Jordemoderen slås.
Slås for at bevare liv.
Hun hjælper barnet ud i livet, ud af moders liv. Hun møder måske ind imellem moderen og den lille, lad os sige, det er en dreng.
Han bliver voksen, og hun venter en dag at se ham med kæreste, kone, måske endda møde parret til samme begivenhed, som da hun mødte ham første gang.
Men nej. Hun møder hans mor, klædt i sort, på vej til en mindehøjtidelighed, afholdt af forsvaret. Drengen er død. Han er ikke død af uundgåelig, grusom sygdom, eller på grund af uagtsom færdsel i trafikken. Nej, han er død, fordi det regime, han lever i, har sendt ham i krig.
Det ramte denne dreng, denne mor, og de kan bo i USA, i Danmark, i Storbritannien, i Irak. Og det er lige forkert, hvor det end finder sted.
Krig er det modsatte af, hvad vi som jordemødre arbejder for, nemlig liv og trivsel. Vi kan kun vanskeligt være fortalere for våbenbrug selv under pressede omstændigheder. Vi kan slet ikke være tilhængere af en "first strike" doktrin og et fravalg af verdenssamfundets indflydelse på det uhyggelige skridt, som det er at indlede en krig.
Det irakiske folk står forarmet og udpint efter mere end et tiår under rædselsfuldt tyranni og international embargo og er dermed et let bytte for fanatisme og for martyrdødens propaganda.
Hvordan skal denne frygtelige situation løses op? Hvordan skal – skulle – Saddam Hussein fjernes fra magten for at skåne folket?
Internationale konfliktforskere, fredsmæglere, våbeninspektører, FN, alle fandt god grund til at vente og fortsætte forhandlinger.
Jeg vil opfordre alle jordemødre i Danmark til at følge med i debatten og markere sig mod krig. Skønt følelsen af magtesløshed kan være voldsom, må den ikke overmande os og blive til passivitet.
Lillian Bondo
Landsformand
