Leder: Hvad vil du arbejde med?

"Med fødsler", vil svaret være fra mange jordemødre. Men egentlig beskrives jordemoderarbejdet i mange sammenhænge som langt bredere end blot fødsler og til nød lidt jordemoderkonsultationsarbejde og familieforberedelse.

Denne bredde er vigtig at holde fast i. Ikke i den forstand, at hver og en af os til hver en tid skal hele viften af arbejdsopgaver igennem på en uge eller en måned, men sådan at forstå, at den store kompetence, som vi har helt fra vi er nyuddannede, ikke skal gå til spilde, og således at vi ikke slides op i et smalt spor med høj arbejdsintensitet. Der skal være travle dage og fredelige dage mellem hinanden, og vi skal i perioder kunne forlade kerneaktiviteterne for at arbejde mere med formidling, diagnostik, rådgivning og sundhedsfremme.

En stor del af jordemoderens arbejdsopgaver, hvor du end står, er formidling.
En af de vigtige formidlingsopgaver er støtten til at forældre bliver røgfri.
Endnu en vigtig formidlingsopgave er, som det fremgår af det blad du netop læser i, at arbejde med rådgivning og vejledning i forbindelse med risikovurdering og fosterdiagnostik.

Formidlingen af undersøgelsesresultater er også en vigtig jordemoderopgave, og hvornår er det lettere, end når du selv står for undersøgelsen?
Jordemødre er det naturlige førstevalg til rollen som obstetrisk scanner, og nu er der endelig kommet et uddannelsestilbud, som jordemødre kan melde sig til, i både Sundheds CVU Aalborg og i CVU ØreSund. Det kan være, at din arbejdsplads endnu ikke beskæftiger jordemødre i scanningsopgaven, men tal med din leder, om ikke det var oplagt at uddanne netop dig til at varetage scanningsopgaven.

Hvad kan alt dette nu nytte, når vi mangler jordemødre? Jo, det hjælper på det forhold, at hvis ikke vi udvikler bredden, så mister vi endnu flere jordemødre, end vi afleverer til andre typer opgaver. Vi kan få flere gode jordemoderopgaver løst ved at arbejde for, at vi tager vores kompetence og udviklingspotentiale alvorligt.

Så gå i stigende grad løs på rådgivning, vejledning, diagnostik, sundhedsfremme, kvalitetsarbejde. Du bliver ikke mindre "rigtig" jordemoder af det. Og du er måske stadig til at få til at snuppe en vagt med jævne mellemrum? Så har vi ikke tabt dig for faget, men vundet det, der sikrer fortsat udvikling af professionen og ikke mindst dens ydelser.