I Danmark er vi gået fra 84 fødeafdelinger i 1972, til 44 i 2001 og til 21 i dag.
Det er et resultat af målrettet indskrænkning i antallet af sygehuse/bygninger og samling af større patientunderlag – som det så tingsliggørende kaldes – under de lægelige specialer.
Udviklingen har især ramt hårdt på jordemoderarbejdspladser. Vi har lukket mindre og små enheder, så de næsten ikke findes mere.
I juli skrev Stina Kruse Skov og jeg i et indlæg til Politiken: “Hvis en medicinsk afdeling på et sygehus bliver for stor, deler man den op i flere forskellige afsnit. Hvis en fødeafdeling på et sygehus er for stor, så er den bare, ja, for stor”.
Det skal simpelthen ændres. Der skal og må være en øvre grænse for, hvor store enheder og hvor mange kolleger af alle slags en jordemoder skal forholde sig til.
Såvel ældre som yngre jordemødre på de store afdelinger mærker belastningen i ikke at kunne huske navne og ansigter på kolleger – at føle sig som ny i måneder, halve år, fordi der stadig er næsten ukendte ansigter at mødes med i samarbejdet, nye jordemødre og nye læger.
Forskning på dansk grund har fundet, at der er procentuelt færre anerkendte klager på fødeafdelinger, jo større de er. Dog ind til en vis størrelse, for der er også en grænse. Og kommer man over den grænse, begynder andelen af anerkendte klager atter at stige.
Stort er altså ikke nødvendigvis lig med godt.
Der er ikke tvivl om, at vi skal være på vagt over for et for ringe grundlag for behandling af patienter med sjældne eller mindre sjældne, men kritiske tilstande. Men i disse år er vi på vej hen over en grænse for kvalitet i den modsatte retning.
Store afdelinger med kæmpe korps af forskellige faggrupper og med en manglende individualisering af indsatsen over for den enkelte patient medfører simpelthen mangel på jordemødre – og sikkert også øvrige faggrupper.
Jordemødre ønsker ikke at arbejde som akkord- skifteholdsarbejdere på en fabrik, men yder på trods – og i de gode fællesskaber vi ser på afdelingerne – en stor indsats. Et stigende antal siger op og forlader en ansættelse, der på mange måder er sikker, hvad angår løn og pension. Over for denne sikkerhed vælger nogle kolleger den relative utryghed, der ligger i at være privatpraktiserende, men med tryghed i arbejdsglæde og god samvittighed over den ydede kvalitet. Andre igen vælger andre løsninger, og heldigvis ser vi, at jordemoderkompetencer i stigende grad bliver anerkendt andre steder på arbejdsmarkedet.
Det skal ses som et modsvar til den usikkerhed, der findes på de meget store afdelinger, hvor travlhed og afvandring fra faget har startet en ond spiral af for ringe tilbud om forebyggelse til de vordende forældre samt en øget risiko for udbrændthed på grund af høje krav og stedse strammere rammer til at løse disse krav. Hvad enten det skyldes forlods besparelser, eller det er en konsekvens af tab af arbejdskraft.
Løsningen er at opdele i mindre enheder, herunder at arbejde med såvel hospitalstilknyttede som fritliggende fødeklinikker og en flerhed af opgaveløsere, a la modellerne kendt i Region Sjælland.
Løsningen er også at anerkende jordemoderfaglighed. Nutidens procedurer afspejler ikke i alle tilfælde den bedste viden om, hvad der udgør et godt og sikkert og sundhedsfremmende forløb for den enkelte.
Og løsningen er endelig også at betale, hvad det koster at rekruttere, fastholde og udvikle jordemodergruppen – så vi kan gøre det godt for de kommende familier.
Det er mange flere penge værd.
