For nogle uger siden faldt finansloven for 2019 på plads. Det er en udadtil fredelig finanslov med ganske få input, der direkte vedrører jordemødre. Og det, der står, er ikke input i form af det løft, som vi havde kunnet håbe på.
Samtidig kan vi konstatere, at også andre områder inden for sundhed og velfærd stadig står tilbage uden, at veldokumenterede behov dækkes. Psykiatrien, for nu at nævne det allerstørste nødlidende område i vores sundhedsvæsen, er stadig i underskud.
Samme psykiatri, som – i skikkelse af børnepsykiatrien på Rigshospitalet – blev nævnt som den gode grund til at lukke en barsel-light ordning af en økonom, som jeg debatterede emnet med. Debatten kom efter et indlæg, hvor økonomen havde fremhævet, at det var rimeligt, at man prioriterede således. Når der nu er en begrænset sum til rådighed.
‘Hvis forældrene ville have mere hjælp, kunne de blot købe sig til det’ (min kortfattede gengivelse). Når jeg ser på priserne på private tilbud om hotel-indkvartering til ammehjælp, så er tilkøb ikke et anstændigt alternativ. Vi betaler vores skat og kan forvente at være dækket ind svarende til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Den begrænsede sum er et problem. Det er jordemoderledernes tunge pligt at holde sig til de rammer, der udstikkes af politikere og sygehusledelser, og jeg anerkender den hårde kamp, som de udfolder for at pålagte besparelser mindst muligt skal belaste arbejdsmiljø og de hårdest ramte patientgrupper.
Jordemoderforeningens pointe er her, som så ofte før (og velunderbygget af forskning), at politikerne skal mer-bevilge for at styrke den tidlige tilknytning – og forebygge fremtidige psykiatriske lidelser.
Det skal gøres ordentligt fra start; det er og bliver det billigste. Der må vises politisk mod til at leve op til de mange fine ord om den gode start i livet, forebyggelse med mere.
Giv os en mærkbar forbedring – så skal I se løjer.
Finansloven har afsat penge til at arbejde med forebyggelse af fødselsdepressioner og med tidlig indsats – i barnets første 1.000 dage.
Her har vi noget at byde ind med. Hvis vi tilbyder veltilrettelagte samtaler og screening, god tid, udvikling af vores redskaber i samarbejdet mellem jordemødre, praksislæger, obstetrikere, psykologer og sundhedsplejersker – og stadig også anstændig tid til de kvinder og mænd, der “bare” har behov for at lufte deres overvejelser – så kommer vi lidt længere. Og så ved vi også mere om, hvem vi faktisk skal tilbyde tættere omsorg i dagene efter fødslen.
Og har vi ikke plads til dem i herberget – ja, så må vi sende en jordemoder med ud i stalden.
