En netop offentliggjort dansk registerundersøgelse viser, at antallet af kvinder, der føder for tidligt (mere end tre uger før beregnet termin) er steget. Undersøgelsen bygger på 99,8 procent af alle fødsler i Danmark i perioden 1995 til 2004 og viser en samlet stigning i antallet af for tidlige fødsler på 22 procent.
Det mest opsigtsvækkende ved undersøgelsen finder vi i et delresultat, der handler om gruppen af førstegangsgravide, der er blevet spontant gravide, venter eet barn og er mellem 20 og 40 år. Kun kvinder, der defineres som hvide europæere, indgår i denne gruppe. På trods af at vi her har at gøre med en gruppe uden kendt risiko, er stigningen i antallet af for tidlige fødsler oppe på 51 procent. Hvor den i 1995 var på 3,8 procent var den i 2004 på 5,7 procent. Det bør få alarmknapperne til at lyse for alle med ansvar for forebyggelsen i svangreomsorgen.
Vi står hermed over for noget, der bedst kan beskrives som løn som fortjent. Med det mener jeg selvfølgelig ikke, at de gravide, der føder for tidligt, selv har været ude om det!
Nej, det er nok nærmere vores betrængte samfundsøkonomi, der holder for: Spar på skillingen og lad daleren rulle, siger et gammelt ordsprog, eller med andre ord: Lad være med at forebygge, undlad rettidig omhu og se så, hvad det kommer til at koste. Ikke alene for de præmature børn og deres familier, der oplever mere ængstelse eller ligefrem sygelighed og senfølger, men også for det danske samfund med de ændrede prioriteringer, der bliver følgen af de tidlige fødsler.
Denne undersøgelse mere end antyder, at der er forhold i forbindelse med enhver graviditet, som taler for unik og individualiseret indsats.
Vi er helt enige i, at der er talrige kvinder og familier, der har særlige behov. Men dette har mere eller mindre udtalt ført til, at der flyttes ressourcer væk fra raske og velfungerende gravide i faste og ordnede forhold. De kan selv sige til, de har det jo godt, og skal vi nu ikke først og fremmest se på de særlige behov.
Alle skal have en jordemoder, der har tid til at lære dem, deres livsvilkår og håb og trængsler grundigt at kende, og som kan arbejde med dem i forskellige sammenhænge i graviditeten. Det er deres ret som mennesker. OG det er den eneste fornuftige løsning på et antal af påtrængende problemstillinger inden for det store felt, spændende fra åbenbare behov for god kvalitet også til den raske og stærke til udpræget specialiseret indsats fra såvel jordemødre som alle de andre involveret i svangreomsorgen, når den skal ydes i mest udtalt form.
Læs om undersøgelsen ‘Spontaneous preterm delivery in primiparous women at low risk in Denmark: population based study’ af Jens Langhoff-Roos m.fl. på www.bmj.com
