Leder: debatten om løn stopper ikke

I slutningen af februar faldt overenskomstforhandlingerne for 2021 på plads. Det var min debut udi overenskomstforhandlinger. Og det var Jordemoderforeningens debut i en forhandling i en ny hovedorganisation – forhandlingsorganisation Akademikerne.

Indenfor Akademikerne forhandler vi i samarbejde med fysioterapeuterne og ergoterapeuterne – de to organisationer som vi forlod Sundhedskartellet sammen med.

De offentlige arbejdsgivere og vores organisationer har dermed indgået forlig på statens, regionernes og kommunernes områder.

Aftalen sikrer reallønnen plus en lille lønstigning, men ingen vil med rette kunne sige, at resultatet er et seriøst skridt mod at udligne det efterslæb, vi har på lønnen.

Utilfredsheden over vores løn er ikke ny, men blusser helt naturligt op i forbindelse med, at vi møder vores arbejdsgivermodparter til forhandling.

Så derfor har der parallelt med overenskomstforhandlingerne været en helt legitim og relevant debat om, hvordan vi når hen til en løn, der afspejler uddannelse, ansvar og belastning i form af skiftende arbejdstider.

Debatten finder ikke mindst sted i lyset af den åbenlyse skævdeling af lønnen, der tager sit udgangspunkt i indplaceringen af fagene i 1969, hvor vi kan følge en skævhed, der siden kun har vokset sig større for jordemodergruppen.

Der har været forslag fremme, om vi overhovedet skal sætte os til forhandlingsbordet, når vi ved, at det ikke er der, vi tager de store skridt.

Jeg mener ikke, at vi har råd til at lade være med at forhandle. Her tager vi de små skridt sammen med andre lønmodtagerorganisationer.

Alternativet – at melde os ud af de fællesskaber, som vi forhandler løn med – vil måske være et statement. Men vi risikerer at sætte os uden for den reallønssikring og lønudvikling, forliget giver.

Et ja til det foreliggende forlig er ikke en accept af, at vi er tilfredse med den løn og de arbejdsforhold, vi har. Det er en strategi om flere veje mod målet: en tidssvarende løn og anerkendelse af belastningen ved at arbejde i fag, der for størstedelen er akut.

Vi skal ikke stoppe debatten om løn, bare fordi denne overenskomstforhandling er forbi. Vi er som aldrig før i en situation, hvor organisationer og nogle politikere ser uligheden og forstår, at hvis der ikke startes et opretningsarbejde, så piller de selvsamme politikere fundamentet i vores velfærdssamfund – sundhedsvæsnet – ned styk for styk.

Og hvad er så en tidssvarende løn? Og hvordan vil vi honoreres for de skæve arbejdstider, som selvfølgelig er en del af det at være jordemoder?

Når vi jordemødre taler om ’vores’ overenskomst, så er det ofte arbejdstidsaftalen, vi taler om. Og på det regionale område, hvor de fleste af Jordemoderforeningens medlemmer er ansat, havde vi rigtig mange krav, som primært handlede om arbejdstid.

Krav om bedre honorering ved for eksempel overarbejde og ved mistet fridøgn er kun rimeligte. Men vi skal hele tiden spørge os selv – og arbejdsgiverne – om kravene i virkeligheden afspejler, at vi kommer til selv at kompensere for pressede arbejdsvilkår.

Derfor giver det rigtig god mening at arbejde med bedre vilkår generelt, så vi ikke behøver anvende vores sparsomme økonomiske ramme på at kompensere for, at regionerne ikke giver os bedre arbejdsvilkår. Så vi i stedet kan fokusere på løn.

Jeg håber, at rigtig mange vil benytte deres mulighed for at stemme om overenskomstresultatet.

Og jeg ser frem til at gå videre i de andre lønspor, der går over Christiansborg og over den fortsatte beskrivelse af forholdene på fødeafdelingerne. Kampen om gode løn- og arbejdsforhold er ikke kun jordemødrenes.

Vi skal trække på fællesskabet og fortsat vise, hvorfor forhold for jordemødrene hænger uløseligt sammen med mulighederne for at give god omsorg for familierne.

“Et ja til det foreliggende forlig er ikke en accept af, at vi er tilfredse med den løn og de arbejdsforhold, vi har.”
Lis Munk, formand