den vigtige faktor i egen akademisk produktion af viden, som et – og snart flere – professorater betyder.
Jordemødre har før i vores mere end 500-årige historie stået med øverste ansvar for fødselsvidenskaben – det var godt nok i sidste halvdel af 1700-tallet. Siden overtog (mandlige) læger i stigende omfang ansvaret for uddannelse, autorisation og praksis, og kongemagt og senere et (mandsdomineret) parlament lovgav om jordemødres virksomhed.
Siden Jordemoderforeningens dannelse har vi formået at fastholde en konstant udvikling frem mod øget indflydelse gennem vekselvirkning mellem faglig udvikling og solidarisk sammenhold – de berømte to ben, som kan være vanskelige at balancere på, og endnu vanskeligere at danse på.
Men fremad kommer vi ikke desto mindre med begge ben i god behold. Især i de seneste 30-35 år har det givet markante resultater i retning af udviklingen af den moderne profession, der blandt andet definerer sig ved, at dens medlemmer selv udvikler og forsker, leder og implementerer. Sammen har aktive ildsjæle, foreningens indsats og samfundets behov for evidensbaseret indsats ført til stærk stigning i projektarbejder og forskning med det klare mål at skaffe ny viden til styrkelse af jordemoderarbejdet. Det er sket på et vidensgrundlag, der matcher den sammensatte og rige funktion, som jordemoderarbejdet udgør, og med en grunduddannelse baseret på professionens akademisk uddannede undervisere og vel at mærke ledet af samme gruppe – ikke længere af læger.
Med en professor ved Syddansk Universitet/Odense Universitetshospital og et for længst opslået professorat ved Københavns Universitet/ Rigshospitalets Juliane Marie Center har vi taget et kvantespring.
Det betyder noget at have tovholdere og vejledere med tunge titler, når der skal søges penge til forskningsprojekter. Det betyder noget at få samlet forskere i vidensmiljøer. Og det betyder noget at knytte disses indsats sammen med den praksis, som er den nødvendige, livsvigtige basis for det gode jordemodertilbud til alle, der har behov. Her er Jordemoderforeningens indsats for fortsat netværksdannelse og arbejdspladskontakter uundværlig.
Jordemoderforeningens indsats for fremme af forskning gennem 20 år med forskningsbeholdning til uddeling herfra, med forskernetværk og med samarbejde med udviklingsjordemødre – for slet ikke at tale om den levedygtige og kreative lederkreds. Alt dette har båret hen mod at få etableret de vidensmiljøer, der blomstrer frem i disse år.
Jeg kan uden blusel glæde mig og rose dem, der tog de første skridt, for jeg roser forgængerne i Jordemoderforeningens formandskab, hovedbestyrelser, forskningsudvalg, udviklingskonsulenter for at tage disse vigtige skridt i 80’erne og 90’erne. Men vi har fulgt godt op, også i 00’erne, og nu bringer 10’erne præmien – eller den første af flere – i hus.
Oveni har vi et meget velbegrundet håb om kandidatuddannelse i jordemodervidenskab inden for overskuelig rækkevidde.
