Leder: OK13 – læhegn, nyt land og sammenbrud

For størsteparten er dette års overenskomstforhandlinger afsluttet. Regeringen og arbejdsgiverne har fremført hidtil helt uhørte arbejdsgiverkrav. Fjernelse af reguleringsordningen, angreb på tillidsmandsinstitutionen og angreb på arbejdstidsregler har været markante krav, som er fremmet af den internationale krise og en forværret konkurrenceevne herhjemme.

Læhegn
I den situation har der været behov for sammenhold på vores side af bordet, og det er lykkedes at undgå de værste konsekvenser. Således har vi sikret, at jordemødres løn også i fremtiden bliver reguleret med udviklingen på det private marked. Det giver løft, når der igen kommer gang i økonomien. Vi har også fået sat læhegn om tillidsrepræsentantinstitutionen, så vi lokalt fortsat kan varetage jordemødrenes interesser.

Lønnen bliver over de næste to år forhøjet med 1,92 procent og der sker en forhøjelse af pensionsprocenten for basisgrupperne. Det er langt fra, hvad vi kunne ønske os – men er udtryk for krisens omfang. De øvrige resultater på det regionale område er omtalt inde i tidsskriftet og på www.jordemoderforeningen.dk, men det er værd at fremhæve et af de krav, som Jordemoderforeningen har fremsat, og som fællesskabet i Sundhedskartellet har støttet: Vi har fået fjernet karensen for optjening af pension for timelønnede. I betragtning af de ændringer, der er sket på vores arbejdsmarked over de seneste år, er det en mærkbar forbedring for vores nyuddannede kolleger. Sundhedskartellet har ligeledes kæmpet et hård kamp for at få skrevet kandidater ind i overenskomsten, og det er lykkedes, så vi fortsat kan fremme en uddannelsesdagsorden for jordemødre, der går hånd i hånd med nye opgaver og vidensbaseret indflydelse på sundhedspolitikken.

Nyt land
Flere og flere får øjnene op for jordemødres mange kompetencer. Det afspejler sig i bedre karriere- og jobmuligheder. Således er det ved disse forhandlinger lykkedes at få en overenskomst med KL på det kommunale område.

Netop jordemødres kompetencer er vigtige i den forebyggelsesindsats, som kommunerne gerne vil have fremmet. Jordemødre har fokus på borgerens styrker og ressourcer i forhold til sundhedsindsatsen. Kald det fokus på empowerment – og det er netop den tilgang, som flere og flere aktører indenfor sundhedspolitikken efterspørger. Sammen med overenskomsten har KL og Jordemoderforeningen besluttet, at der skal igangsættes et synliggørelsesprojekt for at gøre flere kommunale beslutningstagere opmærksom på jordemødres kompetencer.

At vi har indgået overenskomst med KL er ikke udtryk for, at Jordemoderforeningen ønsker at ændre ved arbejdsdelingen mellem sektorerne. Men udviklingen viser, at især den borgerrettede forebyggelsesindsats helt tydeligt har manglet jordemødre.

Sammenbrud
Endelig så endte forhandlingerne også i et enkelt sammenbrud. Nemlig på en del af statens område. Der har været meget fokus på især folkeskolelærernes arbejdstidsregler, men i forlængelse af sammenbruddet i disse forhandlinger har også staten varslet lockout på en del undervisningsområder. Professionshøjskolerne er ikke blandt de ramte, men forhandlingerne på området vil sandsynligvis ikke kunne afsluttes, før de andre områder er på plads. Vi håber, at staten vil vise den nødvendige forhandlingsvilje.

I de kommende dage vil du modtage urafstemningsmateriale. Hovedbestyrelsen opfordrer til at stemme ja til det opnåede – jeg håber, at du vil afgive din stemme!